Bymurene: Redín-bastionen
Anlæggets højeste punkt, bygget omkring 1512 over for Frankrig. En hel runde tager godt halvanden time, og det er byens bedste spadseretur.

Nøglen til kongeriget over for Frankrig, med et af Europas bedst bevarede bastionsanlæg. Og en uindtagelig fæstning, der blev erobret med snebolde.
🎧 På ruten Katedralen, bymurene og det monumentale PamplonaI århundreder var Pamplona en militær fæstningsby i allerforreste linje, og det gav den to ting: en enestående befæstningsarv og en by, der ikke kunne vokse før 1915, spærret inde i sit eget korset af sten. I dag er det korset byens bedste spadseretur.
Bymurene er et af Europas bedst bevarede bastionsanlæg, med omkring fem kilometer, som du kan gå næsten uden afbrydelser.
Den stjerneformede, takkede grundplan er ikke for pynt: Bastionerne dækker hinanden og kan skyde på tværs af hinanden, så intet hjørne står ubevogtet, og ingen angriber kan nærme sig muren uden at komme i krydsild.
Det højeste punkt er Redín-bastionen, bygget omkring 1512 på fronten mod Frankrig, den mest sårbare flanke. Årstallet falder sammen med Ferdinand den Katolskes erobring af Navarra, der gjorde byen til Kastiliens militære grænse.
Ovenpå ligger Rincón del Caballo Blanco, byens bedste udsigtspunkt, og går du ned ad gangen langs murkronen, kommer du til Portal de Francia fra 1553, anlæggets bedst bevarede port.
Anlæggets højeste punkt, bygget omkring 1512 over for Frankrig. En hel runde tager godt halvanden time, og det er byens bedste spadseretur.
Fra 1553 og en sjældenhed: Den har stadig hele mekanismen til at lukke byen af, med beslåede porte af træ og åbningen til vindebroen.
Download appen og oplev Pamplona offline, når du vil. Gå turen Katedralen, bymurene og det monumentale Pamplona med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Citadellet blev bestilt af Filip II i 1571 hos den italienske ingeniør Giacomo Palearo, kaldet el Fratín, der tegnede en femkant med bastioner efter forbillede fra Antwerpen, som hele Europa kopierede dengang.
De fem bastioner havde hver sit navn: Santa María, Santiago, Real, San Antón og La Victoria. De to sidste blev revet ned fra 1888 og frem, så byen kunne vokse ud mod Ensanche (byudvidelsen uden for murene); de tre andre står der endnu.
Og det faldt kun én gang, uden kamp. Den 16. februar 1808 kom Napoleons tropper, der dengang var Spaniens allierede, hen til porten under påskud af en snebold-kamp. Midt i latteren og sneboldene distraherede de vagtposterne, trak de skjulte våben frem og tog fæstningen uden at affyre et skud.
Erobringen var et af de første træk i den franske besættelse af Spanien, måneder før opstanden den 2. maj. Napoleon tog nordens fæstninger ved list, ikke ved slag.
Prisen for al den befæstning var brutal: Byen kunne ikke vokse udad før for lidt over hundrede år siden. Spærret inde bag murene nåede Pamplona en ekstremt høj befolkningstæthed og meget dårlige boligforhold.
I 1915 fik man lov til at rive den sydlige front ned, og dermed forsvandt murstykker og bastioner. Det, du går på i dag, er resten, der blev reddet i tide og erklæret nationalmonument i 1939.
På den frigjorte jord blev Segundo Ensanche anlagt, den anden byudvidelse, det ordnede gadenet med brede gader og afskårne hjørner, som Serapio Esparza tegnede i tyverne, med avenida de Carlos III som rygrad.
Og terrænet rundt om murene – glacis, hvor intet måtte vokse, så fjenden ikke fik dækning – blev til den grønne ring: Taconera med hjorte i voldgraven og Media Luna-parken, der ligger på et andet forsvarsværk fra 1700-tallet.
Den proces – forældede befæstninger, der bliver til parker – gentog sig over hele Europa i 1800-tallet. I Pamplona blev resultatet særlig vellykket, fordi muren ikke blev revet helt ned, og turen stadig er sammenhængende.
En femtakket stjerne fra 1571, i dag en offentlig park. Det faldt kun én gang, og det var ved en fingeret snebold-kamp.
På den militære glacis, hvor intet tidligere måtte vokse. I dag er her bøgetræer, magnolier og hjorte, der lever i voldgraven.
Omkring fem kilometer, som du kan gå næsten uden afbrydelser, og det gør den til et af Europas bedst bevarede bastionsanlæg. Den blev erklæret nationalmonument i 1939, efter at man i 1915 havde fået lov til at rive den sydlige front ned, så byen kunne vokse.
Fordi de er bygget til at tage imod kanonkugler, ikke til at modstå dem. Krudtartilleriet havde gjort de høje og tynde mure nytteløse, fordi de styrtede sammen ved nedslaget, så man gik over til lave, tykke og skrånende konstruktioner med vinklede bastioner, der dækker hinanden og kan skyde på tværs af hinanden.
Ja. Den 16. februar 1808 kom Napoleons tropper, der dengang var Spaniens allierede, hen til porten under påskud af en snebold-kamp. Midt i latteren og sneboldene distraherede de vagtposterne, trak de skjulte våben frem og tog fæstningen uden at affyre et eneste skud.
Den italienske ingeniør Giacomo Palearo, kaldet el Fratín, på bestilling fra Filip II i 1571. Han tegnede en femkant med bastioner efter forbillede fra citadellet i Antwerpen, som hele Europa kopierede efter det moderne artilleris komme. Det regnes for et af de bedste i Spanien.
Fordi byen var ved at blive kvalt. Spærret inde bag murene i århundreder nåede Pamplona en ekstremt høj befolkningstæthed og kunne ikke vokse. I 1915 fik man lov til at rive den sydlige front ned, og på den jord blev Segundo Ensanche anlagt, det net af brede gader, der i dag udgør det moderne centrum.
Det åbne, ryddede terræn, der omgav bymurene på ydersiden, hvor det var strengt forbudt at lade noget vokse eller bygge noget: Ethvert træ eller enhver bygning ville have givet en angriber dækning og spærret forsvarernes skudlinje. I Pamplona blev glacis til Taconera.
Hele runden tager mellem halvanden og to timer uden at skynde sig. Det bedste er at begynde ved Redín-bastionen ved siden af katedralen, gå forbi Rincón del Caballo Blanco og ned til Portal de Francia. Den er flad, behagelig og nok byens bedste spadseretur.
Download Viavoy og gå gennem Pamplona offline, når du vil.

Læs videre



