På disse kajer ventede tusindvis af republikanere i slutningen af marts 1939 i dagevis på et skib, der kunne bringe dem i eksil. Der kom kun ét: Stanbrook, en gammel engelsk kulfragter, hvis kaptajn besluttede at trodse ordrerne og tage så mange mennesker om bord, som der var plads til. Det er byens hårdeste og smukkeste historie.
Den sidste by, der faldt
Alicante var den sidste store by i Republikken, der faldt. Mens resten af Spanien allerede var besat, gjorde man stadig modstand her, og mod denne havn strømmede alle, der flygtede: de kom fra halvdelen af Spanien med kun det tøj, de gik og stod i, med børn på armen, i håb om at komme om bord, før tropperne nåede frem.
Men skibene kom ikke. De magter, der kunne have organiseret en evakuering, gjorde det ikke, og tusindvis af mennesker stuvede sig sammen på disse kajer i dagevis, uden at spise, uden at sove, med blikket mod horisonten i håb om et sejl.
Den 28. marts dukkede Stanbrook op, en britisk kulfragter. Kaptajnen, waliseren Archibald Dickson, besluttede at tage så mange med, som han kunne, trods ordrer om det modsatte. Han stak til søs samme nat med 2.638 mennesker stuvet sammen helt ned i kulrummet, og skibet lå så dybt, at det så ud, som om det ville synke.
De, der blev tilbage, og kaptajnen
Det var det sidste skib, der nåede at komme ud. De, der blev tilbage på land, titusinder, blev taget til fange og ført til improviserede lejre. Den mest sørgeligt berømte lå uden for byen under nogle mandeltræer, hvor de sultede og tørstede under åben himmel i ugevis.
Lejren gik over i litteraturen takket være Max Aub, der skrev en roman om den med titlen netop Campo de los almendros (mandeltræernes mark). Dens sider rummer sulten, frygten og værdigheden hos de mennesker, der sad fanget ved porten til et hav, de aldrig nåede at krydse.
Stanbrook nåede Oran i det dengang franske Algeriet, men odysséen sluttede ikke der: myndighederne lod ikke passagererne gå i land og holdt dem stuvet sammen om bord i næsten en måned, i havnen, sultne og forpinte af varmen, med udsigt til et land, de ikke måtte sætte foden på.
Og der er en detalje, der afslutter historien. Dickson døde nogle måneder senere, da hans skib blev sænket af en ubåd med hele besætningen. Da nyheden nåede eksillejrene, holdt de flygtninge, han havde reddet, et minuts stilhed for ham.
Gå ikke glip af
2.638 mennesker på en kulfragter
Stanbrook stak til søs den 28. marts 1939 så tungt lastet, at det så ud, som om det ville synke. Det var det sidste.
Kaptajnen trodsede ordrerne
Waliseren Archibald Dickson besluttede at tage alle med, der var plads til, trods ordrer om det modsatte.
Campo de los almendros
De, der blev tilbage på land, blev stuvet sammen under nogle mandeltræer. Max Aub skrev en roman om lejren.
Et minuts stilhed
Dickson døde nogle måneder senere, torpederet. De flygtninge, han havde reddet, holdt det for ham.
Sådan passer det ind i dit besøg i Alicante
Kajen ligger i havnen i forlængelse af Explanada og er i dag et havneområde i fuld drift. Der står et mindesmærke for begivenheden, selv om det tog årtier, før det blev rejst.
Det er et stop på fem minutter uden noget monumentalt at se: det, der er, er et stykke stille vand. Interessen ligger netop i kontrasten mellem det banale i det, du ser, og omfanget af det, der skete.
Det suppleres af to andre steder i byen, der hører til den samme historie: Plaza del 25 de Mayo og Mercado Central, skuepladserne for bombardementet i 1938, og tyrefægterarenaen, der også blev brugt som fangelejr.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor sejlede Stanbrook alle de mennesker hen?
Til Oran på kysten af Algeriet, der dengang var fransk. Men odysséen sluttede ikke, da de lagde fra land. Ved ankomsten ville myndighederne ikke lade dem gå i land: de holdt de godt to tusind mennesker stuvet sammen på skibet i næsten en måned i Orans havn, sultne og forpinte af varmen, med udsigt til et land, de ikke måtte sætte fod på. Bagefter blev mange sendt i arbejdslejre i ørkenen. Flugten mod friheden blev for dem bare en anden form for indespærring.
Var der nogen, der fortalte, hvad man oplevede i den lejr?
Ja, og derfor er det ikke blevet glemt. Fangelejren under mandeltræerne gik for altid over i litteraturen takket være forfatteren Max Aub, som skrev en roman med netop den titel, »Campo de los almendros« (mandeltræernes mark). På dens sider fastholdt han sulten, frygten og værdigheden hos de mennesker, der sad fanget ved eksilets dør. Det er en af de bøger, der får dig til at forstå indefra, hvad man ikke længere kan se her. Hvis du en dag vil kigge ind i de dage, så læs den.
Hvorfor stimlede de sammen her og flygtede ikke et andet sted fra?
Fordi Alicante var den sidste store by, der faldt. Mens resten af Spanien allerede var besat, gjorde republikken stadig modstand her, og hertil løb alle, der flygtede. Det var Francos italienske tropper, der rykkede ind og tog den, blot et par dage før krigen officielt blev erklæret for slut. Derfor var denne kaj næsten det sidste frie hjørne i hele konflikten.
