Aljafería
Entré omkring 5 euro og en god times besøg. Det ligger tyve minutters gang fra centrum eller få minutter med sporvogn: det er det eneste besøg i Zaragoza, der kræver, at du forlader den gamle bydel, og det er uden diskussion umagen værd.

Det eneste store vidnesbyrd om islamisk kunst fra 1000-tallet, der er tilbage i Europa, med buer, der foregriber Alhambra med to hundrede år. Hvad du skal se på, hvad der kom til senere, og hvorfor du skal reservere.
🎧 På ruten Aljafería og paladsernes ZaragozaAl-Andalus efterlod meget lidt paladsarkitektur så langt mod nord, og af det lidt, der var, overlevede næsten intet. Derfor er denne bygning enestående: et lystpalads bygget i 1000-tallet, da Zaragoza var et selvstændigt kongerige, som er nået frem til os næsten helt, og som i dag huser Cortes de Aragón. Tusind års sammenhængende brug som institution i den samme bygning.
1000-tallet, mellem Córdoba og Granada.
Da kalifatet i Córdoba gik i opløsning i begyndelsen af 1000-tallet, splittedes den mauriske del af halvøen i taifa-kongeriger, og Zaragozas var et af de mest velstående og kultiverede. Paladset blev bygget dengang som lystresidens uden for bymuren, i en tid med enorm intellektuel og kunstnerisk forfinelse.
Den periode er den brik, der mangler på de fleste ture gennem Spaniens islamiske kunst, som gerne går fra Mezquita i Córdoba til Alhambra og springer to århundreder over. Her står det, der kom imellem, og det forklarer, hvordan man kom fra det ene sted til det andet.
Det, du skal se på, er buerne: krydsende, takkede, sammensatte af buede og lige linjer, lagt over hinanden i flere planer, til de danner gitterværk, der ikke længere har nogen bærende funktion. Det er skridtet videre fra det, man havde gjort i Córdoba, drevet ud i en næsten abstrakt yderlighed, hvor buen holder op med at bære og bliver ren tegning.
Salón Dorado, Den Gyldne Sal, og gården med sit bassin er hovedværkerne, med stukarbejder, kapitæler og buegange, der direkte foregriber det, man to århundreder senere skulle lave i Granada. At se dette før Alhambra ændrer fuldstændig den måde, du læser Alhambra på.
Entré omkring 5 euro og en god times besøg. Det ligger tyve minutters gang fra centrum eller få minutter med sporvogn: det er det eneste besøg i Zaragoza, der kræver, at du forlader den gamle bydel, og det er uden diskussion umagen værd.
På vejen mellem centrum og Aljafería, den sidste port i byens ringmur, med kvadersten fulde af nedslag fra 1809, som man besluttede ikke at reparere. Det er det eneste sted, hvor du fysisk kan røre ved det, der skete under belejringerne.
Download appen og oplev Zaragoza offline, når du vil. Gå turen Aljafería og paladsernes Zaragoza med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Efter den kristne erobring i 1118 blev bygningen ikke ødelagt: den blev palads for Aragoniens konger, som brugte den i århundreder. Den kontinuitet er det, der gjorde, at den mauriske udsmykning overlevede, hvor den andre steder forsvandt helt.
I 1400-tallet byggede de katolske monarker en hel etage ovenpå med repræsentationssale og et polykromt kassetteloft i mudéjarstil af enestående kvalitet, med deres våbenskjolde og med åget og pilene gentaget igen og igen. Resultatet er en bygning, hvor 1000-tallet og 1400-tallet lever lodret sammen, det ene oven på det andet.
Så kom forfaldet. Den var sæde for Inkvisitionen, siden militærkaserne, og den endte halvt i ruiner, med den mauriske udsmykning hugget af, muret til eller pillet ned. Fotografier fra begyndelsen af 1900-tallet viser en bygning, der ikke er til at genkende.
