Bonaval: det Santiago, de fleste aldrig sætter foden i
Tre trapper, der stiger uden at røre hinanden, Galiciens panteon, et gratis museum af Álvaro Siza med offentlig terrasse og en park anlagt oven på en kirkegård. Alt sammen ti minutter fra katedralen.
Der er et område i Santiago, der samler tre af byens bedste ting, for en stor del er gratis og kun får en lille brøkdel af de besøgende, der når frem til Obradoiro. Det ligger ti minutter til fods, op ad bakke fra Porta do Camiño, på skråningen af monte da Almáciga, hvor stenbyen møder det grønne.
Taget på CGAC er en offentlig og gratis udsigtsterrasse over den gamle bydels tage. Siza tænkte den som endnu en af byens pladser, ikke som et tag, og næsten ingen går derop.
Klostret og en umulig trappe
Tre vindeltrapper, der aldrig krydser hinanden.
Ifølge traditionen grundlagde den hellige Dominikus San Domingos de Bonaval i 1200-tallet, og det blev genopbygget i 1600-tallet. Siden 1977 har der ikke boet munke her, men Museo do Pobo Galego, det galiciske folks museum, og det mest fotograferede er en trappe, der ligner en geometriøvelse drevet til det yderste.
Det er tre selvstændige vindeltrapper, indpasset i den samme cylindriske skakt, som snor sig opad uden nogensinde at krydse hinanden og uden at røre hinanden noget sted. Hver af dem begynder et forskelligt sted og munder ud på en forskellig etage, så tre personer kan gå op samtidig uden at se hinanden.
Den er udført af Domingo de Andrade, bygmester ved katedralen og også ophavsmand til Berenguela, urtårnet. Andrade var lige så god matematiker som kunstner: han skrev en afhandling om geometri anvendt i byggeriet, og denne trappe er hans praktiske bevis.
Resten af klostret rummer Museo do Pobo Galego med landbrugsredskaber, både, væve, keramik og sækkepiber, der forklarer, hvordan man levede i Galicien i forgårs. Det er et etnografisk museum i topklasse og et af de mest ærlige i Spanien.
I et af kapellerne ligger Panteón de Galegos Ilustres, Galiciens nationale panteon. Rosalía de Castro kom hertil i 1891 med noget nær en statsbegravelse, og panteonet blev skabt for at modtage hende. Sammen med hende ligger Castelao, hvis jordiske rester først kunne vende hjem fra eksilet i Buenos Aires i 1984.
Álvaro Siza åbnede det i 1993, året efter at han havde fået Pritzkerprisen. Han brugte den samme gyldne sten som klostret ved siden af, men i moderne linjer, uden pastiche og uden voldsom kontrast. Lyset falder skråt ind fra oven, uden synlige vinduer. Gratis adgang.
Mellem klostret og museet breder Bonaval-parken sig. Den ligger på klostrets gamle kirkegård og køkkenhave og blev istandsat af Álvaro Siza selv sammen med landskabsarkitekten Isabel Aguirre. Det er et af de mest særprægede steder i Santiago og et af de mindst besøgte.
Indgrebet slettede ikke det, der var: de gamle grave, støttemurene og havens stenterrasser blev en del af designet, så parken på én gang er en moderne have og et arkæologisk levn. Du går mellem gravsten og ege, uden at det føles dystert.
Fra de øverste terrasser ser du ud over den gamle bydel med katedralens tårne i baggrunden, og den udsigt er en anden end den fra udsigtspunktet i Alameda-parken: her ser du byen fra nord og tættere på, med skifertagene i forgrunden.
Helheden – kloster, park og museum – er tænkt som en enhed og er det bedste bevis på, hvordan man kan gribe ind i en kulturarvsby uden at klæde sig ud eller ødelægge noget. Det betaler sig at gå hele vejen rundt, uden at have travlt.
Gaden, hvor byen går i byen
Går du ned fra Bonaval, kommer du til Porta do Camiño og Rúa de San Pedro, de sidste meter af Camino Francés, den franske rute til Santiago. Det er den gade, de fleste af verdens pilgrimme går ind ad til fods, og tidligt om morgenen ser du dem komme ned i stilhed, næsten på tæer.
