Torre de Mangana
Byens vartegn og også dens mest omdiskuterede monument: to restaureringer i 1900-tallet fjernede spiret fra 1532 og gav det murtinder. Det er Cuencas fælles ur, hvor byens folk spiser druerne nytårsaften.

En by bygget lodret på en klippekam. Sådan kommer du op uden at dø undervejs, i hvilken rækkefølge du skal se den, og hvor billedet af Casas Colgadas, de hængende huse, præcis bliver taget.
🎧 På ruten Hængende Cuenca: fra Casas Colgadas til borgenCuenca går man ikke rundt i vandret: man klatrer op ad den. Den gamle bydel ligger på en klippekam mellem to kløfter, og hele ruten er én lang stigning fra den nedre by op til borgen. Den gode nyhed er, at hver strækning har sit udsigtspunkt, og at en velplanlagt dag rækker til at se det hele uden stress.
To en halv time.
Begynd ved Torre de Mangana, på det højeste og ældste punkt af den første bosættelse. Det var vagttårnet i det muslimske Cuenca, men sit nuværende udseende – med murtinder – fik det ved to restaureringer i 1900-tallet, som man stadig diskuterer her. Fra den åbne plads ser du ud over Júcar-kløften.
Fortsæt opad mod Plaza Mayor gennem den gamle bydels gader. Pladsen er en aflang trekant, ikke et rektangel: klippen gav ikke plads til mere, og den blev kilet ind, hvor bjerget gav lov. Den lukkes af det barokke rådhus, bygget over tre buer, som gaden stadig løber igennem.
Katedralen troner på den brede side og er formiddagens lange besøg. Den er en af de første gotiske katedraler i Spanien, med en anglonormannisk indflydelse, der kom med Eleonora Plantagenet, Alfonso VIII's hustru. Facaden er nygotisk fra 1902, men det gode er indenfor: englenes triforium, Arco de Jamete og abstrakte glasmosaikker fra 1900-tallet, som ingen anden spansk katedral har.
Hvis du har en halv time til overs, ligger Bispepaladset med Stiftsmuseet lige ved siden af, og det rummer værker af El Greco.
Byens vartegn og også dens mest omdiskuterede monument: to restaureringer i 1900-tallet fjernede spiret fra 1532 og gav det murtinder. Det er Cuencas fælles ur, hvor byens folk spiser druerne nytårsaften.
En af de første gotiske katedraler i Spanien, påbegyndt efter erobringen i 1177 med stenhuggere og smag fra nord. Den ligner mere en normannisk end en kastiliansk katedral. Indenfor: englenes triforium, Arco de Jamete og abstrakte glasmosaikker fra 1900-tallet.
Download appen og oplev Cuenca offline, når du vil. Gå turen Hængende Cuenca: fra Casas Colgadas til borgen med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →To timer.
Gå ned ad calle Obispo Valero til Casas Colgadas, det billede, der sandsynligvis har bragt dig hertil. Der er tre af dem, fra 1200- til 1400-tallet, med udhæng af træ over næsten fyrre meter tomrum, og de er ikke et lune: i en by uden vandret grund var det eneste mulige at vokse udad.
Gå ind i Museet for Spansk Abstrakt Kunst, der fylder to af dem, og hvor adgangen er gratis. Det er den eneste måde at se husene indefra og kigge ud over afgrunden fra vinduerne, med Chillida, Tàpies og Saura hængende en håndsbredde fra dybet.
Og gå over Puente de San Pablo, gangbroen af jern over Huécar-kløften. Det er her, hvert eneste billede, du har set af Cuenca, er taget: fra broen ser du husene i profil over kløften. På den anden side ligger det tidligere San Pablo-kloster, i dag en parador (statsdrevet hotel i en historisk bygning).
Det er også området, hvor du skal spise, med Plaza Mayor fem minutter væk. Og om sommeren er kløftens skygge på dette tidspunkt kærkommen.
Tre ægte huse, der svæver over afgrunden, restaureret i begyndelsen af 1900-tallet, da de var halvt i ruiner. Engang hang en hel række af dem ud over tomrummet. Billedet tages fra Puente de San Pablo, ikke herfra.
