Zaragozas mudéjar: førsteklasses arkitektur i mursten
Et helt dekorativt sprog, udviklet fordi der ikke findes god sten i Ebro-dalen. Hvor tårnene står, hvad du skal kigge efter på dem, og på hvilket tidspunkt, for mønstret tegnes med skygge.
Den aragonske mudéjar står på UNESCO's verdensarvsliste og er formentlig Europas bedste eksempel på, hvordan en materiel begrænsning kan skabe en stil. Her er der ingen stenbrud med god sten i nærheden, så alarifes – bygmestre med maurisk tradition, der fortsatte med at arbejde efter den kristne erobring – udviklede et helt sprog i mursten.
Kom midt på formiddagen eller sidst på eftermiddagen. Mudéjarens mønster opstår af skygge: murstenene lægges fremspringende og kræver skråt lys. Ved middagstid bliver tårnene flade, og motivet forsvinder.
Sådan fungerer det teknisk
Skygge, keramik og gentagelse.
Princippet er enkelt og meget virkningsfuldt: murstenene lægges, så de stikker ud fra murens flade, fremspringende, så lyset, der falder ind fra siden, skaber skygge og dermed mønstret. Motivet er hverken malet eller hugget: det er bygget med selve murværket.
Dertil kommer glaserede fliser i grønt og hvidt, sat ind i fordybningerne, som tilføjer farve og glans, og i nogle tilfælde keramik formet som stjerner eller ruder. Kombinationen af mat mursten og blank glasur forstærker virkningen mange gange.
Repertoiret af motiver er begrænset, men kombineres på uendeligt mange måder: ruder, ottetakkede flettemønstre, krydsende blindbuer, friser af hjørnestillede sten og sebka-felter, et net af rudeformede buer. På et tårn ligger flere forskellige bånd oven på hinanden, efterhånden som du kommer højere op, så hvert afsnit har sit eget mønster.
Og der er én ting, du skal have i baghovedet: alt dette blev lavet med det billigste materiale, der var til rådighed, af sogne uden store indtægter og med lokal arbejdskraft. Den aragonske mudéjar er arkitektur i den allerøverste klasse lavet for et beskedent budget, og det er det, der gør den enestående.
Formentlig byens smukkeste tårn: ottekantet, med ruder, ottetakkede flettemønstre, blindbuer og friser i bånd oven på hinanden. Det er nærmest et katalog over det aragonske repertoire på én enkelt tårnkrop. Kirken har meget begrænsede åbningstider, men tårnet kan altid ses.
Den kaldes den tredje katedral. Det ottekantede tårn fra 1300-tallet er bygget som et tårn i tårnet, med trappen mellem to koncentriske tårnkroppe, et skema arvet direkte fra almohadernes minareter. Indenfor en altertavle af Damián Forment.
Det første er La Magdalena-tårnet i den østlige del af den gamle bydel og formentlig det smukkeste. Det er ottekantet og lægger flere bånd med forskellig udsmykning oven på hinanden, med indlagte fliser, på en tårnkrop, der fungerer som en prøvebog over stilen. Kvarteret omkring det har bevaret middelalderens gadenet og er det mest levende i den gamle bydel.
Det andet er San Pablos tårn i El Gancho-kvarteret mod vest. Dets ekstra interesse er konstruktionen: to koncentriske ottekantede tårnkroppe med trappen imellem, et skema, der kommer direkte fra almohadernes minareter. Og det står ved en kirke, der i størrelse og kvalitet fortjener øgenavnet den tredje katedral.
Og det tredje er ikke et fritstående tårn, men en mur: den ved parroquieta-kapellet i La Seo, på siden ud mod gaden. Det er et felt af mursten og keramik fra 1300-tallet, der dækker hele fladen som et gobelin, og det er byens mest raffinerede mudéjarværk.
Der er et fjerde, der er umagen værd af en anden grund: tårnet på San Juan de los Panetes på Plaza del Pilar, der hælder synligt, fordi grunden har sat sig i den løse alluvialjord. Hvor meget hældningen ses, ændrer sig meget efter den vinkel, du ser fra.
Hvorfor mudéjar står på verdensarvslisten
UNESCO's udnævnelse anerkender Aragoniens mudéjar som en helhed, ikke et enkelt værk, og den beslutning giver mening: det, der beskyttes, er et helt kulturelt fænomen, nemlig at teknikkerne fra al-Andalus levede videre i kristent område i århundreder efter erobringen.
