Bredt, gyldent sand, det åbne Middelhav og en meget lang strandpromenade, der strækker sig mod nord. Malvarrosa er Valencias store bystrand og også det sted, hvor halvdelen af Spanien tror, at paellaen blev født. Sådan er det ikke, og det er værd at få på det rene: paellaen blev født inde i landet, i grøntsagsmarkerne og ved Albufera, og det, der skete her ved havet, var, at den tog søndagstøjet på og blev til restaurantmad.
Hvor paellaen egentlig kommer fra
Paella er en ret fra landarbejderne, ikke fra fiskerne. Den blev født i grøntsagsmarkerne og omkring Albufera, den store rismark syd for byen, hvor daglejerne ved middagstid lavede mad af det, de havde ved hånden: ris, kylling, kanin, grønne bønner og garrofó – den brede, hvide bønne –, alt sammen i en flad pande over brænde af appelsintræ.
Ordet betyder heller ikke det, man tror: »paella« er det valencianske navn på den brede pande med to hanke, og det kommer af latin »patella«, et kogekar. Når du bestiller en paella, bestiller du bogstaveligt talt en pande. Retten hedder strengt taget ris.
Paella med skaldyr, den som næsten alle forbinder med stranden, er en senere variant fra kysten. Og den risret, du skal kigge efter her, er ingen af dem: det er arròs a banda, retten fra Cabanyal, kogt i fiskefond og serveret uden den, med fisken ved siden af. Den hører virkelig hjemme i fiskerkvarteret.
Kvarteret bag sandet
Bag stranden ligger Cabanyal, et af de mest særprægede kvarterer i Spanien: et net af lave huse fra begyndelsen af 1900-tallet med facader dækket af farvede kakler, en direkte arv fra fiskernes gamle hyttelandsbyer.
Kvarteret var i årtier truet af en byplan, der ville forlænge en avenue tværs igennem det og rive hundredvis af huse ned. Beboernes kamp, som varede mere end tyve år, fik standset projektet i 2015, og i dag er Cabanyal midt i en omfattende renovering, med det pres fra gentrificeringen, som det fører med sig.
At gå gennem gaderne – Progrés, Reina, Barraca – og se på kakelfacaderne er lige så interessant som stranden og en hel del mere særpræget. Det er desuden her, man spiser områdets bedste ris, i familiedrevne spisesteder, der har haft åbent i generationer.
Gå ikke glip af
Paella er ikke en strandret
Den blev født i grøntsagsmarkerne og ved Albufera, med kylling, kanin og garrofó. Den med skaldyr kom senere.
»Paella« er panden
Af latin »patella«. Retten hedder strengt taget ris. Her bestiller man den efter kogekarret.
Kakelfacaderne i Cabanyal
Lave huse fra begyndelsen af 1900-tallet, en arv fra hytterne. Et kvarter, der blev reddet fra nedrivning i 2015.
Arròs a banda
Fiskerkvarterets risret, kogt i fiskefond og med fisken serveret ved siden af. Den hører virkelig hjemme her.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
Stranden ligger for enden af ruten langs havet, efter Balneario de Las Arenas, og slutter nær Blasco Ibáñez' Hus, hvor forfatteren byggede sig en villa for at se netop disse bølger.
Du kommer hertil fra centrum med sporvogn eller metro på omkring tyve minutter eller på cykel gennem Jardín del Turia og ad strandpromenaden. Stranden er bred og har alle faciliteter, og vandet er, som man kan forvente af en bystrand ved siden af en stor havn.
En bemærkning om tider, som betyder noget i Valencia: vil du spise ris, skal du reservere, og du skal gøre det ved middagstid. Næsten ingen seriøs riskok laver paella om aftenen, og mange kræver, at den bestilles i forvejen, fordi den laves på stedet og tager tid. Hvis din plan er at spise paella til aftensmad med udsigt over havet, ender du sandsynligvis med at spise noget, der er en hel del dårligere, end du havde regnet med.
Ofte stillede spørgsmål
Ved du, hvad ordet »paella« betyder?
Det er ikke retten, det er panden. »Paella« er det valencianske navn på den brede pande med to hanke, og det kommer af latin »patella«, et kogekar. Så når du bestiller en paella, nævner du i virkeligheden gryden, ikke opskriften. Det, der koges i den, er »ris«; beholderen er paellaen. Forvirrende for en udefra, men for en valencianer er det nærmest helligt: her laves risen i paellaen, og ikke omvendt.
Hvad er det bedste ved en god paella?
Socarrat, uden nogen tvivl. Det er det lag ris, der hænger fast og ristes i bunden af panden, sprødt, nærmest karamelliseret, med al smagen koncentreret. En god riskok går efter det med vilje og skruer op for varmen til sidst, lige indtil det sætter sig fast uden at brænde på. Vi, der ved besked, skraber bunden med skeen efter den skat, når næsten alle andre er færdige. Hvis du en dag får serveret en paella uden socarrat, er der gået noget galt.
Og er der en »rigtig« måde at spise den på?
For puristerne, ja. En rigtig paella spises fra midten og udad, hver bordgæst sin trekant, direkte fra panden og, hvis du presser mig, med en træske, der hverken bliver varm eller smager af metal. Og en anden gylden regel: det er frokostmad, aldrig aftensmad; en paella om aftenen er for en valencianer nærmest kætteri. Vores små skikke, ser du, men risen er her ikke bare mad, den er en måde at mødes på.
