Det ligger uden for bymuren på skråningen af monte da Almáciga, hvor stenbyen møder det grønne. Ifølge traditionen grundlagde den hellige Dominikus det i 1200-tallet, og det blev genopbygget i 1600-tallet. Siden 1977 har der ikke boet munke her, men Museo do Pobo Galego, og stedet gemmer på to ting, der hver for sig er turen op værd: en umulig trappe og det panteon, hvor Rosalía de Castro hviler.
Den tredobbelte vindeltrappe
Det er bygningens mest fotograferede motiv og et af de mest forbløffende stykker barok ingeniørkunst i Spanien. Tre uafhængige vindeltrapper, sat ind i det samme cylindriske rum, som snor sig opad uden nogensinde at krydse hinanden og uden at røre hinanden noget sted.
Hver af dem begynder et forskelligt sted og ender på en forskellig etage i bygningen, så tre personer kan gå op samtidig uden at se eller møde hinanden. Den oprindelige logik var praktisk – at adskille færdslen inde i klostret – men resultatet er ren virtuositet.
Den er udført af Domingo de Andrade, født omkring 1639, bygmester ved katedralen og også ophavsmand til Berenguela, urtårnet. Andrade var lige så god matematiker som kunstner: han skrev endda en afhandling om geometri anvendt på byggeri, og denne trappe er hans praktiske bevis.
Panteonet og et lands museum
I et af klostrets kapeller ligger Panteón de Galegos Ilustres, og dets midtpunkt er Rosalía de Castros grav, den galiciske litteraturs moder. Hun døde i Padrón i 1885, og seks år senere satte hele landet sig i bevægelse for at bringe hendes jordiske rester hertil med en næsten statslig begravelse; panteonet blev netop skabt for at modtage hende.
Sammen med hende ligger Castelao, læge, tegner og fader til den politiske galicisme, hvis jordiske rester først kunne vende hjem fra eksilet i Buenos Aires i 1984, desuden billedhuggeren Asorey og kartografen Domingo Fontán. I praksis er det Galiciens nationale panteon.
Resten af bygningen rummer Museo do Pobo Galego med landbrugsredskaber, både, væve, keramik og sækkepiber, der forklarer, hvordan man levede i dette land for ikke ret længe siden. Det er et etnografisk museum i topklasse og et af de mest ærlige i Spanien.
Gå ikke glip af
Tre trapper, der ikke rører hinanden
Tre uafhængige vindeltrapper i det samme rum, hver med sin begyndelse og sit mål. Ingen møder hinanden.
Andrade, matematiker
Bygmesteren skrev en afhandling om geometri anvendt på byggeri. Denne trappe er hans praktiske bevis.
Galiciens panteon
Rosalía de Castro, Castelao, Asorey og Domingo Fontán. Det blev skabt i 1891 for at modtage Rosalías jordiske rester.
Bonaval-parken
Klostrets gamle kirkegård og køkkenhave, istandsat af Álvaro Siza med gravene indarbejdet.
Sådan passer det ind i dit besøg i Santiago
Det ligger ti minutter fra den gamle bydel op ad bakken fra Porta do Camiño, i et område med meget lidt turistpres. Lige ved siden af ligger Álvaro Sizas CGAC, og mellem de to breder Bonaval-parken sig.
Parken ligger på klostrets gamle kirkegård og køkkenhave og er et af byens mest særprægede steder: stenterrasser, ege, gamle grave indarbejdet i designet og udsigt over tagene. Den blev istandsat af Siza selv sammen med Isabel Aguirre.
Regn med halvanden time til museet, panteonet og trappen. Og giv dig god tid, for kombinationen med CGAC og parken er den bedste halve formiddag i Santiago væk fra katedralaksen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var Domingo de Andrade?
Et geni i den galiciske barok, født omkring 1639. Han var bygmester ved katedralen, og det er også ham, der står bag Berenguela, det urtårn, du hører slå timerne over Obradoiro. Det, der fascinerer mig mest, er, at han var lige så god matematiker som kunstner: han skrev endda en hel afhandling om arkitekturens fortræffelighed og adel, noget meget sjældent for en stenhugger på hans tid. En mand, der tænkte stenen lige så meget, som han huggede den.
Hvorfor ligger Rosalía de Castro begravet her?
Fordi Galicien besluttede at gøre hende til sit symbol. Hun døde i Padrón i 1885, og seks år senere, i 1891, mobiliserede hele landet sig for at bringe hendes jordiske rester til Santiago med en næsten statslig begravelse; dette panteon blev skabt netop for at modtage hende. Med sine »Cantares Gallegos«, skrevet på galicisk, da næsten ingen turde, tændte hun Rexurdimento, genfødslen af vores sprog og vores kultur. Derfor er det for mange af os som at besøge en mor at komme her.
Og Castelao, hvordan endte han her?
Med Castelao er historien endnu mere bevægende. Han var læge, tegner og den store fader til den politiske galicisme; han skrev »Sempre en Galiza«, nærmest en bibel for de galiciske nationalister. Han døde i eksil i Buenos Aires i 1950 på flugt fra diktaturet, og hans jordiske rester kunne først vende hjem i 1984, da der var kommet demokrati. Den hjemkomst var en kæmpe dag for landet. At han hviler ved hendes side, her, har meget af forsoning over sig.
