Den smukkeste port i hele bymuren og den med mest historie, og den eneste af de store gamle porte, der er bevaret næsten, som den var: en solid stenbue med sin bro over voldgraven, åbningen, som vindebroen blev trukket op i, og det kongelige våbenskjold hugget øverst.
Porten, der vendte mod grænsen
Den blev bygget i 1553 på ordre fra vicekongen, hertugen af Alburquerque, netop som Pamplona blev panserbefæstet fra top til tå efter Ferdinand den Katolskes erobring af kongeriget.
Den har altid heddet Portal de Francia, fordi den vendte den vej, mod grænsen. Herigennem kom varerne, hærene og frem for alt pilgrimmene, som efter at have krydset Pyrenæerne gik ned til floden og op gennem denne bue.
De gamle træporte, beklædt med søm og jernbeslag, er bevaret, og det er det, der gør denne port til en sjældenhed: ikke kun buen står tilbage, men hele mekanismen til at lukke byen. Læg mærke til, hvor tykt træet er, og til sømhovederne.
I 1939 fik den navn efter en general, Zumalacárregui, og derfor hører du den kaldt begge dele. Men for almindelige mennesker er den stadig den Portal de Francia, den altid har været.
Byen lukkede sig som et skrin
Forestil dig scenen, gentaget i århundreder: ved mørkets frembrud blev porten lukket, broen trukket op, og den, der kom for sent, måtte blive udenfor til daggry under åben himmel. Byen lukkede sig om sig selv hver nat.
Det daglige ritual definerer, hvad en fæstningsby var: ikke et sted med en mur, men et sted, hvis hele liv var organiseret omkring åbningen og lukningen af portene. Handelen, tiderne og endda kroerne uden for murene afhang af det.
Ned ad bakken mod floden slynger vejen sig ned til Magdalena-broen, en middelalderlig bro, ad hvilken pilgrimsvejen til Santiago (Camino de Santiago) har ført ind i Pamplona i næsten tusind år. Den, der kommer til fods fra Roncesvalles, går over den bro, op ad skråningen og ind gennem denne port.
Broen har sit navn efter det spedalskhospital viet til Maria Magdalene, der lå ved siden af den: de syge blev plejet uden for bymurene på den anden side af floden, og hospitalets navn endte med at blive hængende ved broen.
Gå ikke glip af
Bygget i 1553
Af vicekongen, hertugen af Alburquerque, da Pamplona blev panserbefæstet efter erobringen af kongeriget.
Hele mekanismen er bevaret
Træportene med søm og jernbeslag, voldgraven og åbningen til vindebroen.
Byen lukkede hver nat
Ved mørkets frembrud blev broen trukket op, og den, der kom for sent, sov under åben himmel.
Her kommer Camino ind
Pilgrimmene, der kommer ned fra Roncesvalles, går over Magdalena-broen og op gennem denne bue.
Sådan passer det ind i dit besøg i Pamplona
Den ligger i bymuren, når du går ned fra Redín-bastionen og Rincón del Caballo Blanco, på den gamle bydels nordlige flanke.
Stoppet tager femten minutter: gå langsomt under buen, rør ved karmene, kig op på åbningen til broen, og lyt til ekkoet af dine skridt under hvælvingen.
Herfra går vejen ned mod Magdalena-broen og floden, den omvendte vej af den, pilgrimmene går, når de ankommer. Og går du op igen, er du tilbage ved katedralen på fem minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Er portfløjene af træ de ægte?
Ja, de gamle porte af træ, beslået med søm og jernbeslag, er bevaret, og det er det, der gør denne port til en sjældenhed: det er ikke kun buen, der er tilbage, men hele mekanismen til at lukke byen. Læg mærke til træets tykkelse og til sømhovederne.
Hvor kommer Camino-pilgrimmene ind?
Lige her. Ned ad bakken, mod floden, snor vejen sig ned til Magdalena-broen, en middelalderlig bro, ad hvilken Camino i næsten tusind år er kommet ind i Pamplona. Den, der kommer til fods fra Roncesvalles, krydser den bro, går op ad bakken og kommer ind gennem denne port: det er den gamle indgang, den ægte.
Hvorfor hedder den Magdalena-broen?
På grund af hospitalet for spedalske, viet til den hellige Maria Magdalene, som lå ved siden af den. De syge blev plejet uden for bymurene, på den anden side af floden, og hospitalets navn endte med at blive hængende på broen.
