Inde i Casas Colgadas, de hængende huse, bogstaveligt talt svævende over slugten, ligger et af Spaniens mest indflydelsesrige museer. Det blev skabt i 1966 af en maler, Fernando Zóbel, for at samle hans venners værker – den generation, der var ved at vende op og ned på spansk maleri – og han gjorde det med en så ny idé om ophængning, at den ændrede måden, museer indrettes på i dette land.
En maler på jagt efter et sted at hænge sine venner op
Fernando Zóbel var født i Filippinerne i en velhavende spansk familie og havde i årevis købt værker af de spanske abstrakte malere fra sin generation, som i halvtredserne og tresserne arbejdede med meget lidt officiel anerkendelse og endnu mindre af et marked.
Han havde brug for et sted at samle sin samling og gøre den offentlig. Han så disse halvtomme huse, der hang ud over tomrummet over Huécar-kløften, og besluttede, at der ikke fandtes et bedre sted i verden. Museet åbnede i 1966.
På væggene hænger Chillida, Tàpies, Millares, Saura, Torner, Rueda, Sempere, Oteiza, Guerrero og Zóbel selv: navnene på en hel generation, som i dag findes på alle betydningsfulde museer, og som dengang først og fremmest var en flok venner med svære kår.
Ophængningen, der forandrede de spanske museer
Det virkelig indflydelsesrige var ikke samlingen, men hvordan den blev hængt op. Kunstnerne selv – især Gustavo Torner og Gerardo Rueda, foruden Zóbel – tegnede salene og legede med dagslyset, bjælkernes gamle træ og de hvide vægge, så bygningen og maleriet kunne gå i dialog.
Over for tidens magasinmuseum med værkerne på række og skilte under blev hver sal her tænkt som et rum med sin egen rytme: få billeder, masser af luft, vinduer, der lukker slugtens landskab ind, og gulve og lofter, der indgår i ophængningen.
Det var så nyt i Spanien i 1966, at det straks blev et forbillede, og meget af spansk museumsindretning i de følgende årtier forklares ved at kigge her. Det er sjældent, at et lille provinsmuseum sætter standarden for et helt land, men det gjorde dette.
I 1980 skænkede Zóbel museet til Fundación Juan March for at sikre dets fremtid og gøre det til alles. Siden da har fonden drevet det, adgangen er gratis, og der vises stadig skiftende udstillinger ved siden af den faste samling.
Gå ikke glip af
Grundlagt af en maler i 1966
Fernando Zóbel, for at samle værkerne af de spanske abstrakte malere fra sin generation og gøre dem offentlige.
Kunstnerne hængte det selv op
Torner, Rueda og Zóbel tegnede salene og legede med lyset, det gamle træ og det hvide.
Det forandrede spansk museumsindretning
Få billeder, masser af luft og bygningen som en del af ophængningen. Det blev straks et forbillede i hele landet.
Gratis adgang
Zóbel skænkede det i 1980 til Fundación Juan March, som har drevet det siden.
Sådan passer det ind i dit besøg i Cuenca
Det fylder to af de tre Casas Colgadas, så et besøg i museet er også den eneste måde at komme ind i husene og kigge ud af deres vinduer over afgrunden. At se kunsten og slugten en håndsbredde fra hinanden er den fulde oplevelse.
Det ligger fem minutter fra Plaza Mayor og katedralen og ved siden af Puente de San Pablo. Regn med en god time: det er lille, men det er tænkt til at blive set langsomt, og udsigten lokker dig til at stoppe op.
Adgangen er gratis, hvilket er en lidet kendt kendsgerning og overraskende i betragtning af samlingens niveau. Tjek den ugentlige lukkedag, før du planlægger dagen, for det er det eneste museum i den gamle bydel, du ikke bør gemme til sidst.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvad blev der af Zóbel, ham der satte det hele i gang?
Han elskede byen så højt, at han ville blive her for altid: selv om han døde langt væk, i Rom, i nittenhundredefireogfirs, ligger han begravet på kirkegården i Cuenca. Byen, der fik ham til at forelske sig, endte med at blive hans endelige hjem.
