Belejringerne af Zaragoza: to belejringer og en by lagt i ruiner
En by uden bastioner, der i månedsvis holdt stand mod Napoleons hær, mens civilbefolkningen kæmpede hus for hus. Hvad der står tilbage i dag, og hvor du kan røre ved det, der skete.
I 1808 nåede den franske hær Zaragoza i forventning om at indtage byen på få dage: den havde en gammel middelalderlig bymur uden moderne bastioner og en lille garnison. Det var en fejlvurdering. Modstanden varede i månedsvis, blev organiseret undervejs med civilbefolkningen kæmpende hus for hus, og begivenheden har præget byens identitet lige til i dag.
I Puerta del Carmen, den sidste tilbageværende port i bymuren, sidder nedslagene fra kugler og granatsplinter fra 1809 stadig ureparerede i kvadrene. Det er det eneste sted, hvor du fysisk kan røre ved det, der skete.
To meget forskellige belejringer
1808 og 1808-1809.
Den første belejring begyndte i juni 1808. Franskmændene ventede en by, der hurtigt ville give efter, og mødte et improviseret, men sejt forsvar med kampe i gaderne og i klostre, der var gjort til små fæstninger. Efter to måneder og flere mislykkede stormløb hævede de belejringen.
Den anden, mellem december 1808 og februar 1809, var helt anderledes. Franskmændene havde lært: de skiftede taktik og rykkede frem karré for karré, og i stedet for at storme stillinger sprængte de bygningerne i luften med miner. Krigen blev til systematisk nedrivning.
Imens bredte en tyfusepidemi sig inde i byen, fremmet af trængslen, manglen på mad og umuligheden af at begrave de døde. Da byen kapitulerede i februar 1809, var titusinder af mennesker døde, de fleste civile og de fleste af sygdom.
General José de Palafox ledede forsvaret, og hans skikkelse blev knyttet til begivenheden, selv om den reelle organisering var langt mere kollektiv, end den senere propaganda gav indtryk af. Byen var nærmest ødelagt og var årtier om at komme sig.
En nyklassicistisk bue med tre åbninger, bygget få årtier før belejringerne og i dag isoleret midt i en rundkørsel. Det ordnede formsprog fra oplysningstiden står i skarp kontrast til det, der siden overgik den, og netop den kontrast giver monumentet dets virkning. Gå hen til den side, der vender ud mod det åbne land.
Klostret blev sprængt i luften under den første belejring, og kun den platereske portal i alabast blev stående; den blev siden bygget ind i den nuværende kirke. I krypten står oldkristne sarkofager fra 300-tallet, som overlevede det hele.
Agustina Zaragoza Domenech fandtes virkelig, og hendes bedrift er dokumenteret. Under den første belejring, ved Portillo-batteriet, hvor artilleristerne var døde eller trukket sig tilbage og de franske tropper rykkede frem, greb hun lunten og affyrede en kanon. Den handling standsede stormløbet for en stund.
Derfra gik opbygningen af myten hurtigt og meget effektivt. Krigspropagandaen, den romantiske litteratur, de grafiske blade og senere filmen gjorde en bestemt kvinde til et nationalt ikon, der lå ret fjernt fra hendes virkelige liv.
For hendes liv fortsatte: hun forblev knyttet til hæren resten af krigen, opnåede militær rang, blev taget til fange og slap væk, og hun døde mange år senere i Ceuta. Det senere liv, der er langt mere interessant end scenen med kanonen, bliver næsten aldrig fortalt.
Goya, der selv var aragoner, kom til Zaragoza under belejringerne på opdrag fra Palafox for at se og dokumentere ruinerne. Serien af grafiske blade »Krigens rædsler« hænger direkte sammen med det, han så her og andre steder i den krig, og tonen er alt andet end heroisk: den er en anklage.
Hvad der står tilbage i dag
Fysisk set ikke meget, og det er følgen af en belejring, der bestod i at rive byen ned karré for karré. Mest talende er Puerta del Carmen, den eneste port i bymuren, der overlevede de senere nedrivninger, med nedslagene fra kugler og granatsplinter bevaret urestaurerede.
