Den er hverken kvadratisk eller regelmæssig: den er en aflang trekant, en tragt af sten, der snævrer sig ind og udvider sig efter klippens lune. Folk fra Cuenca valgte ikke formen på deres hovedtorv, de kilede det ind, hvor bjerget gav lov, og ud af den umulighed kom en af de pladser i Spanien, der har mest karakter.
Terrænet bestemte formen
Det kanoniske kastilianske hovedtorv er et regelmæssigt rektangel med arkader, anlagt på flad grund. Her var det umuligt: Cuencas gamle bydel ligger på en meget smal klippekam mellem to kløfter, og der findes ikke én eneste flad flade, der er stor nok.
Så pladsen tilpassede sig. Den udvider sig, hvor klippen tillod det, og snævrer sig ind, hvor den ikke gjorde, og danner den uregelmæssige trekant, hvor ingen side er lige så lang som en anden, og ingen facade står nøjagtig over for en anden.
Den smalle ende lukkes af rådhuset, en barokbygning fra 1700-tallet rejst over tre buer, som gaden løber igennem. Det er en genial løsning: bygningen lukker ikke pladsen, den indrammer den, og passagen findes stadig nedenunder.
Las Turbas, og hvorfor denne plads er centrum
Rundt om hænger altanerne fra store borgerhuse fra 1400- til 1700-tallet, malet i varme farver, med deres gitre og våbenskjolde, og på den brede side troner facaden på katedralen. I århundreder var stedet marked, improviseret tyrefægterarena og scene for proklamationer og fester.
Og den er stadig det oplagte mødested: i Cuenca aftaler man at mødes »på pladsen« uden at behøve at sige mere. Det er her, caféerne ligger, her klokkerne lyder, og her alle kommer forbi, for den er også den obligatoriske passage mellem den øvre og den nedre del af den gamle bydel.
I Semana Santa (påskeugen) er den processionernes hjerte, og i de tidlige morgentimer langfredag bryder Las Turbas løs her: hundredvis af trommer og signalhorn, der flænser stilheden i et brøl, man mærker i brystet. Det er en af Spaniens mest intense traditioner, og den fylder byen til bristepunktet.
Resten af året fungerer pladsen med en anden intensitet, mere hjemlig. At sidde på en terrasse sidst på eftermiddagen med katedralen over for dig og beboernes komme og gå er noget af det bedste, du kan gøre i Cuenca uden at betale entré.
Gå ikke glip af
Den er trekantet
Den kunne ikke blive rektangulær: klippekammen gav ingen flad flade. Terrænet påtvang formen.
Rådhuset på buer
Barok fra 1700-tallet, rejst over tre buer, som gaden stadig løber igennem. Det lukker ikke pladsen: det indrammer den.
Las Turbas
De tidlige morgentimer langfredag: hundredvis af trommer og signalhorn. En af Spaniens mest intense traditioner.
»På pladsen«
Byens oplagte mødested og den obligatoriske passage mellem den øvre og den nedre gamle bydel.
Sådan passer det ind i dit besøg i Cuenca
Den er den gamle bydels logistiske centrum og stedet, hvorfra turen organiseres. Herfra går du ind i katedralen, ned til Casas Colgadas, de hængende huse, ad calle Obispo Valero og op mod borgen ad ronda de Julián Romero.
Husk stigningen: du kan gå op fra den nedre by, men opstigningen er alvorlig. Der er en offentlig elevator, der forbinder de to dele, og også en bybus, og at bruge dem til at komme op og så gå ned er en fornuftig beslutning.
Det er det bedste område at spise og få noget at drikke i, med den fordel, at næsten alt, hvad der er værd at se, ligger mindre end ti minutters gang herfra.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor så mange trommer i de tidlige morgentimer langfredag?
Fordi Las Turbas genskaber pøbelen, den menneskemængde, der hånede Kristus på vejen til Golgata. Derfor gælder det: jo mere larm af trommer og signalhorn, jo bedre – larmen efterligner hånen. Det er en af de mest intense og bevægende traditioner i hele Spanien.