De alarifes, der byggede disse tårne, var i mange tilfælde mudéjarer i ordets bogstavelige betydning: muslimer, der blev i kristent område og bevarede deres religion og deres håndværk. De arbejdede for domkapitler, sogne og adelsfolk, og deres sprog blev egnens egen stil.
Den kontinuitet varede til 1500-tallet, længe efter at den var forsvundet andre steder på halvøen, og den skabte en enorm mængde værker spredt over hele Aragonien: ud over Zaragoza er der enestående tårne i Teruel, Calatayud, Tarazona og snesevis af landsbyer i Jalón- og Jiloca-dalene.
For den, der kun kommer forbi Zaragoza, er de tre værker i den gamle bydel nok til at forstå fænomenet. Men hvis rejsen omfatter provinsen, har Teruel fire mudéjartårne, der kan måle sig med ethvert af disse.
Dens ydre mudéjarmur, den ved parroquieta-kapellet, er byens mest raffinerede værk: fremspringende mursten og glaseret keramik, der dækker hele fladen som et gobelin. Den sidder på siden ud mod gaden, ikke ud mod pladsen, og rigtig mange ser den aldrig.
Det ottekantede tårn hælder synligt, fordi fundamentet har sat sig uensartet i alluvialjord. Fra nogle steder på pladsen bemærker du det knap, og fra andre er det tydeligt. Den bedste vinkel er fra siden ved Zuda-tårnet.
Det arkitektoniske sprog, som alarifes med maurisk tradition udviklede, da de fortsatte med at arbejde i kristent område efter erobringen, med fremspringende mursten og glaseret keramik, der skaber udsmykning med lys og skygge. Det opstod af en materiel begrænsning – i Ebro-dalen findes der ingen god sten – og står samlet på UNESCO's verdensarvsliste.
Hvorfor skal man se det på et bestemt tidspunkt?
Fordi mønstret hverken er malet eller hugget: det er bygget med selve murstenene, der stikker ud fra murens flade, så det skrå lys skaber skygge og dermed motivet. Ved middagstid, når solen står højt, bliver tårnene visuelt flade, og en stor del af udsmykningen kan ikke længere aflæses.
Hvilke tårne er de vigtigste i Zaragoza?
Tårnet på La Magdalena-kirken i den østlige del af den gamle bydel, formentlig det smukkeste; San Pablos tårn i El Gancho-kvarteret, bygget som et tårn i tårnet efter forbillede fra almohadernes minareter; og muren ved parroquieta-kapellet i La Seo, der ikke er et tårn, men er byens mest raffinerede værk.
Kan man komme ind i kirkerne?
Med besvær: både La Magdalena og San Pablo har meget begrænsede åbningstider knyttet til gudstjenesterne, og det er let at finde dem lukket. Tårnene, som er det, du skal se, kan opleves fra gaden på alle tider af døgnet og uden at betale noget. La Seo har derimod lange åbningstider og entré.
Hvorfor er tårnet på San Juan de los Panetes skævt?
På grund af fundamentets uensartede sætninger: det blev rejst tæt på Ebros gamle løb, på blød og ujævn alluvialjord, og grunden gav efter uregelmæssigt med tiden. Det er den samme mekanisme som i Pisa, bare i en anden skala. Det har stået sådan i århundreder, uden at bygningen er faldet.
Er der mere mudéjar i Aragonien?
Rigtig meget, og UNESCO's udnævnelse omfatter hele egnens samlede værker, ikke enkeltstående bygninger. Ud over Zaragoza er der enestående tårne i Teruel – fire, der kan måle sig med ethvert af disse –, i Calatayud, i Tarazona og i snesevis af landsbyer i Jalón- og Jiloca-dalene.
Praktisk information
De tre vigtigsteLa Magdalena-tårnet, San Pablos tårn og La Seos mur ved parroquieta-kapellet.
Bedste tidspunkt på dagenMidt på formiddagen eller sidst på dagen: mønstret tegnes med skygge og kræver skråt lys.
GratisAlle tårnene kan ses fra gaden. Kirkerne har begrænsede åbningstider på grund af gudstjenesterne.
La SeoMudéjarmuren sidder på siden ud mod gaden, ikke ud mod pladsen. Du skal gå rundt om bygningen.
KuriosumTårnet på San Juan de los Panetes hælder, og det ses tydeligere fra nogle vinkler end fra andre.
Uden for byenHvis rejsen fortsætter gennem Aragonien, har Teruel fire tårne, der kan måle sig med disse.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Zaragoza og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Zaragoza offline, når du vil.