Mercado de Vegueta
De Kanariske Øers ældste marked, fra omkring 1856, med en central gård omgivet af gallerier. Der er boder, hvor du kan spise tapas af det, du køber ved siden af.

Kartoffelsorter bragt fra Amerika i 1500-tallet, ristet mel, der er ældre end erobringen, og gedeoste, der næsten aldrig forlader øgruppen.
🎧 På ruten Vegueta: katedralen, Columbus og grundlæggerkvarteretDet kanariske køkken ligner intet andet spansk køkken, og grunden er geografisk: i århundreder lå disse øer tættere på Amerika end på det spanske fastland, og de var et obligatorisk stop for alt, hvad der krydsede Atlanterhavet. Resultatet er et spisekammer med råvarer, der ikke er hverdagskost noget andet sted i landet.
Papas arrugadas, rynkede kartofler, er den emblematiske ret: små kartofler kogt med skrællen på i meget salt vand, til vandet er fordampet, og skrællen er rynket og dækket af en fin saltskorpe. De spises hele, med skræl, og dyppes.
Det interessante er sorterne. De gamle kanariske kartofler nedstammer fra knolde, der blev bragt fra Amerika i 1500-tallet, og mange af dem er praktisk talt forsvundet i deres oprindelsesland: her dyrkes de stadig på små lodder, med navne som papa negra, bonita eller borralla.
Mojo er de to saucer, der følger med næsten alt. Den røde, eller picón, indeholder tørret chili, hvidløg, spidskommen, olie og eddike og hører til kødet og kartoflerne. Den grønne, med koriander eller persille, hører til fisken. De serveres for sig, i en skål, og reglen er, at man dypper og ikke hælder den over.
Blandt fiskene er vieja dronningen: en klippefisk med fint kød, der her spises kogt med kartofler og mojo, og som du praktisk talt ikke finder uden for øgruppen. Desuden cherne, sama og bocinegro.
De Kanariske Øers ældste marked, fra omkring 1856, med en central gård omgivet af gallerier. Der er boder, hvor du kan spise tapas af det, du køber ved siden af.
Download appen og oplev Las Palmas offline, når du vil. Gå turen Vegueta: katedralen, Columbus og grundlæggerkvarteret med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Gofio er mel af ristet korn – hvede eller millo, kanarisk majs – malet fint, og det er De Kanariske Øers ældste fødevare. De gamle kanarier spiste, før nogen kom hertil fra Europa, et lignende ristet korn, som de kaldte »ahoren«. Vi har spist det i årtusinder.
Det bruges på tusind måder: æltet med bouillon, drysset over gryderetten, pisket med mælk eller banan, i desserter. Først forvirrer det, og siden viser det sig at være ret vanedannende. At bestille det er den hurtigste måde at spise noget ægte førspansk på.
Ostene er det andet store kapitel. De kanariske oste er for det meste gedeoste, med egne oprindelsesbetegnelser på flere af øerne, og de spises friske, halvlagrede eller røgede. Meget lidt af dem forlader øgruppen.
Blandt gryderetterne rancho canario og puchero, med kikærter, kød og grøntsager. Og til dessert bienmesabe, med mandler og honning, og frangollo, igen lavet af millo. Alt det finder du på Mercado de Vegueta og på ethvert lokalt menukort.
Til at drikke de kanariske vine, der oplever en fremragende periode: de dyrkes i vulkansk jord, og sorterne – listán negro, malvasía, marmajuelo – findes ikke noget andet sted.
Mercado de Vegueta er det første stop, og om morgenen: her ser du hele spisekammeret, og her kan du sætte dig og spise tapas af det, der lige er købt i boden ved siden af. Efter middagstid mister det sin charme.
I Vegueta og Triana er der en god tæthed af restauranter med kanarisk køkken, i gaderne parallelt med Calle Mayor og omkring Plaza de Santa Ana. Det er området med det bedste forhold mellem kvalitet og stemning.
I den nordlige del er Mercado del Puerto – af jern og glas, ved siden af La Luz Slot – blevet et meget livligt madsted med tapasboder og en hel del liv om aftenen.
Og ved Las Canteras er strandpromenaden fuld af restauranter med udendørsservering ud mod havet. Priserne stiger på første række, men at spise aftensmad, mens solen går ned over Atlanterhavet, er det værd mindst én gang.
En nyttig bemærkning: på De Kanariske Øer er restaurantpriserne som regel lidt lavere end på det spanske fastland, blandt andet fordi IGIC, den lokale indirekte skat, er lavere end momsen på fastlandet.
I gaderne parallelt med den ligger centrums bedste tæthed af kanarisk køkken, til rimelige priser og med jugendstilfacader oven i købet.
Strandpromenaden er fuld af udendørsserveringer ud mod Atlanterhavet. Priserne stiger på første række, men at spise aftensmad i solnedgangen er det værd én gang.
Små kartofler kogt med skrællen på i meget salt vand, til vandet er fordampet, og skrællen er rynket og dækket af en fin saltskorpe. De spises hele, med skræl, dyppet i mojo. Mange af de sorter, der bruges, nedstammer fra knolde bragt fra Amerika i 1500-tallet, som næsten er forsvundet i deres oprindelsesland.
Rød mojo, eller picón, indeholder tørret chili, hvidløg, spidskommen, olie og eddike og hører til kødet og kartoflerne. Grøn mojo indeholder koriander eller persille og hører til fisken. De serveres for sig, i en skål, og den lokale regel er enkel: man dypper og hælder den ikke ud over tallerkenen.
Mel af ristet korn – hvede eller millo – malet fint, og De Kanariske Øers ældste fødevare. De gamle kanarier spiste allerede før erobringen et lignende ristet korn, som de kaldte »ahoren«. Det bruges æltet med bouillon, drysset over gryderetten, pisket med mælk eller banan og i desserter.
Vieja, som er dronningen på det kanariske bord: en klippefisk med fint kød, der her spises kogt med kartofler og mojo, og som man praktisk talt ikke finder uden for øgruppen. Desuden cherne, sama og bocinegro, alle fra samme dag, hvis du spiser tæt på kysten.
På Mercado de Vegueta om morgenen, for at forstå spisekammeret og spise tapas. Vil du sidde ned, har gaderne parallelt med Calle Mayor de Triana og området omkring Plaza de Santa Ana godt kanarisk køkken til rimelige priser. Og Mercado del Puerto i den nordlige del er blevet et meget livligt madsted.
I høj grad, og den oplever en fremragende periode. Den dyrkes i vulkansk jord, og sorterne – listán negro, malvasía, marmajuelo – findes ikke noget andet sted i verden. Det er en af de ting, det bedst kan betale sig at smage her, for uden for øgruppen er distributionen stadig sparsom.
Det er som regel lidt billigere end på det spanske fastland, blandt andet fordi IGIC, den lokale indirekte skat, er lavere end momsen på fastlandet. I Las Palmas arbejder de fleste restauranter desuden for byens egne folk og ikke for gennemrejsende turister, undtagen på første række ved stranden.
Download Viavoy og gå gennem Las Palmas offline, når du vil.

Læs videre



