Ronda på én dag: broen, arenaen og bunden af Tajo-kløften
Ruten, der går ned i kløften i stedet for at blive stående og kigge oppefra. Med trappen hugget ind i klippen, badene, som forfaldet reddede, og det gratis udsigtspunkt, som næsten ingen sætter sine ben på.
Næsten alle kommer til Ronda på dagstur, kigger ud over broen, tager billedet og tager af sted igen. Det er synd, for byen ligger ikke oppe: den ligger nede. Det, der gør Ronda enestående, er den hundrede meter dybe kløft, der deler byen i to, og den kløft forstår du først, når du går ned i bunden. Det er tyve minutter ad en sti og dagens bedste beslutning.
Fra Puente Nuevo fører en sti ned i bunden af Tajo-kløften: tyve minutters nedstigning med trin og ujævne strækninger, og den eneste måde at se hele broen på. Turen tilbage går hele vejen op ad bakke.
Formiddag: Mercadillo og tyrefægterarenaen
Begynd mod nord, før du går over broen.
Kommer du fra stationen eller parkeringspladsen, går du ind gennem Mercadillo-kvarteret, 1700- og 1800-tallets Ronda, og første stop er tyrefægterarenaen. Udefra er den en nøgtern facade af gylden sten, der ikke røber, hvad der venter indenfor: en arena på seksogtres meter i diameter, verdens største, omgivet af hundrede og seksogtredive søjler i dobbelt galleri.
Næsten alle spanske tyrefægterarenaer blev bygget i mursten; denne er af sten, med buegange af kvadersten, og derfor ligner den mere en klostergang fra renæssancen end en tyrefægterarena. Den blev opført af Martín de Aldehuela mellem 1780 og 1785, den samme ingeniør som broen, og den ejes stadig af Real Maestranza de Caballería.
Lige bagved ligger Alameda del Tajo, en have fra 1800-tallet med udkragede udsigtspunkter over afgrunden, hvorfra du ser hele Serranía. Den er gratis, rigtig mange springer den over, og den giver nogle af byens bedste udsigter.
Derefter Puente Nuevo. Og her er det godt at vide, at der før var en anden bro, bygget i stor hast i 1735 med en enkelt enorm bue, som styrtede sammen seks år senere og rev omkring halvtreds mennesker med sig. Den nuværende, med tre buer, der hviler på bunden af kløften, tog fireogtredive år at bygge.
Du kan se arenaen, gården til hestene, de kongelige stalde, kapellet og Museo Taurino, tyrefægtningsmuseet. Her fastlagde Pedro Romero, født i Ronda i 1754, reglerne for tyrefægtning til fods over for den tidligere tradition til hest. Hver september holdes Corrida Goyesca.
En have fra 1800-tallet med udkragede udsigtspunkter, der hænger direkte ud over slugten, med Serranía de Ronda i baggrunden. Den er gratis, den ligger to minutter fra tyrefægterarenaen, og de fleste besøgende kommer ikke engang i nærheden.
Al stenen kom fra selve afgrunden: kvaderstenene blev brudt i bunden af Tajo-kløften, ved foden af byggepladsen. Over den midterste bue hænger et kammer ud over tomrummet, som har været vagtstue, arrest og under Den Spanske Borgerkrig fængsel, og som i dag huser et besøgscenter.
Når du går over broen mod syd, skifter du by og næsten århundrede. Det gamle Ronda var muslimsk indtil 1485 og har bevaret gadenettet, med smalle gader, palæer og små lukkede pladser, hvor trafikken pludselig forsvinder.
Palacio de Mondragón er den smukkeste bygning og den mest blandede: den var bolig for nasridernes guvernør i 1300-tallet og siden for de kristne herrer, uden at noget lag slettede det forrige. Den har en Patio Mudéjar med hesteskobuer og azulejos og tyve skridt derfra en Patio Castellano med klassiske proportioner.
Gå ikke uden at komme ud i de hængende haver bagest, som er inkluderet i entréen og giver den bedste udsigt over Serranía. Palæet rummer desuden Museo de Ronda, der fortæller egnens historie fra forhistoriens dysser og frem.
Fem minutter derfra rejser Santa María la Mayor sig præcis oven på den store moské, og den har bevaret mihrabbuen på sin plads inde i kirken. Et jordskælv væltede det gotiske østparti i 1580, så når du går igennem den, bevæger du dig fra gotik til renæssance og barok.
Traditionen regner Hamet el Zegrí, byens sidste muslimske militærleder, blandt dens beboere. Da de katolske monarker indtog Ronda i 1485, siges de at have boet her. Navnet kommer fra kaptajn Melchor de Mondragón, hvis våbenskjold sidder over døren.
Appelsingården ligger, hvor moskéens gamle sahn lå, og tårnet blev rejst oven på minareten. Den lange balkon på facaden var byens loge: før tyrefægterarenaen fandtes, blev festlighederne holdt på denne plads, og myndighederne overværede dem derfra.
Tre buer i knæk mellem to runde tårne, tænkt til at gøre det umuligt at trænge ind med magt. Her kom de katolske monarkers tropper ind i 1485, og lænkerne fra de fanger, der blev befriet, har siden hængt i San Juan de los Reyes i Toledo.
