En stor glaskuppel, der hvælver sig over bassinerne og palmerne i Jardín del Turia, som et drivhus, der dyrker musik i stedet for planter. Palau de la Música blev indviet i 1987 og rummer en symfonisal med et orgel på over fire tusind piber. Men dens særkende er ikke akustikken: det er, at den ligger inde i en park, i lejet af en omlagt flod, omgivet af vand og af folk på cykel.
En koncertsal inde i en flod
For at forstå, hvorfor den ligger her, må du forstå Turia. Oversvømmelsen i 1957 satte Valencia under vand og kostede snesevis af menneskeliv; løsningen var at lede floden syd om byen og lade det gamle leje stå tomt. Den oprindelige plan fra tresserne var at gøre det til en bymotorvej.
Byen mobiliserede sig imod det med sloganet »el llit del Túria és nostre i el volem verd« – Turias flodleje er vores, og vi vil have det grønt – og vandt. Flodlejet blev forvandlet til en lineær park på ni kilometer, der krydser hele Valencia, en af Europas længste byparker.
Palau de la Música fra 1987 var et af de første store byggerier i den park, og den blev tegnet af José María García de Paredes, en arkitekt specialiseret i koncertsale: han stod også bag Nationalauditoriet i Madrid og Manuel de Falla-auditoriet i Granada. En mand, der brugte livet på at tegne rum til at lytte i.
Lyset, der kastes tilbage fra vandet
Bassinerne omkring bygningen er ikke pynt. Kuplens glas blev tegnet, så lyset skulle kastes tilbage fra vandet og stige op til loftet i foyeren, så der inde dirrer et vandspejl dagen igennem. Det er et nik til floden, der ikke længere løber her, og det virker.
Hovedsalen, Sala Iturbi, har omkring et tusind syv hundrede pladser og er det faste hjem for Orquesta de Valencia. Dens orgel, installeret i 1990, har over fire tusind piber og er et af de største i Spanien.
En ærlig bemærkning om dens tilstand: bygningen har haft alvorlige vedligeholdelsesproblemer, med utætheder, der tvang den til at lukke i lange perioder og til at få taget renoveret. Tjek programmet, og om der er åbent, på forhånd, hvis din plan er at gå til koncert.
Gå ikke glip af
Vandets spejling i loftet
Kuplen er beregnet, så lyset kastes tilbage fra bassinerne og stiger op til foyeren. En flod, der ikke længere løber her.
Flodlejet, der ikke blev motorvej
»El llit del Túria és nostre i el volem verd«: byen vandt kampen, og i dag er der ni kilometer have.
Fire tusind piber
Orglet i Sala Iturbi, installeret i 1990, er et af de største i Spanien.
García de Paredes
Han tegnede også Nationalauditoriet i Madrid. Han brugte livet på at bygge sale til at lytte i.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
Den ligger på den midterste strækning af Jardín del Turia, mellem den gamle bydel og Ciudad de las Artes. Hvis du tager turen gennem parken til fods eller på cykel – som er den bedste plan i Valencia og gratis –, kommer du forbi den uden at lede efter den.
Mod øst, tyve minutter ad flodlejet, ligger Palau de les Arts og resten af Ciudad de las Artes; mod vest ligger Gulliver-parken ti minutter væk og Torres de Serranos femogtyve.
Selve parken er attraktionen: ni kilometer sammenhængende have med fodboldbaner, atletikbaner, temahaver, bassiner og cykelsti, krydset af atten historiske broer, der engang gik over vand. At leje en cykel og køre hele vejen igennem er det bedste, du kan gøre i denne by for ti euro.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvem tegnede dette glaspalads?
Det blev signeret af José María García de Paredes, en arkitekt, der brugte halvdelen af sit liv på at tegne sale til at lytte til musik: han stod også bag Nationalauditoriet i Madrid og Manuel de Falla-auditoriet i Granada. Han havde et meget fint øre for akustik, og her ville han have lyden og lyset til at komme ind sammen. Derfor, når du går forbi ved solnedgang, så tænk på, at hver kurve i glasset er tænkt, for at musikken kan ånde. En fyr, der vidste, hvordan man bygger god stilhed.
