Luk øjnene et øjeblik på Plaza de Lavapiés, og lyt: her er der ikke kun ét sprog. Du hører bengali fra drengene, der spiller improviseret cricket, wolof fra to naboer, der hilser på hinanden, og den syngende spanske tone hos en bedstemor med sin indkøbsvogn. Du står i hjertet af Madrids mest mangfoldige kvarter, hvor beboere fra over firs nationaliteter bor side om side på nogle få karréer, og på det punkt, hvorfra hele kvarteret breder sig som en vifte ned ad bakke mod floden.
De nyankomnes kvarter
I århundreder var dette byens grænse: stedet, hvor de boede, der ikke kunne være inden for bymurene. Håndværkere, syersker, folk på gennemrejse. Og det er det stadig, bare kommer de, »der ikke kan være andre steder«, nu fra Dakar, Dhaka, Quito eller Shanghai. Det bangladeshiske samfund er et af de mest synlige – et af de største i Spanien – og det kan ses i telefonbutikkerne, i butikkerne med stoffer og sarier, i karryrestauranterne og i frugtboderne, der har åbent til sent.
Om navnets oprindelse kan man diskutere. Den mest saftige legende – Lavapiés betyder ordret »vask fødderne« – fortæller, at det middelalderlige jødiske kvarter lå her, og at jøderne vaskede deres fødder i et springvand på denne plads, før de gik ind i synagogen. Det er nok ikke andet end det, en smuk legende, men billedet bliver hængende: vand, fødder, grænse. De nyankomnes kvarter.
Der er en anden smuk historie knyttet til det jødiske kvarter. Man siger, at jøder, der konverterede til kristendommen, ofte valgte navnet Manuel ved dåben for at vise deres nye tro; deres børn og børnebørn begyndte man at kalde »manolos« og »manolas«, og sådan skulle arketypen på den kæphøje ægte madrilener med nelliken og den frække attitude være opstået, ham, du ser til enhver gadefest i Madrid. Fra Lavapiés til selve øgenavnet for byens traditionelle sjæl.
Hvad du skal kigge efter på pladsen
For det første jorden: du vil lægge mærke til, at pladsen skråner, fordi hele kvarteret falder ned mod floden, og derfor ser alle dets gader ud, som om de løber nedad. Den konstante hældning er Lavapiés' kendetegn og det, der gør, at en gåtur her altid er forskellig alt efter retningen.
For det andet en pudsig byplandetalje: mange af bænkene vender mod arkadegangene, ikke mod midten. Her foregår livet i kanterne, på terrasserne, i døråbningerne. Bliv siddende et stykke tid, så fortæller kvarteret sig selv.
Og for det tredje Teatro Valle-Inclán, den røde murstensklods, der troner over pladsen med noget af en kulturel fæstning over sig. Det bærer navn efter don Ramón, forfatteren, der opfandt esperpento – en måde at se Spanien på som i et forvrængende tivolispejl – og det passer perfekt ind i et kvarter, der altid har haft noget af gadeteater over sig. Under byggeriet dukkede der rester op af en gammel kirkegård og af huse fra Habsburgernes Madrid: du går bogstaveligt talt på flere byer lagt oven på hinanden. I dag byder teatret på samtidsteater, ofte på flere sprog.
Kvarteret har været scene i århundreder. Allerede i 1700-tallet fyldte dramatikeren Ramón de la Cruz sine enaktersfarcer med manolos, majas og chisperos fra netop disse gader og skildrede deres slagsmål, deres jalousi og deres fester. Så kom zarzuela-forestillingerne, og de blev ved med at se hertil.
Gå ikke glip af
Teatro Valle-Inclán
Samtidsteater, ofte på flere sprog, oven på resterne af en gammel kirkegård og af Habsburgernes Madrid.
Over 80 nationaliteter
I én enkelt opgang kan en senegalesisk familie, en pensioneret madrilener og et par fra Bangladesh bo side om side.
Corralas
Lejehuse omkring en gård med løbende svalegange; den i Mesón de Paredes er fredet som monument.
Gadekunsten i Embajadores
Kæmpemæssige vægmalerier, der skifter hvert år, på færdselsåren, der går ned mod syd.
Sådan passer det ind i din gåtur i Lavapiés
Pladsen er kvarterets præcise midtpunkt og det bedste udgangspunkt. Går du opad, når du på fem minutter til Calle de Argumosa, gaden med terrasserne i skyggen, og til Cine Doré, hvor Filmoteca Española holder til. Går du nedad, når du på fem minutter til Mercado de San Fernando og videre til La Tabacalera og La Casa Encendida, allerede ved den sydlige grænse.
Undervejs skal du ikke gå glip af to ting. Den ene er corralas: bygninger med en central gård og løbende svalegange, hvor alle lejlighedernes døre vender ud mod en fælles altan. Den mest berømte, i Mesón de Paredes, er fredet som monument og ses i dag så tydeligt, fordi husene ved siden af blev revet ned, så dens indvendige facade står frit som en åben scene. Disse gårde inspirerede så populære zarzuelaer som »La Revoltosa«. Den anden er gadekunsten i calle de Embajadores, en akse af kæmpemæssige vægmalerier, der skifter fra år til år.
Viavoys rute »Det multikulturelle Lavapiés« kommer forbi denne plads og gennem hele kvarteret med en lokal guide, der fortæller, mens du går, uden gruppe, uden faste tider og uden forbindelse. Det er en gåtur ned ad bakke på lidt over en time, som kan strækkes ud over en hel eftermiddag.
Ofte stillede spørgsmål
Har dette kvarter inspireret teaterstykker?
Masser. Allerede i syttenhundredetallet fyldte dramatikeren Ramón de la Cruz sine sainetes, de korte, folkelige komedier, med manolos, majas og chisperos fra netop disse gader. Han skildrede deres slagsmål, deres jalousi og deres fester med et vældigt vid. Siden kom zarzuelaerne, der også blev ved med at kigge herhen. Så denne plads har i århundreder helt på egen hånd været en scene: det jævne Madrid, der fortæller om sig selv.
