Mirador del Castro
Den bedste udsigt over Vigos ría, med muslingeflåderne og Cíes-øerne i baggrunden. Fri adgang på alle tider af døgnet. Kan du kun nå én ting i Vigo, så lad det være denne.

Ruten, der går ned fra bjerget til havet i den rigtige rækkefølge: udsigtspunkt, castro-landsby, den gamle fiskerbydel og et dusin østers åbnet lige foran dig.
🎧 På ruten Monte do Castro og EnsancheVigo er bygget op på en meget klar måde: et bjerg øverst, havet nederst og byen, der hænger ned mellem de to. At tage den i den rækkefølge – oppefra og ned – er ikke et lune, det er den eneste måde at undgå at gå op ad bakkerne to gange og at forstå byen, før du går ind i den. Her er ruten.
Begynd med at gå op til Parque do Castro. Det er omkring tyve minutter op ad bakke fra centrum, eller en taxa, hvis du hellere vil spare benene. Deroppe er der tre ting, og alle tre betyder noget.
Den første er castro-landsbyen: stencirkler, der er grundplanerne til huse fra for mere end to tusind år siden, beboet fra 500-tallet f.Kr. og frem til romertiden. Det er bogstaveligt talt Vigos oprindelse, og den lå praktisk talt skjult, indtil den åbnede som frilandsmuseum i februar 2010.
Den anden er Fortaleza do Castro, en uregelmæssig stjerne med tre ringe af mure, opført mellem 1656 og 1665, i hast og i frygt, da den portugisiske restaurationskrig placerede Vigo i frontlinjen.
Og den tredje, den du under ingen omstændigheder må springe over, er udsigtspunktet. Herfra åbner hele Vigos ría sig: havnen med kranerne, Morrazo-kysten, Rande-broen, muslingeflåderne, der flyder på vandet, og Cíes-øerne, der lukker indsejlingen.
Den bedste udsigt over Vigos ría, med muslingeflåderne og Cíes-øerne i baggrunden. Fri adgang på alle tider af døgnet. Kan du kun nå én ting i Vigo, så lad det være denne.
Runde huse fra jernalderen, heraf tre genopbyggede boliger. Byens oprindelse, kun åben for offentligheden siden 2010.
Download appen og oplev Vigo offline, når du vil. Gå turen Monte do Castro og Ensanche med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Gå ned fra bjerget mod Praza de España, hvor fem bronzeheste på fyrre tons farer frem gennem et tæppe af vand. De hylder bestas, de halvvilde heste, som stadig strejfer frit omkring i Galiciens bjerge.
Fortsæt ad Rúa do Príncipe, den gyldne mil, gågade og handelsgade. Løft blikket fra butiksvinduerne: glasaltanerne er det bedste ved gaden, og de blev perfektioneret af de tømrere, der lavede vinduerne til skibene. Midt på gaden ligger MARCO, et museum for samtidskunst indrettet i det gamle fængsel.
Du kommer til Porta do Sol, krydset, der er byens hjerte og sømmen mellem to Vigo. Over det troner Sireno, Francisco Leiros skulptur fra 1991, som splittede byens indbyggere og i dag er det oplagte mødested.
Herfra går det hele nedad: Praza da Constitución med buegangene, konkatedralen – »A Colexiata« for alle her – og bakkerne, der går ned mod vandet.
Og så dagens højdepunkt: A Pedra, hvor en gruppe kvinder i mere end et århundrede har solgt østers fra stenborde under åben himmel. Du køber et dusin, de åbnes med ét knivslag, du presser citron over og spiser dem stående med udsigt over havnen.
Lige nedenfor ligger O Berbés, det gamle fiskerkvarter, med buegange af sten, hvor man bødede net og flettede vidieruser. Her har der været en dokumenteret havn siden 1100-tallet, og indtil for ikke så længe siden nåede vandet næsten op til døren.
I de samme gader blev Reconquista i 1809 skrevet, da byens indbyggere stormede murene og gjorde deres by til den første i Spanien, der befriede sig fra Napoleons tropper.
Følg havnefronten til A Laxe, som var Vigos første kaj, og du ser havnen i arbejde: en af verdens største fiskerihavne, hvor fiskeri med nedfrysning blev opfundet, og hvorfra hundredtusinder af udvandrere sejlede mod Amerika.
Slut dagen i Alameda, byens første offentlige have, med magnolier og kameliaer på over hundrede år, og ved Real Club Náutico, bygningen fra 1945, der ligner en oceandamper, som er gået på grund ved kajen.
Østersgaden. Et dusin åbnet på stedet, citron og stående med udsigt over havnen. Om søndagen er der desuden et af Galiciens mest berømte loppemarkeder.
Det gamle fiskerkvarter med buegangene fra det, der var San Julián-havnen, dokumenteret siden 1100-tallet. Herfra voksede hele byen frem.
Vigos første offentlige have, på land vundet fra havet. Hundredårige magnolier og kameliaer og den bedste skygge på havnefronten.
Ja, og med god margen. Byen er kompakt, og alt det vigtige ligger på en akse, der går ned fra Monte do Castro til vandet: castro-landsbyen, fæstningen og udsigtspunktet øverst; Porta do Sol, Rúa do Príncipe og Casco Vello i midten; A Pedra, O Berbés, havnen og Alameda nederst. Med en dag mere: Cíes-øerne.
Af to praktiske grunde. Den første er, at du fra udsigtspunktet ser hele Vigos ría, og byen giver mening med ét slag, hvilket sætter alt det andet i sammenhæng. Den anden er rent fysisk: Vigo har en betydelig højdeforskel mellem bjerget og havet, og at tage ruten oppefra og ned betyder, at du ikke skal gå op ad bakkerne to gange.
I Rúa da Pescadería i kvarteret A Pedra, som alle kalder østersgaden. En gruppe kvinder har i mere end et århundrede solgt dem fra stenborde under åben himmel, i et fag, der går i arv fra mor til datter. Du køber et dusin, de åbnes på stedet med ét knivslag, du presser citron over og spiser dem stående.
En hel del, og det er godt at vide på forhånd. Byen falder fra bjerget til havet på meget lidt plads, med gader i den gamle bydel, der bogstaveligt talt er trapper. Intet er umuligt eller alt for hårdt, men gode sko er obligatoriske, og rutens rækkefølge betyder noget, hvis du ikke vil lide mere end nødvendigt.
Mirador del Castro og Casco Vello med A Pedra. Med de to ting har du udsigten, der opsummerer Vigos ría, og kvarteret, der opsummerer byen, østersene inklusive. Kommer du med krydstogtskib og går i land ved A Laxe, ligger begge mindre end tyve minutters gang fra kajen.
I høj grad, men det kræver planlægning. De er nationalpark, og ikke hvem som helst kan gå i land: du skal have tilladelse på forhånd, og hver dag er der en grænse for, hvor mange der sætter fødderne i sandet. Bådene sejler fra ría-færgeterminalen. Der er ingen biler og ingen hoteller, kun en campingplads og stier, og det er derfor, de stadig er, som de er.
Fra maj til september, når atlanterhavsvejret giver mest pusterum, og bådene til Cíes-øerne sejler for fuld kraft. Slutningen af marts har sin egen tiltrækning: Festa da Reconquista klæder Casco Vello i 1809-dragt, med marked i tidens stil og genopførelser af stormen på murene.
Download Viavoy og gå gennem Vigo offline, når du vil.

Læs videre