I de seneste årtier er San Pedro holdt op med kun at være en gade, man passerer igennem. Den er blevet fyldt med barer med personlighed, boghandler, musiksteder og loppemarkeder, og den er blevet det område, hvor Santiagos unge går i byen, og hvor priserne endnu ikke er som i den gamle bydel.
Den balance er det interessante: pilgrimsherbergerne, det gamle kvarterliv og en tapasrute, som de fleste forbipasserende besøgende aldrig opdager, fordi de bliver i gaderne i centrum, lever side om side. Du skal bare gå ti minutter ned ad bakke.
Lørdag formiddag er der producentmarked i nærheden. Og samlet set er Bonaval om formiddagen og San Pedro om eftermiddagen nok den bedste dag, du kan få i Santiago uden for katedralens akse.
Arkitektur til arbejdsbrug: synlig sten, glasinddækkede altaner og butikker i stueetagen, uden paladser og uden våbenskjolde, for dette var pilgrimsfartens forsyningsvej. I dag har den byens bedste natteliv til rimelige priser.
Udgangspunkt for ruten gennem Bonaval, når du går op, eller endemål, når du går ned. Byen blev befæstet efter år 997, da Almanzor lod katedralens klokker bære til Córdoba på kristne fangers skuldre. Af de syv porte står ingen tilbage.
Tre selvstændige vindeltrapper, indpasset i den samme cylindriske skakt i klostret San Domingos de Bonaval, som stiger uden nogensinde at krydse hinanden og uden at røre hinanden noget sted. Hver af dem begynder og slutter et forskelligt sted. Den er udført af Domingo de Andrade, bygmester ved katedralen og også matematiker.
Hvem er begravet i Panteón de Galegos Ilustres?
Rosalía de Castro, den galiciske litteraturs moder, hvis jordiske rester kom hertil i 1891 med noget nær en statsbegravelse, og for hvem panteonet blev skabt; Castelao, fader til den politiske galicisme, som først kunne vende hjem fra eksilet i Buenos Aires i 1984; billedhuggeren Asorey og kartografen Domingo Fontán.
Er CGAC gratis?
Ja, adgangen til museet koster ingenting, og det er der meget få, der ved. Og taget er en offentlig udsigtsterrasse over den gamle bydels tage med katedralens tårne i baggrunden, som Siza tænkte som endnu en af byens pladser. Tyve minutter er nok, hvis du kun er ude efter udsigten.
Hvad er Bonaval-parken?
Klostrets gamle kirkegård og køkkenhave, istandsat af Álvaro Siza sammen med landskabsarkitekten Isabel Aguirre. Indgrebet gjorde de gamle grave, støttemurene og stenterrasserne til en del af designet, så den på én gang er en moderne have og et arkæologisk levn. Den er gratis og meget lidt besøgt.
Er Museo do Pobo Galego umagen værd?
I høj grad, og det er et af de mest ærlige etnografiske museer i Spanien. Det samler landbrugsredskaber, både, væve, keramik og sækkepiber, der forklarer, hvordan man levede i Galicien indtil for ganske nylig, uden idealisering. Det deler bygning med panteonet og den tredobbelte vindeltrappe, så besøget er tre i ét.
Hvor lang tid skal man afsætte til området?
En god halv dag for at gøre det ordentligt: halvanden time til museet, panteonet og trappen, en time til CGAC og terrassen og lige så meget til parken uden at skynde sig. Går du bagefter ned til Rúa de San Pedro for at spise eller få noget at drikke, bliver det en hel dag uden for den sædvanlige rute.
Praktisk information
HvorSkråningen af monte da Almáciga, op ad bakke fra Porta do Camiño.
Sådan kommer du dertil10 minutter til fods fra Obradoiro, mod øst og op ad bakke.
VarighedEn halv dag med museum, park og CGAC.
GratisHele CGAC, udsigtsterrassen og Bonaval-parken.
Det koster pengeMuseo do Pobo Galego, omkring 4 euro og gratis visse dage.
LukkedageBåde museet og CGAC holder lukket om mandagen.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Santiago de Compostela og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Santiago de Compostela offline, når du vil.
fra 2,99 €· engangsbetaling
City Pass · 9,99 €3 dage, alle ture i Santiago de Compostela