Det er Cuencas vartegn og silhuetten på alle postkort, plantet midt på en åben plads på det højeste og ældste punkt af den første bebyggelse. Det er også byens mest omdiskuterede monument, for det, du ser i dag, er resultatet af to restaureringer i 1900-tallet, der ændrede dets udseende fuldstændigt.
Et vagttårn med muslimske rødder
I det muslimske Cuencas tid stod her det tårn, der holdt øje med vejene og vogtede byen, på det punkt, der behersker pladsen, hvor den første bykerne lå. På de rødder voksede det tårn frem, du ser i dag.
Det er dokumenteret fra gammel tid: på en tegning fra 1565 afbildede flamlænderen Anton van den Wyngaerde – der rejste rundt i Spanien og tegnede byer på bestilling af Filip II – det allerede med sin kvadratiske grundplan, hævet over kløften. De byprospekter er en enestående kilde til at vide, hvordan de spanske byer så ud før deres forvandlinger.
I 1532 gav smeden Esteban Limosín spiret en afslutning med et kors og en vejrhane beklædt med blik, så det kunne skinne langt væk fra. Et urtårn skulle kunne ses: det var instrumentet, som byens fælles tid blev ordnet efter.
Restaureringerne og striden
Lynnedslag og den franske invasion skadede det alvorligt. I 1926 byggede Fernando Alcántara det om i nymudéjarstil, fjernede det gamle spir og gav det et lille klokketårn, så den afslutning, det havde haft i fire århundreder, blev helt ændret.
Og i 1970 gav en anden restaurering det det fæstningspræg, det har i dag, med murtinder, i jagten på et mere middelalderligt udseende, mere i tråd med hvordan man dengang troede, at et gammelt tårn burde se ud. Det er det indgreb, der stadig diskuteres.
Debatten er den klassiske inden for monumentrestaurering: om man skal bevare det, der er, genskabe en dokumenteret tidligere tilstand eller bygge et idealbillede af, hvordan det formodes at have været. Her valgte man det tredje, og resultatet er et monument, der er autentisk i sin placering og sin historie, men med et udseende, der i høj grad er opfundet.
Alligevel er det byens ubestridte symbol og det sted, alle fra Cuenca peger på, når de siger »det er Cuenca«. Det er også byens fælles ur: her samles folk nytårsaften for at spise druerne til dets klokkeslag.
Gå ikke glip af
Det ældste punkt
Bygget på vagttårnet fra det muslimske Cuenca, på det punkt, der behersker den første bebyggelse.
Afbildet i 1565
Flamlænderen Anton van den Wyngaerde tegnede det med kvadratisk grundplan hævet over kløften, på bestilling af Filip II.
To restaureringer ændrede det
Nymudéjarstil i 1926 med et nyt klokketårn, og murtinder i 1970. Dets nuværende udseende diskuteres stadig.
Byens ur
Folk fra Cuenca spiser her nytårsaftens druer til dets klokkeslag, som på Puerta del Sol.
Sådan passer det ind i dit besøg i Cuenca
Det står på Explanada de Mangana, halvvejs mellem den nedre by og den øvre gamle bydel, så det er det naturlige første stop på vej op. Fra udsigtspunktet på pladsen har du udsigt over Júcar-kløften og en stor del af den moderne by.
Herfra fortsætter du op mod Plaza Mayor og katedralen, og ruten vinder højde hele vejen til borgen. Det er en konstant stigning, men i korte etaper og med udsigt på hver af dem.
Adgangen til pladsen er fri på alle tider af døgnet, og det er værd at kigge forbi, når det er mørkt: tårnet er belyst, og fra udsigtspunktet ser du den nedre by med lysene tændt. Ved siden af er de arkæologiske rester af den gamle fæstning bevaret.
Ofte stillede spørgsmål
Vidste du, at man spiser druerne her nytårsaften?
I Cuenca fejrer man ikke årets sidste aften på en hvilken som helst plads: folk fra Cuenca samles ved foden af dette tårn for at spise druerne til urets klokkeslag, ligesom i Madrid under uret på Puerta del Sol. Også til det er Mangana byens ur.
