Soho i Málaga: vægmalerier, gavlvægge og et teater
Hvordan et kvarter i forfald gjorde sine grimmeste vægge til sin største attraktion. En gåtur på en time mellem CAC, de store internationale vægmalerier og Banderas' teater.
Der er ét fagord, der forklarer hele dette kvarter: medianera, på dansk gavlvæg. Det er den blinde mur uden vinduer, der kommer til syne, når nabobygningen bliver revet ned, og det er det grimmeste, et kvarter i forfald har. Soho var fuldt af dem. I 2013 fik nogen den idé at gøre den skavank til trækplasteret, og i dag er der folk, der krydser byen for at blive fotograferet foran de mure.
Hele ruten tager femogfyrre minutter til fods, den er flad, og du kan ikke fare vild. Gå midt på formiddagen eller midt på eftermiddagen: ved middagstid er mange gavlvægge i modlys, og vægmalerierne kan ikke ses.
Et kvarter mellem Alameda og floden
Lille, tætpakket og altid under ombygning.
Soho fylder et beskedent rektangel mellem Alameda Principal og Guadalmedinas flodleje, ti minutter fra centrum. Det officielle navn er Ensanche Centro – bydelen fra byudvidelsen – men ingen bruger det: den engelsksprogede etiket fik kvarteret af selve byfornyelsesprojektet, og den hang ved.
I årtier var det et gennemgangsområde med lukkede butikker og tomme grunde. Det havde beliggenheden for sig – lige op ad Alameda, havnen og centrum – og imod sig et forfaldent bymiljø uden nogen åbenlys tiltrækning. Forvandlingen begyndte med CAC i 2003 og tog fart ti år senere.
Det er godt at vide på forhånd, at projektet ikke er færdigt. Mellem de gode værker er der stræk, der stadig er triste, halvfærdige facader og en enkelt tom grund. Det er en del af det, du kommer for at se: det er et kvarter under ombygning, ikke en færdig kulisse, og en god del af interessen ligger netop der.
Det gamle engrosmarked for fisk og frugt, åbnet i 1939 og tegnet af Luis Gutiérrez Soto, et af de store navne i spansk rationalisme. Det blev kunstcenter i 2003 og bevarede hallens grundplan og de lange vinduesbånd. Gratis adgang og et program, der skifter meget.
Et kvindeansigt over flere etager signeret af Shepard Fairey, manden bag Obamas HOPE-plakat i 2008. To eller tre flade farver, hårde konturer og art deco-borter, der indrammer figuren: propaganda forklædt som ornament, hvilket netop er motivet.
Briten D*Face efterlod her et af kvarterets største værker i sit sprog af popcomics og mættede farver. At se det lige efter Obeys, et par gader væk, gør det klart, at festivalen hentede navne fra første række i det internationale kredsløb og ikke fyld.
I 2013 fandt kvarteret på en festival ved navn MAUS, en forkortelse for Málaga Arte Urbano Soho, med et helt konkret mål: at male gavlvæggene. Idéen var enkel og en smule dristig – at gøre det gråeste ved området til dets vigtigste argument – og den virkede bedre, end nogen havde ventet.
Der blev hentet kunstnere fra det internationale kredsløb sammen med lokale navne, og det gjorde forskellen i forhold til andre lignende initiativer i Spanien. Det handlede ikke om at pynte vægge: det handlede om, at signaturerne skulle kunne genkendes uden for Málaga, og at kvarteret skulle dukke op, når der blev talt om gadekunst.
Bivirkningen er den sædvanlige, og den bør nævnes: værdistigningen. Det, der begyndte som byfornyelse for beboerne, har bragt højere huslejer, trendy steder og noget af den spænding, der følger med ethvert kvarter, som bliver moderne. Soho har i nogle år forhandlet om den balance.
For den besøgende er resultatet en gåtur på tre kvarter med en tæthed af kunst pr. kvadratmeter, som intet andet område i byen har, og oven i købet gratis.
Teatret, der gav det prestige
På et hjørne af kvarteret ligger det gamle Teatro Alameda, en biograf og teatersal gennem generationer, som var lukket, endnu en stillestående bygning i et område fuldt af dem. Antonio Banderas genåbnede det i 2019 og indviede det ved selv at instruere og danse i »A Chorus Line«, kort før han fyldte tres.