I den modsatte ende af den gamle bydel mindes Plaza de los Sitios begivenheden med et monument fra begyndelsen af 1900-tallet. Hele pladsen blev anlagt i 1908 til Den Spansk-Franske Udstilling i anledning af hundredåret, så mindet om et militært nederlag endte med at skabe en hel bydel.
På samme plads ligger Museo de Zaragoza med gratis adgang og en sal viet til Goya med originale værker foruden museets romerske arkæologiske samling. Det er nok den bedste måde at runde ruten gennem denne historie af på.
Og der er et mindre synligt spor: en stor del af byens kirkelige kulturarv forsvandt i de måneder. Hele klostre, kirker og abbedier blev sprængt i luften eller gjort ubrugelige, og det forklarer, hvorfor der i en by med så lang en historie står relativt få bygninger tilbage fra før 1800-tallet.
Monumentet af Agustín Querol blev rejst til hundredåret i 1908, og samtidig blev hele pladsen anlagt til Den Spansk-Franske Udstilling. Flere af pavillonerne fra dengang står endnu og huser i dag Museo de Zaragoza og Kunstskolen.
Det islamiske palads fra 1000-tallet led også under belejringerne, mens det tjente som kaserne, og de skader kom oven i dem, det allerede havde fået, da det husede inkvisitionen. Det ligger på vejen fra Puerta del Carmen.
To belejringer, som byen gennemlevede under Den Spanske Uafhængighedskrig. Den første, i 1808, blev hævet efter to måneder. Den anden, mellem december 1808 og februar 1809, endte med kapitulationen og med titusinder af døde, de fleste civile og de fleste ofre for en tyfusepidemi, som trængslen havde fremmet.
Hvorfor holdt en by uden moderne bymure så længe stand?
Netop derfor: da der ikke var nogen effektiv forsvarsmur, blev forsvaret organiseret indefra, gade for gade og hus for hus, med civilbefolkningen involveret og klostrene gjort til små fæstninger. Den slags bykamp var meget kostbar for en regulær hær, der var vant til at storme stillinger.
Hvem var Agustina de Aragón?
Agustina Zaragoza Domenech, hvis bedrift er dokumenteret: under den første belejring, ved Portillo-batteriet, hvor artilleristerne var faldet, greb hun lunten og affyrede en kanon og standsede dermed stormløbet for en stund. Hun forblev knyttet til hæren resten af krigen, opnåede militær rang og døde år senere i Ceuta.
Hvor kan du se sporene i dag?
Først og fremmest i Puerta del Carmen, den eneste port i bymuren, der overlevede, hvor kvadrene stadig bærer urestaurerede nedslag fra kugler og granatsplinter fra 1809. Også i Santa Engracia-basilikaen, hvis kloster blev sprængt i luften under den første belejring, så kun portalen blev tilbage, og på Plaza de los Sitios, der i sig selv er et mindested.
Hvad har Goya med belejringerne at gøre?
Goya, der var aragoner, kom til Zaragoza under konflikten på opdrag fra general Palafox for at se og dokumentere ruinerne. Serien af grafiske blade »Krigens rædsler« hænger direkte sammen med det, han så her og andre steder, og tonen er alt andet end heroisk: den er en anklage mod selve krigen.
Hvorfor er der så lidt kulturarv tilbage fra før 1800-tallet?
Fordi den anden belejring bogstaveligt talt bestod i at rive byen ned: franskmændene rykkede frem karré for karré og sprængte bygningerne i luften med miner. Hele klostre, kirker og abbedier forsvandt eller blev gjort ubrugelige, og det forklarer, hvorfor der i en by med denne historie står relativt få gamle bygninger tilbage.
Praktisk information
HvornårFørste belejring i 1808; den anden mellem december 1808 og februar 1809.
Det fysiske sporPuerta del Carmen med de ureparerede nedslag fra 1809. Gratis og under åben himmel.
MindesmærketPlaza de los Sitios med monumentet fra 1908 og Museo de Zaragoza, gratis adgang.
GoyaKom for at dokumentere ruinerne på opdrag fra Palafox. Sal med originale værker i Museo de Zaragoza.
Santa EngraciaKlostret blev sprængt i luften under den første belejring. Kun den platereske portal blev stående.
RutenPuerta del Carmen og Aljafería mod vest; Plaza de los Sitios og Santa Engracia mod sydøst.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Zaragoza og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Zaragoza offline, når du vil.