Det, du ser fra gaden, er en plateresk portal i alabast, udhugget som en altertavle, og det er det eneste, der overlevede: Klostret, som den hørte til, blev sprængt i luften under belejringerne i 1808. Men det vigtigste ligger nedenunder. I krypten bevares oldkristne sarkofager fra 300-tallet, blandt de ældste stykker af den spanske kristendom, du kan se i Spanien.
En portal, der overlevede en eksplosion
Det hieronymitiske kloster Santa Engracia blev opført i slutningen af 1400-tallet efter ordre fra de katolske monarker, og dets portal, i alabast fra selve regionen, er et af den platereske stils mesterværker: et rektangulært felt med figurer, nicher, medaljoner og en ekstraordinær tæthed af ornamenter.
I 1808, under den første belejring, sprængte de franske tropper anlægget i luften, da de trak sig tilbage. Klostret forsvandt næsten helt, og kun portalen blev stående. Den blev bevaret og senere indbygget i den nuværende kirke, der blev genopbygget gennem 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet.
Alabast er et blødt, gennemskinneligt og meget bearbejdeligt materiale, der findes i rigelige mængder i Ebro-dalen, og den tilgængelighed forklarer, at det her blev brugt til monumental skulptur, hvor man i andre regioner ville have brugt sten eller marmor. Den forklarer også, at det let eroderer.
Sarkofagerne fra 300-tallet
I krypten under kirken bevares to oldkristne marmorsarkofager, udhugget i 300-tallet, med relieffer af bibelske scener ordnet i bånd. Det er importerede stykker, formentlig udhugget i romerske værksteder, og de er blandt de ældste fra kristendommen på Den Iberiske Halvø.
Deres ikonografi er den tidligste kristne kunsts, stadig med lån fra den hedenske tradition: hyrder, bedende figurer, scener fra Det Gamle og Det Nye Testamente og en ung, skægløs Kristus, langt fra det billede, der senere skulle slå igennem.
Stedet er siden blevet æret, fordi det forbindes med den hellige Engracia og de såkaldte Utallige Martyrer, kristne, der blev henrettet i Zaragoza under forfølgelserne i begyndelsen af 300-tallet. Krypten er derfor et af byens ældste steder med uafbrudt gudstjeneste.
Gå ikke glip af
Det eneste, der blev stående
De franske tropper sprængte klostret i luften i 1808. Kun portalen overlevede, og den blev indbygget i den nuværende kirke.
Sarkofager fra 300-tallet
To oldkristne stykker i marmor, formentlig fra romerske værksteder, blandt de ældste fra den spanske kristendom.
En ung, skægløs Kristus
Kryptens ikonografi er den tidligste kristne kunsts, med hedenske lån og langt fra det senere billede.
Alabast fra Ebro-dalen
Blød, gennemskinnelig og rigelig her. Den gjorde det muligt at udhugge med en detaljegrad, som sten aldrig ville have tilladt.
Sådan passer det ind i dit besøg i Zaragoza
Den ligger i byudvidelsen ved plaza de Aragón, ti minutter fra den gamle bydel og fem fra Plaza de los Sitios. Den ligger på vejen mellem centrum og Parque Grande eller Paraninfo.
Der er gratis adgang til kirken, og krypten har mere begrænsede åbningstider, der afhænger af gudstjenesterne og af, om der er personale, så det er en god idé at spørge eller tjekke på forhånd: Det er den, der virkelig gør besøget værd, og det er let at komme og finde den lukket.
Regn med tyve minutter. Og stop op foran portalen på fortovet over for, før du går ind: Det er den eneste måde at læse den i sin helhed på og forstå, at det felt er alt, hvad der er tilbage af et helt kloster.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var den hellige Engracia?
Man fortæller, at hun var en ung adelskvinde, der kom udefra, fra portugisisk land, og som var på vej nordpå for at blive gift og gjorde holdt her. Da hun så, hvordan de kristne blev forfulgt, trodsede hun statholderen Dacian, og det betalte hun dyrt for: De torterede hende uden nåde. Traditionen siger, at hun holdt sig i live et stykke tid endnu med åbne sår, og derfor æres hun med en særlig hengivenhed. En pige, der hellere ville dø end tie.
Og hvem er »Santas Masas«?
Det mærkelige navn har en gribende forklaring: Man fortæller, at så mange kristne blev henrettet og brændt på én gang, at deres aske blev blandet sammen til én eneste masse, umulig at skille ad og at tælle. Derfor kaldes de også de Utallige Martyrer: Man fik aldrig at vide, hvor mange de var. Mere end et bestemt antal er det dette mysterium, der æres her, og deraf kommer den tyngde i krypten, som man mærker, så snart man går ned.