Det er her, et almindeligt besøg skiller sig ud fra et godt. Der er to nedstigninger, og begge er umagen værd, selv om hver af dem kræver sin indsats, og turen tilbage altid går op ad bakke.
Den første er vandminen (mina) – en trappebrønd hugget i klippen – i Casa del Rey Moro: mere end to hundrede trin hugget i den levende klippe i 1300-tallet, som fører fra huset ned til floden. De blev lavet for at hente vand op under belejringer, med menneskekæder af fanger, der bar lædersække, og da de kastilianske tropper skar adgangen over i 1485, faldt Ronda på få dage. Haverne blev tegnet af Forestier i 1912.
Den anden er de arabiske bade, i den nedre del af byen, ved Puente Viejo. De regnes for de bedst bevarede i Europa, og det var forfaldet, der reddede dem: efter erobringen gik de ud af brug og endte som garveri. De har ovenlysvinduer formet som ottetakkede stjerner i hvælvingerne og hele hypokaustanlægget synligt.
Og er der tid tilbage, stien, der fører fra broen ned i bunden af Tajo-kløften. Tyve minutters nedstigning og den eneste måde at se hele broen på fra flodlejet, med de hundrede meter sten over dig. Det er det billede, næsten ingen tager med hjem fra Ronda.
Vandminen er mere end to hundrede ujævne, fugtige og glatte trin, ned og op igen, og den er ikke for alle. Haverne i terrasser er tegnet af Jean Claude Nicolas Forestier, den samme landskabsarkitekt, der stod bag Parque de María Luisa i Sevilla.
Slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet, med tre rum – koldt, lunkent og varmt – og et vandhjul, der løftede vandet op fra bækken. Meget billig entré, inkluderet i kombibilletten til monumenterne. Spring ikke filmen over: uden baggrund er det bare tomme hvælvede rum.
Balkonen, der stikker ud lige ved siden af broen, og hvorfra du ser sidebuen og hele faldet ned i kløften. Den er gratis, den ligger tredive sekunder fra centrum, og den giver den bedste udsigt over broen, uden at du behøver at gå ned i kløften.
Ja, og det gør de fleste, for mange kommer på dagstur fra Málaga eller kysten. En lang dag dækker tyrefægterarenaen, broen, den gamle bydel med dens palæer og de arabiske bade. Det, der kræver ekstra tid, er at gå ned i bunden af Tajo-kløften, og det er netop det, der lønner sig mest.
Hvorfra ser man Puente Nuevo bedst?
Nedefra. En sti fører ned i bunden af kløften på omkring tyve minutter, med trin og ujævne strækninger, og derfra ser du hele broen fra flodlejet. Uden at gå ned finder du de bedste udsigter fra Mirador de Aldehuela ved broen og fra haverne i Casa del Rey Moro, der giver et perspektiv fra siden.
Er vandminen i Casa del Rey Moro et besøg værd?
Det er det mest forbløffende i byen, men du skal vide, hvad det indebærer: mere end to hundrede ujævne, fugtige og glatte trin hugget i klippen, ned og op igen, uden elevator og uden alternativ. Den egner sig ikke for folk med nedsat bevægelighed. Forestiers haver er i sig selv entréen værd.
Findes der en kombibillet til monumenterne i Ronda?
Ja, byen har en kombibillet, der samler flere kommunale monumenter, blandt andet de arabiske bade, Palacio de Mondragón og kirken Santa María la Mayor, og den lønner sig fra det tredje besøg. Du køber den på et hvilket som helst af stederne. Tyrefægterarenaen og Casa del Rey Moro er privatejede og betales for sig.
Hvad er gratis i Ronda?
En hel del. Alameda del Tajo med de udkragede udsigtspunkter, Mirador de Aldehuela ved broen, Puerta de Almocábar og bymurene, gåturen gennem den gamle bydel og stien ned i bunden af kløften. Du kan få et meget komplet besøg og kun betale for to eller tre entréer.
Hvornår er det bedst at tage af sted?
Forår og efterår. Ronda ligger mere end syv hundrede meter over havet, så sommeren er varm, men mindre kvælende end ved kysten, og vinteren er kold med hyppig regn. Feria (byens årlige fest) og Corrida Goyesca i september fylder byen helt, og du skal reservere overnatning i meget god tid.
Praktisk information
Sådan kommer du dertilTog fra Málaga, Algeciras eller Granada. Bus fra Málaga, Marbella og Sevilla.
TransportAlt til fods, med store niveauforskelle mellem den øvre by og bunden af kløften.
KombibilletKommunale monumenter: badene, Mondragón og Santa María. Lønner sig fra tre besøg.
NedstigningenSti fra broen ned i bunden af Tajo-kløften: 20 minutter ned, turen tilbage op ad bakke hele vejen.
GratisAlameda del Tajo, Mirador de Aldehuela og Puerta de Almocábar.
MadRabo de toro, tomatsuppe fra Ronda, migas og vin fra Serranía.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Ronda og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Ronda offline, når du vil.