Femoghalvfjerds meter høj og formet som en krigerhjelm, eller som skjoldet på et havdyr, der havde besluttet at blive på land. Palau de les Arts Reina Sofía er Valencias opera, blev indviet i 2005 og er den højeste bygning i Ciudad de las Artes y las Ciencias. Den er tegnet af valencianeren Santiago Calatrava, og over den svæver en metalplade på over to hundrede meter, der kun holdes fast i enderne.
Calatrava, ingeniør og arkitekt
Santiago Calatrava blev født i Valencia i 1951 og er både arkitekt og bygningsingeniør, en dobbelt uddannelse, der forklarer hans bygninger: konstruktioner drevet til det yderste, former, der ser ud til at være lige ved at bevæge sig, og et ordforråd hentet fra anatomien – ribben, ryghvirvler, vinger.
Ciudad de las Artes blev bygget over to årtier på den sidste strækning af Turias gamle flodleje og forvandlede Valencias internationale image. Palau de les Arts var et af de sidste elementer og det mest ambitiøse: fire sale, hovedsalen til opera med omkring et tusind fire hundrede pladser.
Den store metalfjer, der kroner bygningen, den buede plade på over to hundrede meter, der kun hviler på to punkter, er anlæggets signatur. Den har ingen funktion for scenen: den beskytter konstruktionen og giver den den genkendelige silhuet, der optræder på alle fotos.
Trencadís, der faldt af
En god del af bygningens hud er beklædt med trencadís, mosaik af hvide keramikskår, som en hyldest til den middelhavstradition, Gaudí gjorde populær. Og dér begyndte problemet: fra 2013 begyndte stykker af mosaikken at falde af, og bygningen måtte afstives og spærres af.
Der blev rejst en retssag mellem Generalitat Valenciana og arkitekten om ansvaret for skaderne, med domme og ankesager, der trak ud i årevis, og den fulde reparation kostede flere millioner euro. Det var en af de mest omdiskuterede episoder i nyere spansk byplanlægning.
Det er værd at nævne, fordi det er en del af bygningens historie, og fordi det forklarer den valencianske debat om anlægget: Ciudad de las Artes er på én gang den operation, der satte Valencia på arkitekturens verdenskort, og et symbol på de års budgetoverskridelser. Begge dele er sande på samme tid.
Gå ikke glip af
Fjeren på to hundrede meter
En buet plade, der kun hviler på enderne. Den har ingen funktion for scenen: den giver silhuetten.
Trencadís, der skallede af
Fra 2013, med retssag mellem Generalitat og arkitekten og millioner af euro i reparationer.
Femoghalvfjerds meter
Anlæggets højeste bygning og nordporten til hele Ciudad de las Artes.
På cykel
Femogtyve minutter fra centrum ad Turias flodleje. Det er den rigtige måde at dukke op her på.
Sådan passer det ind i dit besøg i Valencia
Den er nordporten til Ciudad de las Artes y las Ciencias, anlægget, der fylder den sidste strækning af Jardín del Turia sammen med Hemisfèric, Museu de les Ciències, Ágora, Umbracle og L'Oceanogràfic.
Interiøret kan ses med en forestillingsbillet eller på lejlighedsvise rundvisninger, så mange besøgende ser den kun udefra. Det gør ikke noget: anlægget er tænkt til at blive oplevet udefra, mellem vandflader og gangbroer, og spillet af spejlinger fra de hvide bygninger i vandet er halvdelen af oplevelsen.
Tag derhen ved solnedgang eller efter mørkets frembrud. Med belysningen tændt og spejlingen i bassinerne får anlægget en anden skala, og desuden kaster den hvide beton ved middagstid om sommeren et genskin, der gør besøget temmelig ubehageligt. Kom på cykel ad Jardín del Turia fra centrum: det tager femogtyve minutter, og der er ingen bedre måde at dukke op her på.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem er den Calatrava, som alle taler om?
Santiago Calatrava, og han er herfra, født i Valencia i 1951. Han er både arkitekt og ingeniør, et dobbelt hoved, der gør ham i stand til at lave bygninger, der ser ud til at være lige ved at lette. Han begyndte at studere i byen og tog doktorgraden i Zürich, og i dag har han værker i halvdelen af verden: hans er for eksempel den store hvide station formet som en fugl ved World Trade Center i New York. Men det var her, i hans egen by, at han for alvor slap tøjlerne. Det her er hans hjem, og det kan mærkes.
Faldt der ikke hvide stykker af denne bygning?
God hukommelse. Omkring 2013 begyndte stykker af den mosaik, der dækker Palau, at løsne sig, og det blev til et ordentligt postyr: Generalitat og Calatrava i retten om, hvem der havde skylden, designet eller vedligeholdelsen. Den måtte dækkes til og repareres med omhu. Det er prisen for at vove sig ud i noget så nyt: nogle gange slår genialiteten også revner. Se på den nu, sat sammen igen, og du vil se, at den holder fint.