Maleren Fernando Zóbel skabte det i 1966 for at samle sine venner, og kunstnerne tegnede selv salene. Den ophængning ændrede spansk museumskunst. Zóbel skænkede det i 1980 til Fundación Juan March, og adgangen er gratis.
To timer.
Gå op ad ronda de Julián Romero, en smal gade med trin og udsigt og med huse, der hænger ud over kanten, og en af de smukkeste gåture i den gamle bydel. Undervejs kommer du forbi San Pedro-kirken og Fundación Antonio Pérez, endnu et museum for samtidskunst, indrettet i et kloster.
Den sidste strækning fører ind i Barrio del Castillo, den højeste og mindst besøgte del af den gamle bydel: beskedne huse, meget smalle gader og en stemning, der ikke længere er monumental, men hverdagsagtig. Det er her, den gamle bydel stadig lever.
Af borgen er der nogle stykker bymur, et par tårne og Arco de Bezudo tilbage, men det betyder ikke meget: det, man kommer herop efter, er udsigten. Oppefra ser du de to kløfter på hver sin side og hele byen, der hænger ned ad klippekammens ryg.
Gå ned, mens det stadig er lyst, for kvarterets gader er smalle og dårligt oplyste. Og slut dagen på Plaza Mayor, der om aftenen, med katedralen oplyst, er et helt andet sted.
Den eneste side, hvorfra en by omgivet af afgrunde kunne angribes, og derfor stedet, hvor det hele begyndte. Da borgen havde mistet sin militære funktion, slog inkvisitionens domstol sig ned ved siden af, og dens rum blev brugt som fængsel. Fri adgang og byens bedste udsigtspunkt.
Kom tilbage hertil sidst på dagen. Det er byens faste mødested – i Cuenca aftaler man at mødes »på pladsen« uden nærmere præcisering – og om aftenen, med katedralen oplyst og de varmt farvede patriciergårde rundt om, forandrer den sig fuldstændig.
Ja, hele den gamle bydel kan klares på én dag: Torre de Mangana, Plaza Mayor, katedralen, Casas Colgadas med museet, Puente de San Pablo og borgen. Med en dag mere kan du også nå de andre kunstfonde, turen gennem Huécar-kløften og en udflugt til Ciudad Encantada, tredive kilometer væk.
Der er en offentlig elevator, der forbinder den nedre by med den øvre bydel, og også bybusser. Det kan lade sig gøre at gå op, men højdeforskellen er betydelig, så det fornuftige er at tage en af dem op og gå ned. Inde i den gamle bydel bliver ruten desuden ved med at stige helt op til borgen.
På Puente de San Pablo, gangbroen af jern, der krydser Huécar-kløften. Derfra ser du husene i profil med kløften nedenunder. Ved middagstid og i højsæsonen bliver broen fyldt, så hvis du vil tage billedet uden mennesker, er det bedst at komme tidligt om morgenen eller om aftenen, når husene er oplyst.
Ja, adgangen er gratis, siden Fernando Zóbel skænkede museet til Fundación Juan March i 1980. Og det er den eneste måde at komme ind i Casas Colgadas og kigge ud over afgrunden indefra. Tjek den ugentlige lukkedag i forvejen, for det er det eneste museum i den gamle bydel, du ikke bør gemme til sidst.
Der er ikke meget tilbage af selve borgen: nogle stykker bymur, et par tårne og Arco de Bezudo. Men udsigten oppefra – de to kløfter på hver sin side og byen, der hænger ned ad klippekammen – er den bedste i Cuenca og den, der på én gang får dig til at forstå den geografi, byen er bygget på. Der er fri adgang.
Ciudad Encantada, omkring tredive kilometer væk, et landskab af eroderede klippeformationer, som du går rundt i på halvanden time. Og floden Cuervos udspring, lidt længere væk. Begge kræver bil. Hele Serranía de Cuenca er et bjergområde med kløfter, vandreservoirer og landsbyer, der er værd at bruge flere dage på.
Download Viavoy og gå gennem Cuenca offline, når du vil.
