Den blev bygget i 1813, midt under Den Spanske Uafhængighedskrig, for at styrke byens forsvar mod franskmændene. Og her kommer det bedste: den nåede aldrig at affyre et eneste skud. Den blev rejst i hast og temmelig dårligt, og da den stod færdig, var truslen drevet over. Den blev født gammel, ubrugelig og hundedyr.
En fæstning til en krig, der aldrig kom
Projektet er tegnet af militæringeniøren Pablo Ordovás y Sastre, og ideen var dobbelt: at styrke Alicantes forsvar mod land og samtidig fungere som fængsel. Den fik navn efter Ferdinand VII, den konge, der regerede dengang.
Navnet var ikke tilfældigt. Under krigen mod Napoleon kaldte spanierne Ferdinand VII for den Ønskede, fordi de længtes efter, at han skulle vende tilbage til den trone, som franskmanden havde fjernet ham fra – han holdt ham fanget i Frankrig. At give en fæstning hans navn var en politisk erklæring.
Men franskmændene indtog aldrig Alicante. Byen modstod belejringen i 1812, uden at fæstningen var færdig, og da den blev det, var krigen allerede ved at slutte. Det er et skoleeksempel på et militæranlæg, der var forældet, før det blev indviet.
Det mørke kapitel, og hvad den er i dag
Den hårdeste brug kom meget senere. Da Den Spanske Borgerkrig sluttede i 1939, blev den lavet om til koncentrationslejr for republikanske fanger, der sad stuvet sammen heroppe under meget hårde forhold.
Den var ikke den eneste i byen: tyrefægterarenaen havde samme funktion, og uden for byen blev der improviseret en lejr under mandeltræerne. Alicante var den sidste store republikanske by, der faldt, og den blev fuld af mennesker, der sad i fælde, hvilket forklarer, hvorfor så mange anlæg blev lavet om til fængsler.
I dag er den et åbent og stille udsigtspunkt, fredet som monument, hvor du stort set kun hører vinden. Heroppefra ser du på én gang havet, havnen og hele byen, der breder sig for dine fødder.
Og herfra ser du den anden fæstning lige over for, den berømte: Santa Bárbara på Benacantil-bjerget. At se dem begge på én gang, den ene af muslimsk oprindelse med tusind års historie og den anden, der aldrig tjente til noget, er en lektion i, hvad der afgør, hvilke bygninger der betyder noget.
Gå ikke glip af
Den affyrede aldrig et skud
Den blev bygget i 1813 mod franskmændene, og da den stod færdig, var truslen drevet over.
Den Ønskede
Den bærer navn efter Ferdinand VII, som blev kaldt sådan, fordi Napoleon holdt ham fanget i Frankrig.
Koncentrationslejr i 1939
Ligesom tyrefægterarenaen og lejren under mandeltræerne. Alicante blev fuld af mennesker, der sad i fælde.
Det tomme udsigtspunkt
Fri adgang, ingen lukketid, og der er næsten aldrig nogen. Det rolige alternativ til Santa Bárbara.
Sådan passer det ind i dit besøg i Alicante
Den kroner Monte Tossal vest for centrum, og du kommer derop til fods gennem Monte Tossal-parken eller ved at gå op fra kvarteret. Det er en gåtur på omkring tyve minutter med stigning fra den øvre del af byen.
Der er fri og gratis adgang uden lukketid. Der er intet at se indenfor: det, du kommer for, er panoramaet og stilheden, og begge dele er garanteret, for næsten ingen går derop.
Det er det rolige alternativ til Santa Bárbara-slottet, som i højsæsonen er ret besøgt. Her er det derimod helt normalt ikke at møde nogen.
Ofte stillede spørgsmål
Og det store slot, man ser lige overfor?
Det er det andet, det berømte: Santa Bárbara-slottet, plantet oven på Benacantil-bjerget, den store klippemasse, der troner over hele byen. Fundamentet er fra muslimsk tid, over tusind år gammelt, og det er et af Alicantes store symboler. Man fortæller, at det fik navnet Santa Bárbara, fordi de kristne indtog det på den helliges dag, en 4. december. Så når du drejer hovedet, har du byens to slotte for øjnene på én gang.
Hvorfor blev det opkaldt efter Ferdinand VII?
Fordi han var tidens konge og frem for alt den konge, man kæmpede for. Under krigen mod Napoleon kaldte spanierne Ferdinand VII »den Længselsfuldt Ventede«, fordi de higede efter, at han skulle vende tilbage til tronen, som franskmanden havde fjernet ham fra og holdt ham fanget i Frankrig. At døbe en fæstning sådan var nærmest et patriotisk kampråb. Ironien kom bagefter: da han endelig vendte hjem, regerede han som en hårdhændet enevældig og skuffede halvdelen af Spanien.
