Den almohadiske bymur, byens mest elskede jomfrufigur, barokken i San Luis, et palæ, som beboerne tog tilbage, og Spaniens ældste offentlige promenade. Alt sammen i den nordlige halvdel, den, der ikke kommer på postkortene.
Nord for Las Setas skifter Sevilla temperatur. Kufferterne på hjul forsvinder, priserne falder, gaderne bliver smallere, og byen fyldes igen med folk, der bor her. Det er aksen, der går fra bymuren ved Macarena til Alameda de Hércules ad calle San Luis, og den samler nogle af byens mest imponerende ting – den eneste bymur, der stadig står, den fineste barokkirke, Spaniens ældste offentlige promenade – med en brøkdel af besøgende i forhold til det monumentale centrum.
Falder dit besøg på en torsdag formiddag, så læg planen om, og kom herud: I calle Feria stilles El Jueves op, et loppemarked, der er dokumenteret siden 1200-tallet.
Det, der er tilbage af bymuren
Sevilla var omgivet af seks kilometer bymur med mere end hundrede tårne og en halv snes porte, rejst af almoraviderne og forstærket af almohaderne i 1100-tallet. Den holdt stand i femten måneders belejring i 1248. Og i 1800-tallet rev byen den ned næsten helt, mellem 1858 og 1873, fordi den var i vejen for trafikken, byudvidelsen og hygiejnen.
Af alt det er der tre porte og en eneste sammenhængende strækning tilbage: fire hundrede meter mellem Puerta de la Macarena og Puerta de Córdoba, med syv eller otte tårne. Den er her, og du kan gå hele vejen langs den på det udvendige fortov. Næsten ingen gør det, og det er en af byens mest usædvanlige og givende gåture.
Læg mærke til murværkets overflade: Det er almohadisk stampet jord, jord presset sammen mellem forskallinger af træ, og de vandrette linjer, du ser, er bogstaveligt talt aftrykket af kasserne. Det er ikke en beklædning eller en restaurering: Det er den oprindelige byggeteknik, der har stået i solen i otte hundrede år.
Over for, som afslutning på scenen, ligger den mere end hundrede og halvtreds meter lange facade på det tidligere Hospital de las Cinco Llagas, i dag Andalusiens parlament. Intet andet sted i Sevilla samler otte århundreder så tydeligt i ét eneste blik.
Den smukkeste af de tre porte, der overlevede nedrivningen, og den eneste sammenhængende strækning bymur, som byen har tilbage. Gennem denne bue drog kongerne ind ved deres højtidelige besøg, under triumfbuer, der blev rejst til dagen. Den stampede jord, du ser, er fra 1100-tallet og har aldrig stået andet end under åben himmel.
En af de største bygninger fra den spanske renæssance, grundlagt i 1500 af Catalina de Ribera for at pleje fattige kvinder og bygget fra 1546 omkring næsten ti gårde. Siden 1992 har den været sæde for Andalusiens parlament: Parlamentsmedlemmerne debatterer under hvælvingen i hospitalets kirke. Der er gratis guidede besøg med reservation.
Indenfor står Sevillas mest elskede figur: en barokskulptur fra omkring 1680, officielt anonym og af mange tilskrevet Luisa Roldán, med fem tårer af glas i ansigtet. Hun er kun blevet klædt i sorg én gang i sin historie, i 1920, da tyrefægteren Joselito el Gallo døde. Basilikaen er gratis; museet med kapper og kroner betales for sig.
Fra buen til Alameda er der tyve minutter og en hel del århundreder.
Calle San Luis er rygraden i Macarena og en af de længste og mest levende gader i den gamle bydel. Den går ned fra bymuren til Alameda forbi klostre, corralas (folkelige boligkomplekser omkring en fælles gård), værtshuse af den gamle slags og kvarterets butikker, og midtvejs ligger det, der nok er Sevillas fineste kirke efter katedralen.
