Plaza Mayor
Centrum for restauranterne i den øvre gamle bydel, med udendørsborde under herskabshusene i varme farver og katedralen lige overfor. Her spiser du med udsigt, selv om priserne på selve pladsen er højere end i gaderne, der udgår fra den.

Bjerg- og vildtkøkken med retter, du ikke finder uden for provinsen. Hvad hver enkelt er, hvad du skal bestille først, og hvorfor desserten ender med at være en likør.
🎧 På ruten Hængende Cuenca: fra Casas Colgadas til borgenKøkkenet i Cuenca er et bjergkøkken: vildt, svin, lam, hvidløg og brød, med retter, der blev opfundet for at give kalorier til dem, der arbejdede udendørs om vinteren i tusind meters højde. Næsten ingen af dem findes uden for provinsen, og flere har navne, der ikke siger noget til den, der kommer udefra, så det er godt at vide, hvad man bestiller.
Morteruelo, ajoarriero, zarajos.
Morteruelo er egnens ret: en slags varm paté lavet af svinelever og vildtkød – hare, agerhøne, nogle gange høne – stødt til en masse, jævnet med rasp og krydret med nellike, kanel, kommen og paprika. Den serveres lun og smurt på brød.
Den stammer fra udnyttelsen af alt: den blev lavet ved slagtningen af grisen med de dele, der ikke kunne bruges til andet, og den kraftige krydring, der overrasker ved at være sødlig, er middelalderlig. Det er en mættende og meget vinterlig ret, og den, der smager den, ender som regel med at bestille mere.
Ajoarriero er det modsatte: kold, mild og let. Revet klipfisk, kogte kartofler, hvidløg, olie og nogle gange æg eller valnødder, alt sammen stødt, til det emulgerer. Den spises smurt på brød og fungerer på alle årstider, også om sommeren.
Og så zarajos, som er den mest karakteristiske tapa: lammetarme rullet om to vinranker og grillet eller stegt. De lyder ikke godt og er meget bedre, end man skulle tro. Det er en af de ting, du skal bestille uden at tænke for meget over det.
Centrum for restauranterne i den øvre gamle bydel, med udendørsborde under herskabshusene i varme farver og katedralen lige overfor. Her spiser du med udsigt, selv om priserne på selve pladsen er højere end i gaderne, der udgår fra den.
Download appen og oplev Cuenca offline, når du vil. Gå turen Hængende Cuenca: fra Casas Colgadas til borgen med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Serranía de Cuenca er et område med højvildt og småvildt, og det står på menukortet hele året, men især om efteråret og vinteren: agerhøne i escabeche, hare, vildsvin, kronhjort og dådyr i langtidskogte gryderetter. Det er provinsens bedste køkken og det mindst kendte uden for den.
Gazpacho manchego er trods navnet en varm vildtgryde – kanin, agerhøne, nogle gange kylling – serveret på et fladbrød af usyret dej skåret i stykker, der suger bouillonen til sig. Den har absolut intet at gøre med den andalusiske gazpacho, og at bestille den om sommeren og forvente noget koldt er den besøgendes klassiske fejl.
Af lam er der stegt lam på kastiliansk vis og caldereta, en lammegryde; og manchego-osten, som her er et hjemligt produkt og findes i fremragende lagrede udgaver til priser direkte fra producenten. Desuden olien og honningen fra Cuencas del af Alcarria, som har sin egen oprindelsesbetegnelse.
Til at drikke vine fra La Mancha og Manchuela, provinsens oprindelsesbetegnelser, som er blevet en del bedre og hører til de billigste i Spanien i forhold til, hvad de giver.
Et af de tre hængende huse rummer en restaurant, og det er den eneste måde at spise bogstaveligt talt hængende over kløften på. Det er dyrt, og du skal reservere, men til en særlig lejlighed kan stedet ikke sammenlignes med noget i nogen anden spansk by.
En slags varm paté lavet af svinelever og vildtkød – hare, agerhøne, nogle gange høne – stødt til en masse, jævnet med rasp og krydret med nellike, kanel, kommen og paprika. Den serveres lun og smurt på brød. Det er provinsens egnsret og en ret, der udnyttede resterne fra slagtningen af grisen.
Revet klipfisk stødt med kogte kartofler, hvidløg og olie, til det emulgerer, nogle gange med æg eller valnødder. Den spises kold, smurt på brød, og i modsætning til morteruelo er den mild og let, så den passer godt om sommeren. Den må ikke forveksles med ajoarriero fra Navarra, som er en helt anden ret, med tomat og peberfrugt.
Nej, og det er den besøgendes klassiske fejl. Det er en varm vildtgryde – kanin, agerhøne, nogle gange kylling – serveret på et fladbrød af usyret dej skåret i stykker, der suger bouillonen til sig. Den har intet at gøre med den andalusiske gazpacho ud over navnet, som kommer af en anden rod.
Lammetarme rullet om to vinranker og grillet eller stegt, serveret som tapa. Det er den mest karakteristiske appetitvækker i Cuenca. De lyder værre, end de er: vinranken giver aroma, når den grilles, og resultatet er sprødt udenpå. De er værd at bestille uden at tænke for meget over det.
Cuencas likør: brændevin trukket med kaffe, brændt sukker, kanel, appelsinskal og nellike. Den drikkes kold efter måltidet, er mildere, end den ser ud til, og sælges i alle butikker i den gamle bydel. Sammen med alajú er det byens oplagte spiselige souvenir.
I den øvre gamle bydel, på Plaza Mayor og i gaderne, der udgår fra den, med udendørsborde og udsigt, selv om priserne stiger på selve pladsen. I den nedre by har området omkring calle Fray Luis de León de lokales tapasrunde, billigere og mere livlig. Og uden for højsæsonen lukker mange steder i den gamle bydel tidligt på hverdage.
Den traditionelle dessert er alajú, et sødt bagværk af maurisk oprindelse lavet af honning, mandler, rasp og krydderier, presset mellem to oblater. Det er kompakt, meget sødt og hører til en familie af søde sager – nougatens og marcipanens – som kom til halvøen med araberne og her er bevaret næsten uændret.
Og så er der resoli, Cuencas likør: brændevin trukket med kaffe, brændt sukker, kanel, appelsinskal og nellike. Den drikkes kold efter måltidet, er mildere, end den ser ud til, og sælges i alle butikker i den gamle bydel. Det er byens oplagte spiselige souvenir.
Om områderne: Plaza Mayor og gaderne, der udgår fra den, samler restauranterne i den øvre gamle bydel, med udendørsborde og udsigt, selv om priserne er højere på selve pladsen. I den nedre by har området omkring calle Fray Luis de León de lokales tapasrunde, billigere og mere livlig.
Og en praktisk advarsel: i den gamle bydel lukker mange steder tidligt uden for højsæsonen, især på hverdage. Hvis du vil spise sent, er det en god idé at tjekke åbningstiderne eller gå ned til den nye by.
Download Viavoy og gå gennem Cuenca offline, når du vil.
