Plaza del Val og Mercado del Val
Byens gastronomiske navle: marked for råvarer om formiddagen, barområde om eftermiddagen og aftenen. Renoveret og genåbnet i 2016.

En by med sin egen nationale tapaskonkurrence, lechazo stegt i brændefyret ovn og Ribera, Rueda, Toro og Cigales lige om hjørnet.
🎧 På ruten Pasaje Gutiérrez, Pisuerga og tapasValladolid har en kombination, der er svær at matche: en af Spaniens bedste tapaskulturer, med en national konkurrence, der har løftet det gennemsnitlige niveau markant, og fire oprindelsesbetegnelser for vin mindre end en time fra centrum.
Midtpunktet er Plaza del Val med sit marked af jern og glas fra 1878-1882, der blev genåbnet i 2016 som halvt traditionelt marked, halvt barområde.
Rundt om, i gaderne mod Plaza Mayor og Plaza de la Rinconada, ligger snesevis af barer tæt. Det er en kompakt rute, som du går fra ende til anden på fem minutter, og som det tager en hel aften at udtømme.
Det, der adskiller Valladolid, er niveauet for de kreative tapas. Den nationale konkurrence for pinchos og tapas har været holdt her i årtier og har fået barerne til at konkurrere med teknisk meget forfinede bud, ikke bare et stykke tortilla.
Resultatet er et højt gennemsnitligt niveau og en vis lokal besættelse af nyskabelse. Spørg, hvad der er husets tapa: næsten alle barer har en, som de har stillet op med i konkurrencen.
Byens gastronomiske navle: marked for råvarer om formiddagen, barområde om eftermiddagen og aftenen. Renoveret og genåbnet i 2016.
Under buegangene ligger caféer og udeserveringer, og rundt om begynder tapasruten. Udgangspunktet for enhver aften i Valladolid.
Download appen og oplev Valladolid offline, når du vil. Gå turen Pasaje Gutiérrez, Pisuerga og tapas med en lokal guide i øret.
Læs mere om Viavoy →Den store ret er stegt lechazo: pattelam af churra-racen med beskyttet geografisk betegnelse, stegt i brændefyret ovn i et lerfad med ikke meget andet end vand og salt. Det er det store kastilianske køkken fra asador (restaurant med brændefyret grill).
Cochinillo, pattegris, konkurrerer med det, især på aksen Segovia-Valladolid, og også her laves den rigtig godt. Provinsens asadores er en institution og er turen værd.
Til skeen er der sopa castellana – brød, hvidløg, paprika, pocheret æg – og gryderetter med bælgfrugter. Og af råvarer kastiliansk fåreost, morcilla, spansk blodpølse, og pølsevarer.
Grøntsagerne står ikke tilbage: aspargesene fra Tudela de Duero og løgene fra Palencia er tæt på, og i sæsonen står de på alle menukort.
Til dessert er der ud over ost klostrenes søde sager: byen havde snesevis af klostre, og flere sælger stadig bagværk gennem torno, nonnernes drejeskab i muren.
Ribera del Duero begynder mod syd, omkring Peñafiel og Aranda, med tempranillo – tinta del país – og vine med stor struktur. Det er den internationalt mest kendte af de fire.
Rueda ligger mod sydvest, med verdejo: aromatiske og friske hvidvine, der på tre årtier gik fra ukendte til at stå på alle vinkort i Spanien.
Toro ligger mod vest, i provinsen Zamora, med rødvine af enorm kraft og koncentration. Og Cigales, lige nord for byen, er den mindste og den, der laver egnens klassiske rosévine.
Den koncentration er enestående: fire vigtige oprindelsesbetegnelser omkring én provinshovedstad, som alle kan besøges på en halvdagsudflugt. Peñafiel med sin borg, der rummer et vinmuseum, er den mest komplette tur.
Efter frokosten er det naturligt at gå en tur: Plaza Mayor og dens buegange, Campo Grande med sine påfugle eller turen langs floden ned til flodstranden.
Spadsereturen efter det lange måltid: elleve en halv hektar have med sø, vandfald og påfugle, der går frit rundt mellem egernene.
En sandstrand midt i Kastilien, hundredvis af kilometer fra havet. Den opstod i 1951, og floden tager den hver vinter.
Byen er uden tvivl blandt de bedste. Den nationale konkurrence for pinchos og tapas har været holdt her i årtier og har fået barerne til at konkurrere med teknisk meget forfinede bud. Resultatet er et højt gennemsnitligt niveau og en vis lokal besættelse af nyskabelse.
Midtpunktet er Plaza del Val med sit jernmarked fra 1878 og gaderne rundt om mod Plaza Mayor og Plaza de la Rinconada. Det er en kompakt rute, som du går igennem på fem minutter, og som kan tage en hel aften at udtømme.
Pattelam af churra-racen med beskyttet geografisk betegnelse, stegt i brændefyret ovn i et lerfad med ikke meget andet end vand og salt. Det er det store kastilianske køkken fra asador (restaurant med brændefyret grill), og provinsens asadores er en institution, der er turen værd.
Fire mindre end en time væk: Ribera del Duero mod syd, med tempranillo; Rueda mod sydvest, med verdejo; Toro mod vest, med meget kraftige rødvine; og Cigales lige mod nord, med egnens klassiske rosévine. Det er sandsynligvis den største koncentration omkring en spansk provinshovedstad.
Hvis det skal være rødt, Ribera del Duero eller Toro. Hvis det skal være hvidt, verdejo fra Rueda, der på tre årtier gik fra ukendt til at stå på alle vinkort i Spanien. Og hvis du vil gøre det helt lokale, en rosé fra Cigales, den mindste oprindelsesbetegnelse og den, der ligger tættest på byen.
I høj grad, og den mest komplette tur går til Peñafiel, omkring halvtreds kilometer væk: borgen rummer Provinsens Vinmuseum, og byen har en usædvanlig Plaza del Coso med huse med træbalkoner. Det klares på en halv dag i bil.
Sopa castellana af brød, hvidløg og paprika med pocheret æg; gryderetter med bælgfrugter; kastiliansk fåreost; morcilla, spansk blodpølse, og pølsevarer. Og sæsonens grøntsager, med aspargesene fra Tudela de Duero tæt på. Til dessert klostrenes søde sager, for byen havde snesevis af klostre, og flere sælger stadig bagværk.
Download Viavoy og gå gennem Valladolid offline, når du vil.

Læs videre