Mercado Central
Det fungerer stadig som marked med næsten tre hundrede boder og munter larm hver dag. Gå op ad trappen og se på facaden, mens du ved, hvad disse mure så den 25. maj 1938 midt på formiddagen.

Den sidste store republikanske by, der faldt, et bombardement, der blev skjult i årtier, og et engelsk skib, der reddede 2.638 mennesker. En rute på to timer, som næsten ingen tager.
🎧 På ruten Esplanaden, havnen og PostiguetAlicante var den sidste store by i Republikken, der faldt, i marts 1939, og derfor blev den stedet, hvor alt, hvad der flygtede, samlede sig. Byens centrum gemmer fire skuepladser fra den historie, som folk i dag krydser hver dag uden at se på dem: et marked, en plads, en tyrefægterarena og en kaj.
Den dag, midt på formiddagen, lettede italienske bombefly fra Aviación Legionaria, som Mussolini havde stillet til Francos rådighed, fra deres baser på Mallorca, krydsede havet og kastede deres last over Alicantes centrum. De kom uventet, og der var næsten ikke tid til at slå alarm.
De ramte Mercado Central, der var fuldt af folk, som handlede ind, og et lille grøntsagsmarked på den nærliggende Plaza de Balmes. Resultatet var en massakre: over tre hundrede døde, heriblandt ti børn, og omkring tusind sårede.
Det er et af de blodigste bombardementer af civilbefolkningen i hele krigen i Spanien, og alligevel optræder det knap i den almindelige fortælling om konflikten. I årtier fremstillede diktaturet det som en ulykke, og den fortielse forklarer, hvorfor det mangler i den kollektive erindring.
Anerkendelsen kom meget sent: pladsen skiftede navn i 2010, så den bærer datoen, og i 2013, ved femoghalvfjerdsårsdagen, blev der lagt et mindesmærke ned i belægningen. Hver 25. maj samles beboerne der.
Det fungerer stadig som marked med næsten tre hundrede boder og munter larm hver dag. Gå op ad trappen og se på facaden, mens du ved, hvad disse mure så den 25. maj 1938 midt på formiddagen.
Før hed den Plaza de Balmes, og her lå et lille grøntsagsmarked. Mindesmærket ligger i belægningen, udført af Elena Albajar og Ruth Céspedes og lagt i 2013. Se ned, når du går over pladsen.
Download appen og oplev Alicante offline, når du vil. Gå turen Esplanaden, havnen og Postiguet med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Da resten af Spanien allerede var besat, holdt Alicante stadig stand, og alle, der flygtede, løb mod byens havn. De kom fra det halve Spanien med kun det tøj, de havde på, med børn på armen, i håb om at komme om bord, før tropperne nåede frem.
Men skibene kom ikke. Tusindvis af mennesker stimlede sammen på kajerne i dagevis uden at spise, uden at sove, med blikket mod horisonten. Den 28. marts dukkede et op: Stanbrook, en gammel britisk kulfragter, hvis kaptajn, waliseren Archibald Dickson, besluttede at trodse ordrerne og tage alle med, der var plads til.
Det stak til søs samme nat med 2.638 mennesker stuvet sammen, helt ned i kullastrummet, og skibet lå så dybt, at det så ud, som om det ville synke. Det var det sidste, der nåede ud. Det kom til Oran i det franske Algeriet, hvor myndighederne holdt passagererne stuvet sammen om bord i næsten en måned uden at lade dem gå i land.
Dickson døde nogle måneder senere, torpederet sammen med hele sin besætning. Da nyheden nåede eksilets lejre, holdt de flygtninge, han havde reddet, et minuts stilhed for ham.
I dag er det et havneområde i brug med et mindesmærke, der tog årtier at få sat op. Det, du ser, er et stykke roligt vand: interessen ligger præcis i den kontrast.
De, der blev tilbage på land, titusinder, blev taget til fange og stuvet sammen i ethvert ledigt område. Tyrefægterarenaen fungerede som koncentrationslejr til langt ind i 1939, og det samme gjorde San Fernando-fortet øverst på Monte Tossal.
Den mest berygtede var en improviseret lejr i udkanten af byen under nogle mandeltræer, hvor tusindvis af mennesker sultede og tørstede under åben himmel i ugevis. Den lever videre i litteraturen takket være Max Aub, der skrev en roman om den med titlen netop Campo de los almendros (mandeltræernes mark).
At bruge sportsanlæg og monumenter som massefængsler var ikke noget særligt for Alicante, men her var koncentrationen særlig tæt, fordi byen var det sidste modstandspunkt og målet for alle, der flygtede.
Hele ruten – Mercado Central, Plaza del 25 de Mayo, tyrefægterarenaen, havnens kajer og, hvis du vil, San Fernando-fortet – tager omkring to timer til fods og koster ingenting.
En af de ældste tyrefægterarenaer i regionen Valencia, der stadig står, genindviet i 1888 med Lagartijo og Guerrita. Og koncentrationslejr i 1939. At et sted skabt til fest endte som fængsel for de besejrede, siger en hel del om de år.
Italienske bombefly fra Aviación Legionaria med base på Mallorca angreb uventet byens centrum midt på formiddagen og ramte Mercado Central og et lille grøntsagsmarked i nærheden. Over tre hundrede mennesker døde, heriblandt ti børn, og omkring tusind blev såret. Det var et af krigens blodigste bombardementer af civile.
Fordi omfanget kan sammenlignes med bombardementet af Guernica, mens genlyden til gengæld var næsten ingen. Diktaturet fremstillede det i årtier som en simpel ulykke, og den fortielse forklarer, hvorfor det knap optræder i den almindelige fortælling om konflikten. Mindesmærket blev lagt i 2013, femoghalvfjerds år senere.
En gammel britisk kulfragter, hvis kaptajn, waliseren Archibald Dickson, besluttede at trodse ordrerne og tage alle med, der var plads til, i Alicantes havn. Det stak til søs natten til den 28. marts 1939 med 2.638 mennesker stuvet sammen, helt ned i kullastrummet. Det var det sidste skib, der nåede ud.
Han døde nogle måneder senere, da hans skib blev sænket af en ubåd med hele besætningen om bord. Da nyheden nåede eksilets lejre i Nordafrika, holdt de flygtninge, han havde reddet, et minuts stilhed for ham.
En improviseret fangelejr i udkanten af byen under nogle mandeltræer, hvor tusindvis af mennesker, der var taget til fange efter Alicantes fald, sultede og tørstede under åben himmel i ugevis. Den lever videre i litteraturen takket være Max Aub, der skrev en roman om den med netop den titel.
Omkring to timer til fods, alt inden for centrum og helt uden udgifter: Mercado Central, Plaza del 25 de Mayo, tyrefægterarenaen og havnens kajer. Hvis du vil gøre den komplet, fungerede San Fernando-fortet på Monte Tossal også som koncentrationslejr, og det ligger en halv times gang væk.
Download Viavoy og gå gennem Alicante offline, når du vil.

Læs videre



