Pérez Galdós' Hus
Her blev han født den 10. maj 1843. Huset rummer hans møbler, hans musikinstrumenter og arbejdsværelset fra hans hus i Santander, flyttet stykke for stykke.

Han rejste som nittenårig og kom næsten aldrig tilbage, men byen har ham overalt. Tre stop til at forstå den vigtigste romanforfatter efter Cervantes.
🎧 På ruten Triana, Teatret og Galdós' Gran CanariaBenito Pérez Galdós blev født i Triana i 1843, rejste til Madrid i 1862 og blev den altomfattende krønikeskriver af 1800-tallets Spanien. Byen, der så ham rejse, gav teatret hans navn, mens han endnu levede, bevarer hans fødehjem som museum og satte ham i bronze med blikket mod det Atlanterhav, han krydsede.
I dette kanariske hus med patio og altaner af træ blev Galdós født den 10. maj 1843 som den yngste af ti søskende. Her løb han rundt, læste sine første bøger, tegnede og så på havet, og her boede han, til han var nitten.
I 1862 sejlede han til Madrid, officielt for at læse jura. Biograferne peger på en anden grund, der er mere som taget ud af en roman: han var forelsket i en kusine, hende man derhjemme kaldte »Sisita«, og den romance brød familien sig slet ikke om. At lægge Atlanterhavet imellem syntes at være den bedste kur.
Han praktiserede aldrig som advokat. I Madrid skrev han de seksogfyrre Episodios Nacionales – en romanfortalt historie om hele Spanien – og desuden Fortunata y Jacinta, Doña Perfecta, Marianela og Misericordia. Kun Cervantes står foran ham i den spanske roman.
Han var stærkt i spil til Nobelprisen omkring 1912, men blev blokeret: hans drama Electra havde angrebet Kirkens magt og skaffet ham indflydelsesrige fjender, der satte himmel og jord i bevægelse mod hans kandidatur. Han døde i Madrid i 1920, næsten blind og stadig dikterende.
Her blev han født den 10. maj 1843. Huset rummer hans møbler, hans musikinstrumenter og arbejdsværelset fra hans hus i Santander, flyttet stykke for stykke.
Indviet i 1890 med La Traviata. Det brændte helt ud i 1918 og blev genopbygget frem til 1928, med indvendig udsmykning af maleren Néstor.
Download appen og oplev Las Palmas offline, når du vil. Gå turen Triana, Teatret og Galdós' Gran Canaria med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Teatro Pérez Galdós blev tegnet af Francisco Jareño y Alarcón, byggeriet trak ud fra 1867, og det blev indviet i 1890 med Verdis La Traviata. Det hed ikke sådan fra starten: først var det Teatro Nuevo, så Teatro Tirso de Molina, og først i 1902 blev det omdøbt.
Den 28. juni 1918 ødelagde en voldsom brand hele det indre af træ. Facaden snyder: det indvendige er en rekonstruktion, fuldført mellem 1925 og 1928 af arkitekten Miguel Martín-Fernández de la Torre.
Og her er juvelen: den indvendige udsmykning blev signeret af hans bror, maleren Néstor Martín-Fernández de la Torre. Hans er freskerne i loftet, glasmalerierne i jugendstil og lærrederne i Saint-Saëns-salen, et overflødighedshorn af farver og kanarisk fantasi, som ikke kan ses fra gaden.
Salen er opkaldt efter Camille Saint-Saëns, den franske komponist, der forelskede sig i Gran Canaria og tilbragte flere vintre her omkring overgangen mellem de to århundreder, nogle gange inkognito, skjult bag navnet »Sannois«, så ingen skulle genkende ham.
Teatret genåbnede den 28. maj 1928 med Aida, og det lever stadig: hvert år huser det byens operafestival, og i 2007 var det det første teater i Spanien, der opførte Wagners komplette tetralogi på en enkelt uge.
Det tredje stop er Victorio Machos monument, indviet den 28. september 1930: en siddende figur med hovedet på skrå og blikket fortabt i horisonten. Tidens skribenter sammenlignede den straks med Rodins »Tænkeren«.
Den smukke detalje er retningen. Macho ville have Galdós til at sidde og se ud over Atlanterhavet, »som et fyrtårn«, med ansigtet mod det hav, forfatteren krydsede som nittenårig for næsten aldrig at vende tilbage.
I årtier stod den på den gamle kaj, præcis der, hvor de, der rejste, gik om bord. I 1960 blev den flyttet til San Telmo-parken, som er bygget på opfyldningen af netop den anløbsbro: herfra sejlede tusindvis af kanariere mod Cuba og Venezuela.
Turen fuldendes med en gåtur ad Calle Mayor de Triana, den borgerlige by, Galdós kendte som barn, og som blev fyldt med jugendstilfacader, netop som han havde sin store succes i Madrid.
Af Victorio Macho, 1930. Siddende, med blikket mod Atlanterhavet »som et fyrtårn«. Det stod på den gamle kaj indtil 1960.
Den borgerlige by, Galdós kendte som barn, i dag et jugendstilmuseum under åben himmel. Løft blikket fra butiksvinduerne.
I et hus i calle Cano i Triana den 10. maj 1843 som den yngste af ti søskende. Han boede der, til han var nitten, da han i 1862 sejlede til Madrid. Huset har været museum siden 1961 og rummer hans møbler, hans personlige ejendele og hans musikinstrumenter.
Officielt for at læse jura i Madrid. Men biograferne fortæller om en anden grund, der er mere som taget ud af en roman: den unge Benito var forelsket i en kusine, hende man derhjemme kaldte »Sisita«, og den romance brød familien sig slet ikke om. At lægge Atlanterhavet imellem syntes at være den bedste kur. Han praktiserede aldrig som advokat.
Han var stærkt i spil, især omkring 1912, men blev blokeret. Hans drama Electra havde angrebet Kirkens magt og skaffet ham meget indflydelsesrige fjender, der satte himmel og jord i bevægelse for at forhindre, at prisen endte hos en erklæret antiklerikal. Kampagnen mod ham var intens og effektiv.
Nej. Det blev indviet i 1890 som »Teatro Nuevo«, derefter var det »Teatro Tirso de Molina«, og først i 1902 blev det omdøbt til ære for Galdós, som dengang levede og var på toppen af sin berømmelse efter den politiske skandale om Electra. At opkalde et teater efter en forfatter, der stadig levede, var en erklæring af lokal stolthed.
Overraskelsen ligger i udsmykningen: freskerne i loftet, glasmalerierne i jugendstil og lærrederne i Saint-Saëns-salen blev signeret af maleren Néstor Martín-Fernández de la Torre under genopbygningen efter branden i 1918. Intet af det kan ses fra gaden, så det er virkelig umagen værd at gå ind på en guidet rundvisning.
Efter den franske komponist Camille Saint-Saëns, der forelskede sig i Gran Canaria og tilbragte flere vintre her omkring overgangen mellem 1800- og 1900-tallet. Nogle gange kom han inkognito, skjult bag navnet »Sannois«, så ingen skulle genkende ham, på jagt efter øens klima, ro og lys.
Fordi billedhuggeren Victorio Macho udtrykkeligt ville have det sådan: Galdós siddende med blikket mod Atlanterhavet »som et fyrtårn«, med ansigtet mod det hav, forfatteren krydsede som nittenårig for næsten aldrig at vende tilbage. I årtier stod skulpturen på den gamle kaj, præcis der, hvor de, der rejste, gik om bord.
Download Viavoy og gå gennem Las Palmas offline, når du vil.

Læs videre



