En enorm bronze, der ser ud, som om den er lige ved at sætte i galop: ikke en konge på en trone, men en kriger, der stormer frem til angreb, med kappe og skæg i vinden og sværdet løftet over Babieca. Og han ser ikke ned i jorden: han ser frem, mod den horisont, han red ud i som landsforvist.
Rodrigo Díaz, en mand fra Burgos til det sidste
Han blev født tæt på, i landsbyen Vivar, engang i 1040'erne, og døde i Valencia i 1099, langt hjemmefra. Statuen blev skabt af Juan Cristóbal i 1955, og valget af øjeblikket er ingen tilfældighed: krigeren i bevægelse, ikke herren i hvile.
Tilnavnet har en uventet oprindelse: »Cid« er ikke kastiliansk, det kommer af det arabiske sīdī, »min herre«. Han gjorde sig fortjent til det, for efter forvisningen tjente han i årevis som militær leder for den muslimske konge af Zaragoza, og selv hans fjender respekterede ham.
»Campeador«, det andet tilnavn, er latin: campi doctor, »han, der sejrer på slagmarken«. To tilnavne, et arabisk og et latinsk, for den mest kastilianske skikkelse i Spaniens historie. Det siger en hel del om, hvad Den Iberiske Halvø i 1000-tallet i virkeligheden var.
Og det, der ikke altid bliver fortalt, er, hvordan det endte: i 1094 erobrede han Valencia efter en meget hård belejring og regerede byen som uafhængig herre, hverken under Kastilien eller under muslimerne. Han holdt den i fem år, til sin død. Han var faktisk næsten en konge.
En helt, som byen gør krav på helt og holdent
Burgos har omhyggeligt afmærket sit El Cid-territorium. Ud over denne statue er der Solar del Cid, tre monolitter, der markerer, hvor hans hus stod; hans knogler og doña Jimenas hviler i katedralen, under tårnet over korsskæringen; og i Arco de Santa María opbevares et stykke af hans arm.
Der er også Santa Águeda-kirken, hvor traditionen placerer eden i Santa Gadea: El Cid, der får kong Alfonso VI til at sværge tre gange, at han ikke havde haft del i sin bror Sanchos død.
Monumentet står ved Arlanzón, et skridt fra San Pablo-broen, hvis brystværn er flankeret af statuer af personer fra Cantar de Mío Cid: Jimena, infanterne fra Carrión, biskop Jerónimo, Álvar Fáñez.
Al den opstilling svarer til noget virkeligt: Cantar de Mío Cid, fra 1100- eller 1200-tallet, er det første store episke digt på kastiliansk, og en god del af begyndelsen foregår i denne by. Burgos gør ikke krav på El Cid for markedsføringens skyld: byen gør det, fordi den spanske litteraturs grundtekst begynder her.
Gå ikke glip af
En kriger i bevægelse
Juan Cristóbal skabte den i 1955: kappe og skæg i vinden, sværdet løftet, på Babieca.
»Cid« kommer fra arabisk
Af sīdī, »min herre«. Han fortjente det ved i årevis at tjene som militær leder for kongen af Zaragoza.
»Campeador« kommer fra latin
Af campi doctor, »han, der sejrer på slagmarken«. To tilnavne, to sprog.
Han endte med at regere Valencia
Han erobrede byen i 1094 og regerede den som uafhængig herre i fem år, til sin død.
Sådan passer den ind i dit besøg i Burgos
Den står ved Arlanzón, hvor San Pablo-broen begynder, få minutter fra Paseo del Espolón og Museet for Menneskets Evolution.
Stoppet tager ti minutter: gå rundt om den og se på den nedefra, hvor den virker imponerende. Gå derefter over San Pablo-broen og læg mærke til statuerne på brystværnene.
Den er det naturlige udgangspunkt for byens rute i El Cids fodspor, som går op mod Santa Águeda, Solar del Cid og borgen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor kalder man ham »El Cid«, når han var herfra?
Det vil overraske dig: »Cid« er ikke kastiliansk, det kommer fra arabisk sīdī, »min herre«. Den titel gjorde han sig fortjent til, for efter landsforvisningen tjente han i årevis som militær leder for den mauriske konge af Zaragoza, og selv hans fjender respekterede ham. Og »Campeador«, det andet tilnavn, er latin, campi doctor, »den, der sejrer på slagmarken«. Tænk engang: i vores helts navn lever datidens to Spanien side om side, det kristne og det muslimske.
Og hvad gjorde han for at gå over i historien?
Det, man ikke altid fortæller, er, at han endte som næsten en konge. Efter tusind slag over halvdelen af Den Iberiske Halvø erobrede han i tusind og fireoghalvfems Valencia efter en meget hård belejring og regerede byen som selvstændig herre, hverken Kastiliens eller maurernes, kun sin egen. Der holdt han ud i fem år, indtil sin død. Så denne mand i bronze er ikke en hvilken som helst landsforvist: det er manden, der uden krone vandt et helt kongerige med sværdet.