Satsningen var ikke at åbne en sal til udlejning, men at lave egne musicalproduktioner på spansk med fast ensemble og levende orkester, noget, der i Spanien næsten udelukkende var samlet i Madrid. At tage den slags teater ud af hovedstaden var det risikable.
For Soho var virkningen øjeblikkelig. At en Hollywoodstjerne satte sit navn og sine penge her, gjorde mere for gadernes prestige end nogen kampagne: kvarteret holdt op med at være et løfte og blev en adresse.
Du besøger det ved at købe billet til en forestilling, og weekendforestillingerne bliver udsolgt. Hvis det ikke passer med dine datoer, har bygningen et restaurantområde på øverste etage med egen indgang, der fungerer som udsigtspunkt over kvarteret.
Det gamle Teatro Alameda, ombygget med respekt for facaden og scenetårnet og moderniseret indvendig, med plads til omkring tusind tilskuere. Musicalprogram med fast ensemble og lange sæsoner: der er en titel på plakaten næsten hele året. På gaden forstår alle dig, hvis du siger »Banderas' teater«.
Den store alléboulevard, der skiller Soho fra den historiske bykerne, med kæmpemæssige ficustræer på over hundrede år, der giver sammenhængende skygge. Det er det bedste sted at gå ind i og ud af kvarteret, og herfra er der fem minutter til havnen og til calle Larios.
Et lille kvarter klemt inde mellem Alameda Principal og Guadalmedinas flodleje, ti minutter fra centrum. Det officielle navn er Ensanche Centro; navnet Soho fik det af det byfornyelsesprojekt, der begyndte med CAC i 2003 og tog form med gadekunstfestivalen i 2013.
Hvor lang tid tager det at se vægmalerierne?
Femogfyrre minutters gang uden hast dækker de vigtigste værker, og en god time, hvis du også går ind i CAC. Ruten er flad og samlet: det logiske er at begynde ved CAC, der ligger i den ene ende, og gå op mod Alameda, mens du kigger på gavlvægge.
Hvem er Obey, og hvorfor er hans vægmaleri her?
Obey er signaturen for Shepard Fairey, den amerikanske kunstner, der lavede portrættet af Obama i blåt og rødt med ordet HOPE, det uofficielle ikon for kampagnen i 2008. Han kom for at male i 2013 som en del af MAUS-festivalen, der hentede kunstnere fra det internationale kredsløb til at bearbejde kvarterets gavlvægge.
Koster det penge at komme ind i CAC?
Nej, adgangen er gratis, noget usædvanligt i en by, der er blevet fyldt med museer, der koster penge. Det gør det muligt at gå ind i tyve minutter, se en enkelt sal og gå igen. Det er lukket om mandagen og har andre åbningstider om sommeren, og det er en god idé at tjekke programmet først, for udstillingerne skifter ofte.
Kan man se Teatro del Soho indvendig?
Ikke om formiddagen, som om det var et monument: det er et teater i drift, og vejen ind er at købe billet til en forestilling. Sæsonerne er lange, og der er som regel en titel på plakaten næsten hele året. Uden forestilling er restaurantområdet på øverste etage alligevel åbent for offentligheden.
Er det et sikkert kvarter?
Ja, det er et centralt og befærdet område, især i de timer, hvor folk går rundt og ser vægmalerier. Som i ethvert kvarter i forandring er der stræk, der er mere triste end andre, og en enkelt tom grund, men den sædvanlige rute går ad gader med liv, butikker og udeserveringer.
Praktisk information
HvorMellem Alameda Principal og Guadalmedinas flodleje, 10 minutter fra calle Larios.
VarighedFemogfyrre minutter til vægmalerierne; en god time med CAC.
BilletterCAC er gratis. Vægmalerierne står på gaden. Teatret kun med billet til en forestilling.
Bedste tidspunkt på dagenMidt på formiddagen eller midt på eftermiddagen. Ved middagstid er gavlvæggene i modlys.
Sådan kommer du dertilTil fods fra centrum. Det er helt fladt.
Pas påEt kvarter i forandring: mellem de gode værker er der stræk, der stadig er triste.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Málaga og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Málaga offline, når du vil.