Restaureringen, der bragte den tilbage, er lang, omhyggelig og fra anden halvdel af 1900-tallet, og nogle steder er der blevet diskuteret, hvor vidtgående genopbygningen var. Det er godt at vide: ikke alt, hvad du ser, er originalt, selv om den overordnede linje var konservativ.
Den nuværende brug er det, der lukker historien. Siden firserne har bygningen været sæde for Cortes de Aragón, med plenarsalene og parlamentets kontorer bygget inde i anlægget, i en moderne fløj, der lever side om side med det historiske.
Den beslutning var bevidst og har sin logik: at give bygningen en funktion med reel magt tilbage i stedet for at gøre den til museum. Tusind år efter at en taifa-konge regerede herfra, er det stadig stedet, hvor der træffes beslutninger om dette område.
Den praktiske følge er, at besøget afhænger af den politiske aktivitet. På dage med plenarmøde er adgangen begrænset, og tiderne skifter efter parlamentets kalender, så at tjekke på forhånd er ikke en forsigtighed, men en nødvendighed.
Det er også værd at vide, at Torre del Trovador, den ældste del af anlægget og endda ældre end paladset, gav navn til Verdis opera »Il trovatore« via det spanske skuespil, som den bygger på. Det er en historie, der bliver fortalt meget, og den er sand.
På vej tilbage til centrum, byens anden store gård: en renæssancegård fra 1500-tallet, som en fransk antikvitetshandler købte i 1903, skilte ad stykke for stykke og tog med til Paris, hvor den stod i mere end halvtreds år. Den kom tilbage og blev genopført inde i en bygning ved Coso. Gratis adgang.
Renæssancepalads fra 1500-tallet med en gård i to etager og det store udskårne træudhæng, der er typisk for aragonsk borgerlig arkitektur. I dag er det provinsrådets udstillingssal med gratis adgang: du går ind, krydser gården og går ud igen.
Den kunst, der blev skabt i de uafhængige kongeriger, som opstod, da kalifatet i Córdoba gik i opløsning i begyndelsen af 1000-tallet. Den er den brik, der mangler på de fleste ture gennem Spaniens islamiske kunst, som går fra Mezquita i Córdoba til Alhambra og springer to århundreder over. Aljafería er det, der kom imellem.
Fordi dens krydsende og takkede buer, lagt over hinanden i flere planer, til de danner gitterværk uden bærende funktion, direkte foregriber det formsprog, der to århundreder senere skulle udvikles i Granada. At se den først ændrer den måde, du læser Alhambra på, fordi den forklarer, hvor det, du beundrer dér, kommer fra.
Det er stærkt anbefalet, især i højsæsonen. Bygningen er sæde for Cortes de Aragón, og besøgstiderne skifter efter parlamentets aktivitet: på dage med plenarmøde er adgangen begrænset, og der er dage, hvor der er lukket. At tjekke, før du tager helt derud, er ikke en forsigtighed, men en nødvendighed.
En hel etage oven på det islamiske palads, i 1400-tallet, med repræsentationssale og et polykromt kassetteloft i mudéjarstil af enestående kvalitet, med våbenskjolde og med åget og pilene gentaget igen og igen. Resultatet er en bygning, hvor 1000-tallet og 1400-tallet lever lodret sammen, det ene oven på det andet, uden at det ene har visket det andet ud.
Bygningen var sæde for Inkvisitionen og i lang tid militærkaserne, og den endte halvt i ruiner, med den mauriske udsmykning hugget af eller muret til. Restaureringen i anden halvdel af 1900-tallet var lang og omhyggelig, men nogle steder er der blevet diskuteret, hvor vidtgående genopbygningen var. Ikke alt, hvad du ser, er originalt.
Ja. Torre del Trovador, den ældste del af anlægget og ældre end selve paladset, gav navn til Verdis »Il trovatore« via »El trovador«, det spanske skuespil af Antonio García Gutiérrez, som operaen bygger på. Tårnet kan besøges som en del af ruten.
Download Viavoy og gå gennem Zaragoza offline, når du vil.
