En kirke af gyldne sten, nøgtern og robust, hvor Burgos' skytshelgen hviler. Og hans historie rører: han hed i virkeligheden Adelelmus, var en fransk munk og kom for at tage sig af de pilgrimme, der ankom udmattede ad pilgrimsvejen til Santiago (Camino de Santiago).
En fransk munk, der blev Burgos' helgen
Adelelmus var en munk fra Loudun, som i slutningen af 1000-tallet krydsede Pyrenæerne. Det fortælles, at dronning Konstance af Burgund, Alfonso VI's hustru, kaldte ham til byen for at tage sig af de pilgrimme, der nåede Burgos helt udmattede.
Og det gjorde han: han byggede et hospital ved bymuren, istandsatte veje og rakte de fattige en hånd. Folk holdt så meget af ham, at de gjorde ham til deres helgen, da han døde i 1097. Det er et af de tilfælde, hvor folket kanoniserede en helgen før enhver formel procedure.
Navnet blev slebet til af brugen: folk havde svært ved det fremmedartede »Adelelmo«, og fra Adelelmo til Adelmo, fra Adelmo til Elesmes, endte det som Lesmes, kort og hjemligt. Det gik fra et højtideligt fransk navn til at lyde som en nabo, du altid har kendt.
Dronning Konstance fortjener sin egen omtale: hun bragte en hel bølge af franske munke fra Cluny med sig og pressede på for, at man i Kastilien skulle bede som i Rom og lægge den gamle mozarabiske ritus bag sig. Hun var en af de kvinder, der forandrede sin tids Kastilien mest.
Ni hundrede år med hånden på graven
Stadig i dag, hver 30. januar, under festen »las Lesmes«, står folk fra Burgos i kø for at gå forbi hans grav og røre den med håndfladen. Det er en gestus, der er blevet gentaget i ni hundrede år.
Der er også en dejlig skik: San Lesmes-brødene, små velsignede boller trukket på en snor gennem hullet i dem, som sognets unge sælger, og som alle i Burgos køber den dag. Ifølge traditionen levede Lesmes af det allermest nødvendige og delte brød ud til de fattige hver morgen.
Den kirke, du ser, er gotisk, fra 1300-tallet: den blev bygget, efter at kong Johan I i 1383 havde beordret det gamle San Juan-kapel revet ned, fordi det stod i vejen op ad bymuren.
Læg mærke til korstolene og til gravene for de familier, der ville begraves nær helgenen for at sikre sig hans beskyttelse. Det er ikke en museumskirke: det er et levende sted, et kvarterets sted, hvor man stadig beder og fejrer.
Gå ikke glip af
Burgos' skytshelgen var fransk
Adelelmus, en munk fra Loudun, kom i slutningen af 1000-tallet for at tage sig af pilgrimmene.
En burgundisk dronning kaldte på ham
Konstance, Alfonso VI's hustru, som bragte Cluny-munkene og den romerske ritus til Kastilien.
Fra Adelelmo til Lesmes
Navnet blev slebet til af brugen, indtil det lød som en nabo, du altid har kendt.
Hver 30. januar rører man ved graven
Folk fra Burgos har stået i kø i ni hundrede år. Og de køber de velsignede boller.
Sådan passer den ind i dit besøg i Burgos
Den ligger på Plaza de San Juan, ved siden af San Juan-klostret og Arco de San Juan, i den ende af den gamle bydel, hvor Camino kom ind i byen.
Besøget tager omkring tyve eller tredive minutter. Tjek åbningstiderne: det er en sognekirke i brug, og de følger gudstjenesterne.
Herfra begynder byens tapasrunde, der går ned forbi Casa del Cordón mod San Lorenzo el Real og calle Sombrerería.
Ofte stillede spørgsmål
Og hvem var den dronning Konstance, der kaldte ham hertil?
En burgunder med blåt blod, som forandrede Kastilien mere, end man skulle tro. Hun bragte en hel bølge af franske munke fra Cluny med sig og pressede på for, at man her skulle bede som i Rom og lægge den gamle mozarabiske ritus bag sig; forestil dig postyret. Med samme iver fik hun Adelelmus til at komme. Hun var desuden mor til dronning Urraca. Uden den kvinde og hendes smag for alt fransk ville Burgos i dag ikke have nogen skytshelgen.
Hvorfor »Lesmes«, når han i virkeligheden hed Adelelmus?
Ren kærlig dovenskab i sproget. Folk havde svært ved det fremmedartede »Adelelmo«, så de filede det til med tiden: Adelelmo, Adelmo, Elesmes… indtil det blev til Lesmes, kort og hjemligt. Det gik fra at være et højtideligt fransk navn til at lyde som en nabo, man altid har kendt. Og når vi her siger »las Lesmes«, kommer vi ikke engang i tanke om, at der bag det stod en munk fra Frankrig med et helt andet navn.
Og hvad gør man til festen »las Lesmes«, ud over at bede?
Der er en dejlig skik: San Lesmes-brødene. Det er små velsignede boller, trukket på en snor gennem hullet, som sognets unge sælger, og som alle i Burgos køber den dag. Traditionen siger, at Lesmes levede af det mest nødvendige og delte brød ud til de fattige hver morgen, og at han endda fik sig et grin med dem for at muntre dem op. Ni hundrede år senere spiser vi stadig hans brød.
