En hvid facade med søjlegang, præg af et klassisk tempel og Middelhavet lige foran. Balneario de Las Arenas åbnede i 1898, da havbade nærmest var noget, lægen ordinerede, og det fine valencianske selskab kom med sporvogn for at tage badene, spadsere under søjlegangene og blive set. I dag er det et luksushotel, men facaden og gestussen er bevaret intakt: her begyndte sommerferien, og her sluttede fiskerkvarteret.
Da badning var medicin
I slutningen af 1800-tallet blev havbade ordineret for deres formodede helbredende virkning, og hele den spanske kyst fyldtes med badepavilloner med læge, badehuse og faste badetider. Man tog ikke på stranden for at more sig: man tog derhen for at tage badene, og der var en protokol.
Mænd og kvinder badede hver for sig, i hver sit område, dækket næsten fra top til tå af meget lange badedragter, og der fandtes badevogne på hjul, som blev kørt ud i vandet, så damerne kunne gå i uden at blive set. Tidens blufærdighed gjorde stranden til et temmelig indviklet stykke social ingeniørkunst.
Den oprindelige badepavillon fra 1898 var en del mere beskeden end det, du ser i dag. Den store søjlefacade er fra omkring 1917, tegnet af arkitekten Francisco Mora, og hører allerede til en anden tid: sommerferien som etableret borgerlig fritid og som tegn på status.
Grænsen mellem to verdener
Bygningen markerer en social grænse, som du kan gå. På den ene side lå Cabanyal, fiskerkvarteret med sine lave huse med kakler og sine hytter; på den anden begyndte borgerskabets sommerkvarter med villaer, restauranter og strandpromenade.
De to verdener delte det samme sand uden helt at blande sig. Bæltet af villaer og badepavilloner opstod i slutningen af 1800-tallet med sporvognen, der bragte stranden en halv time fra centrum og for første gang skabte den moderne idé om at tage til havet for fornøjelsens skyld.
Og der er endnu et lag, som er værd at kende: under Den Spanske Borgerkrig blev området bombet på grund af nærheden til havnen, og havnefronten forandrede sig meget i efterkrigstiden. Badepavillonen fungerede som sådan til langt ind i 1900-tallet og lå derefter i forfald i årtier, før den blev omdannet til hotel.
Gå ikke glip af
Søjlegangen fra 1917
Den oprindelige badepavillon fra 1898 var beskeden. Den store klassiske facade er Francisco Moras, tyve år senere.
Badning efter protokol
Mænd og kvinder hver for sig, badedragter til anklerne og badevogne på hjul, så damerne kunne gå i vandet uden at blive set.
Den sociale grænse
På den ene side fiskerkvarteret, på den anden sommervillaerne. De delte sand uden at blande sig.
Sporvognen forandrede stranden
Den bragte havet en halv time fra centrum og opfandt den moderne idé om at tage på stranden for fornøjelsens skyld.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
Det ligger ved begyndelsen af strandpromenaden, mellem Cabanyal og Malvarrosa-stranden. Det er stedet, hvor kvarteret slutter og stranden begynder, og derfor fungerer det godt som turens hængsel.
Indenfor er det et hotel, som ikke kan besøges, men haverne og indgangspartiet kan ses fra gaden, og facaden er et stop værd. Fem minutter er nok.
Den plan, der giver hele området mening, er at gå det til fods fra syd mod nord: Cabanyal med kakkelhusene, badepavillonen, Malvarrosa og til sidst Blasco Ibáñez' Hus, hvor forfatteren gjorde alt dette til litteratur. Det er fyrre minutters gåtur på flad vej med havet hele tiden på højre hånd.
Ofte stillede spørgsmål
Er denne højtidelige bygning den oprindelige fra 1898?
Ikke helt, og det er den detalje, som kun få kender. Badeanstalten åbnede i 1898, ja, men den var mere beskeden. Den store søjlefacade, du kigger på, kom senere, omkring 1917, tegnet af arkitekten Francisco Mora. Det, du ser, er altså i virkeligheden version nummer to, luksusudgaven, fra da stedet allerede var blevet moderne, og man skulle leve op til det. Ambitionerne voksede med kundekredsen.
Og hvordan badede folk så her dengang?
Med en bluferdighed, som vi i dag ville trække på smilebåndet af. Mænd og kvinder badede hver for sig, i forskellige områder, og gik i vandet tildækket næsten fra top til tå i meget lange dragter. Der var endda omklædningsskure, så ingen kunne se en klæde om. Ingen solbadning: et par minutter i bølgerne, på bestemte tidspunkter, og så tilbage i skyggen. En helt anden måde at forstå havet på, ikke?
