En diskret facade i en kedelig gade i Velluters-kvarteret, og bagved huset for det laug, der gjorde Valencia rig. Her regerede silkevævermestrene i århundreder, i det kvarter, hvor vævestolene stod – velluter betyder fløjlsvæver –, og her opbevares arkivet, keramikgulvet fra 1700-tallet og vævestolene. Al den rigdom, der blev handlet i Lonja, blev fremstillet, tråd for tråd, i disse gader.
Et laug med rang af kollegium
Bygningen er fra 1400-tallet og var sæde for lauget af velluters, fløjlsvæverne, som i 1686 fik rang af Kollegium for den Højere Silkekunst. »Højere kunst« adskilte mestrene i de fineste og mest komplekse silkestoffer fra det ringere arbejde; »kollegium« var en næsten universitetsagtig rang med ret til at eksaminere og udstede titler.
I sin storhedstid, mellem 1400- og 1700-tallet, havde Valencia tusindvis af vævestole i drift, og byens silke klædte konger og altre i halvdelen af Europa. Byen vævede ikke bare: den dyrkede morbærtræet, opdrættede silkeormen og spandt tråden – den kontrollerede altså hele kæden.
Enden kom fra to sider på én gang. Midt i 1800-tallet hærgede en epidemi ved navn pébrine silkeormene i hele Europa – den var så alvorlig, at Louis Pasteur selv undersøgte den –, og samtidig gjorde industrialiseringen af tekstilproduktionen den håndbetjente vævestol urentabel. I løbet af få årtier slukkedes et håndværk, der var fem århundreder gammelt.
Det, du ser indenfor
Det, der overrasker alle, er gulvet. Berømmelsens Sal på beletagen er belagt med valencianske kakler fra 1700-tallet, der forestiller allegorien over berømmelsen, og den er bemærkelsesværdigt godt bevaret. Man går hen over den på en beskyttelsesplade: det er bogstaveligt talt et maleri på gulvet.
I vævesalene står komplette vævemaskiner, blandt andet en fløjlsvæv i drift, og hulkortene fra Jacquard-systemet: de gennemhullede papstrimler, der programmerede stoffets mønster. Det er den direkte forfader til computerprogrammering, og det er ret morsomt at se det i dets oprindelige sammenhæng.
Museet opbevarer desuden laugets arkiv – eksamensbøger, vedtægter, mønsterbøger – og en samling tekstiler. Besøget er kort, en god time, og hører til de bedst forklarede i Valencia.
Gå ikke glip af
Gulvet i Berømmelsens Sal
Valencianske kakler fra 1700-tallet med en hel allegori. Et maleri, man går hen over.
Jacquard-hulkortene
Gennemhullede kort, der programmerede stoffets mønster: softwarens direkte forfader.
Pébrine
Epidemien, der dræbte Europas silkeorme. Pasteur undersøgte den, og den gjorde det af med håndværket.
Velluters
Kvarteret er opkaldt efter velluters, fløjlsvæverne. Navnet er håndværket.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
Museet ligger i Velluters, vævernes kvarter, ti minutter fra Lonja og Mercado Central. Det er en mindre turistet del af den gamle bydel, ujævnt restaureret, og netop derfor er turen værd.
Den kombination, der giver det hele mening, er at tage de to bygninger samme dag: her blev silken fremstillet, og dér blev den handlet. Lonja uden dette museum er en smuk bygning; med det forstår du, hvor de penge kom fra, der rejste den.
Og en note til kalenderen: ved Ofrenda (ofringen) under Fallas bærer falleras silkedragter vævet efter de samme mønstre, og nogle valencianske vævestole fremstiller dem stadig. Håndværket er ikke helt dødt: det overlever takket være festen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor »Colegio« og »Arte Mayor«?
Fordi det ikke var et hvilket som helst laug. »Arte Mayor« adskilte mestervæverne af de fineste og mest komplicerede silkestoffer, fagets elite, fra de mindre arbejder. Og »Colegio« er den rang, som kong Karl den Anden gav det i 1686, da han ved kongeligt privilegium ophøjede det til en korporation med egne love og egen stolthed. Kort sagt: dette var huset for de bedste i faget, og de ville have, at man kunne mærke det, så snart man trådte ind ad døren.
Hvad gjorde i virkeligheden det af med den valencianske silke?
Den plage havde et navn: pébrine, en sygdom, der angreb selve silkeormene. Og læg mærke til forbindelsen: den var så alvorlig for hele Europa, at ingen ringere end Louis Pasteur, ham med vaccinerne, brugte år på at studere den for at redde den franske silkeavl. I Valencia gav en bitte lille mikrobe nådestødet til århundreders vævestole, der havde klædt konger. Nogle gange er det ikke hærene, der ændrer historien, men et kræ, man ikke kan se med det blotte øje.
