Mellem Palacio Real og Teatro Real åbner en stor halvcirkel af haver sig, og den er uden diskussion Madrids mest fornemme plads. Klippede hække, statuer af vestgotiske konger i øjenhøjde og i midten en Filip IV til hest, der gemmer på et fysikproblem, som – efter traditionen – blev løst af ingen ringere end Galilei. Det er byens bedste sted til at forstå, hvad det ville sige at være hof, og tidligt om morgenen er den næsten tom.
Pladsen, som en udenlandsk konge åbnede
Hvor mærkeligt det end lyder, kan vi takke Napoleons bror for denne plads. Joseph Bonaparte, der regerede her i nogle få år, var så ivrig efter at rive hele karréer af huse og klostre ned for at give byen luft og åbne pladser, at han fik et spottende øgenavn: »el Rey Plazuelas«, Småpladskongen. Denne halvcirkel opstod af hans nedrivninger. Pudsigt, at et af Madrids mest kongelige hjørner blev påbegyndt af en udenlandsk og påtvunget konge.
Arbejdet trak ud gennem en stor del af 1800-tallet, og pladsen blev først gjort færdig under Isabella II med det haveanlæg, den stadig har i dag. Den seneste store ombygning, i slutningen af 1900-tallet, lagde trafikken ned under pladsen og gav hele overfladen tilbage til de gående: det var et af de mest roste byindgreb i det moderne Madrid.
Statuerne rundt om haverne forestiller de vestgotiske konger og de første monarker i Spaniens kongeriger, hugget i hvidlig sten i 1700-tallet. De var tænkt til at krone gesimsen på Palacio Real, deroppe, men enten vejede de for meget, eller også – efter den mest saftige legende – drømte en dronning, at et jordskælv fik dem til at falde ned i hovedet på hende, og lod dem tage ned. Derfor har du dem i dag i øjenhøjde og kan gå rundt imellem dem.
Hesten, der står på to ben
Den store rytterstatue i bronze i midten er Filip IV, kongen, der havde Velázquez som hofmaler. Den blev støbt i 1600-tallet af italieneren Pietro Tacca efter en model, som Giambologna havde påbegyndt, og den var verdens første rytterstatue, der kun hviler på hestens to bagben.
At få den til ikke at vælte var et betydeligt fysikproblem. Man siger, at man bad ingen ringere end Galileo Galilei om hjælp, og at han rådede til at gøre den bageste tredjedel massiv og den forreste hul for at fordele vægten. En barokskulptur løst med et italiensk genis kneb.
Og der er en anden smuk detalje: Tacca så aldrig kongen i virkeligheden. Han arbejdede fra sit værksted i Firenze ud fra et portræt, som man sendte ham fra Madrid, malet af Velázquez. Det vil sige, at maleriets geni gav ham ansigtet, minen og holdningen, og at Tacca overførte dem til bronze uden nogensinde at have haft modellen foran sig. Et portræt rejste gennem det halve Europa for at blive til denne hest.
Rundt om fuldender Cabo Noval- og Lepanto-haverne anlægget, og fra den vestlige balustrade ser du Palacio Reals østfacade i hele dens længde: det er den bedste udsigt over slottet og den, der er på næsten alle billeder.
Gå ikke glip af
Pietro Taccas Filip IV
Verdens første rytterstatue, der kun hviler på bagbenene, med Galilei inde i historien.
De vestgotiske konger i jordhøjde
Statuer tænkt til slottets gesims, der endte i øjenhøjde, på grund af vægten eller et kongeligt mareridt.
Den vestlige balustrade
Den bedste udsigt over Palacio Reals østfacade og den, der er på næsten alle billeder.
Sabatini-haverne
To minutter væk ved slottets nordfacade: gratis og spektakulære i solnedgangen.
Sådan passer det ind i dit besøg i Madrid
Pladsen er mødestedet for tre store besøg. Mod vest Palacio Real og Catedral de la Almudena; mod øst Teatro Real og plaza de Isabel II, hvor resterne af springvandet Caños del Peral fra 1600-tallet er bevaret synlige under metroen; og mod nord Sabatini-haverne, gratis og perfekte i solnedgangen.
Herfra når du ved at gå mod øst ad calle Arenal på ti minutter til Puerta del Sol, og går du ned mod syd, kommer du til Plaza Mayor og Mercado de San Miguel gennem hjertet af Habsburgernes Madrid. Ti minutter mod sydvest ligger også Plaza de Ramales, hvor Velázquez blev begravet, og hvor hans grav stadig ikke er fundet.
Det bedste tidspunkt at se den på er tidligt om morgenen, når haverne er tomme, og lyset falder fuldt på slottets facade, eller ved mørkets frembrud, når belysningen er tændt. Viavoys rute »Historisk og kongelig Madrid« kommer forbi her og fortæller historien om statuerne, om hesten og om kongen, som Velázquez portrætterede.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem anlagde denne store plads?
Selv om det lyder underligt, skylder vi den Napoleons bror. Joseph Bonaparte, der regerede her i nogle få år, havde sådan en trang til at rive karréer af huse og klostre ned for at give byen luft og åbne pladser, at han fik et spottende øgenavn: »el Rey Plazuelas«, Småpladskongen. Denne elegante halvcirkel opstod af hans nedrivninger. Pudsigt, ikke?, at et af Madrids mest kongelige hjørner blev påbegyndt af en udenlandsk og påtvunget konge.
Hvordan fik man Filip IV så livagtig?
Det er det smukke. Billedhuggeren, italieneren Pietro Tacca, så aldrig kongen i virkeligheden: han arbejdede fra sit værksted i Firenze ud fra et portræt, man sendte ham fra Madrid, malet af ingen ringere end Velázquez. Malerkunstens geni gav ham altså ansigtet, minen og holdningen, og Tacca overførte dem til bronze uden nogensinde at have haft modellen foran sig. Et portræt rejste gennem halvdelen af Europa for at blive til denne hest.
