Fem bronzeheste, der ser ud til at skyde op mod himlen gennem et tæppe af vand, midt i Vigos mest trafikerede rundkørsel. Juan José Oliveira signerede den i 1991, den er omkring atten meter høj og vejer fyrre tons. Den er et af byens symboler.
Hestene står der ikke tilfældigt
De minder om flokkene af vilde heste, bestas, der løb frit omkring i bjergene på denne egn. Oliveira ville hylde dem, og den reference gør et monumentalt springvand til noget specifikt galicisk.
Og det er ikke et minde fra fortiden: endnu i dag lever der flokke af halvvilde heste i Galiciens bjerge, som strejfer frit omkring hele året. Én gang om året holdes rapa das bestas i flere landsbyer, når beboerne driver flokkene ned i en indhegning, der kaldes curro, og holder dem med de bare hænder, uden sadler og uden reb, for at klippe deres maner.
Kunstneren har sin egen historie. Juan José Oliveira var fra Tui, begyndte først at lave skulpturer som voksen og forelskede sig i hestene, der dukker op igen og igen i hans værk. At plante fyrre tons bronze i byens vigtigste rundkørsel var ikke noget lille væddemål.
En plads, der har skiftet ansigt flere gange
Før hestene stod her et monument for heltene fra Reconquista i 1809, episoden, hvor Vigo blev den første by i Spanien, der befriede sig fra Napoleons tropper.
Siden kom et rundt springvand med farvede stråler, som filmproduceren Cesáreo González forærede byen, en skikkelse som fra en roman: han udvandrede som helt ung til Cuba uden noget, tjente en formue og vendte hjem for at grundlægge Suevia Films, det store produktionsselskab i spansk film i fyrrerne og halvtredserne.
González satte gang i karrieren for stjerner som Lola Flores og Sara Montiel og blev en af de mest indflydelsesrige mænd i spansk film. At hans springvand stod her og ikke gør det i dag, siger en hel del om, hvordan byer omskriver deres pladser.
Stedet fungerer desuden som byens led: det er knudepunktet, hvor Gran Vía og de store avenuer i den nye bydel mødes, og hvor folk i Vigo aftaler at mødes, når mødestedet skal kunne genkendes på lang afstand.
Gå ikke glip af
Fyrre tons bronze
Fem heste i en gruppe på omkring atten meter, signeret af Juan José Oliveira i 1991.
En hyldest til bestas
De halvvilde heste, der endnu i dag strejfer frit omkring i Galiciens bjerge.
Rapa das bestas
Hvert år driver beboerne flokkene ned i en curro og holder dem med de bare hænder, uden sadler og uden reb.
Her stod et andet springvand
Det var en gave fra Cesáreo González, udvandrer til Cuba, der vendte hjem og grundlagde Suevia Films.
Sådan passer det ind i dit besøg i Vigo
Den ligger i den nye bydel, for enden af Gran Vía og på vejen ned fra Parque do Castro. Du kommer forbi her på vej fra bjerget til centrum, og den er et godt pejlemærke, når du skal orientere dig.
Stoppet tager ti minutter: gå rundt om springvandet, se vandet falde og hestene stige, og gå videre. Det er en rundkørsel med meget trafik, så pas på, når du krydser.
Går du nedad herfra, kommer du til Rúa do Príncipe og Porta do Sol, som er byens handelsakse og centrum. Går du opad, kommer du til Mirador del Castro.
Ofte stillede spørgsmål
Var der virkelig vilde heste i disse bjerge?
Og det er der stadig. I Galiciens bjerge lever flokke af halvvilde heste, som strejfer frit omkring hele året. Én gang om året holdes rapa das bestas i flere landsbyer: beboerne går op i bjergene, driver flokkene ned i en indhegning, der kaldes curro, og holder dyrene med de bare hænder, uden sadler og uden reb, for at klippe deres maner og mærke dem. At se det med egne øjne er noget af det mest urgamle, dette land har gemt på.
Hvem var den Cesáreo González?
En skikkelse som fra en roman. Han udvandrede som helt ung til Cuba uden en øre på lommen, tjente en formue og vendte hjem for at grundlægge Suevia Films, det store produktionsselskab i spansk film i fyrrerne og halvtredserne. Han satte gang i karrieren for stjerner som Lola Flores og Sara Montiel og blev en af de mest magtfulde mænd i filmen i datidens Spanien. En mand fra Vigo, der fik stor succes og aldrig glemte sin by.