San Luis de los Franceses er hovedværket af Leonardo de Figueroa, arkitekten, der lærte denne by at bygge barok med mursten, azulejos og stuk. Den blev bygget mellem 1699 og 1730 som kirke for jesuitternes novitiat, og syvogtredive år efter, at den stod færdig, udviste Karl III jesuitterne fra Spanien, og de satte aldrig mere deres ben i den.
Facaden med de salomoniske søjler og den konkav-konvekse bevægelse er det nærmeste, man kommer Borromini i Andalusien. Det indre er en cirkulær grundplan under en meget høj kuppel, malet af Lucas Valdés, søn af Valdés Leal, med samtlige jesuitiske helgener i kataloget. Den er tænkt til at blive set fra et nøjagtigt punkt på gulvet med hovedet lagt tilbage. Stil dig der.
Lidt længere nede åbner gaden sig mod Plaza del Pumarejo, og der skifter kvarteret register: fra arkitekturen til naboskabet.
Den sevillanske baroks juvel, bygget mellem 1699 og 1730 af Leonardo de Figueroa til jesuitternes novitiat. Cirkulær grundplan, en kuppel malet fra top til bund af Lucas Valdés, forgyldte altertavler, huskapel og krypt. Gratis adgang, men med begrænsede åbningstider og hyppige lukninger: Tjek det, før du går derop.
Et stort hus fra 1700-tallet, der har været palæ, kaserne for Napoleons tropper, børnehjem, skole og corrala med mere end tres familier. Først i nullerne ville man gøre det til hotel; beboerne organiserede sig, besatte det og fik det erklæret fredet kulturminde (Bien de Interés Cultural) i 2003. I dag er det et beboerhus med værtshuse og værksteder.
Sevillas ældste madmarked, med fiskeboder, der har været i den samme familie i generationer. Torsdag formiddag stilles El Jueves op omkring den, et loppemarked, der er dokumenteret siden 1200-tallet og sandsynligvis er Spaniens ældste: bøger, plader, værktøj, keramik og en hel del skrammel.
For enden af ruten åbner der sig et kæmpe rektangel med træer og udeserveringer på alle fire sider: Alameda de Hércules, anlagt i 1574 og regnet for den ældste bevarede offentlige have og træbeplantede promenade i Spanien. Før da var det her en død arm af Guadalquivir, en lagune, der rådnede hver sommer.
De to søjler i den sydlige ende er ægte romerske, hentet fra et tempel i calle Mármoles, hvor yderligere tre stadig står oprejst. Ovenpå blev der sat Herkules, byens mytiske grundlægger, og Julius Cæsar, der gav den dens bymure. Søjlerne i den nordlige ende, med løver, er fra 1700-tallet.
I 1800- og 1900-tallet havde Alameda et meget dårligt ry: snuskede knejper, prostitution og et forfald, som familierne undgik om aftenen. Ombygningen i midten af nullerne ændrede alt, og i dag er det Sevillas mest blandede område, med et etableret LGBTI-miljø, livemusik, gamle værtshuse og børnefamilier, der deler det samme fortov klokken ti om aftenen.
Det er også det bedste sted i centrum til frokost og aftensmad uden at havne i turistsporet. Gaderne omkring – Amor de Dios, Calatrava, Feria – samler markedskøkken og barer af den gamle slags til priser, der er mærkbart lavere end omkring katedralen.
Anlagt i 1574 ved at dræne en lagune: den ældste bevarede offentlige promenade med træer i Spanien og en af de første i Europa. I dag er den byens boheme-hjerte, med udeserveringer på alle tider af døgnet og de to romerske søjler, der troner i den sydlige ende med Herkules og Julius Cæsar på toppen.
En af byens mest ansete barer og et perfekt eksempel på, hvad der sker i dette kvarter: seriøs tapasmad med prisbelønnede retter, serveret i et gadeværtshus, hvor du må stå i kø. Der tages ikke imod reservationer ved baren. At komme tidligt, eller meget sent, er den eneste strategi, der virker.
Er det værd at tage til Macarena-kvarteret i Sevilla?
Ja, og af to meget konkrete grunde. For det første fordi det samler ting, der ikke findes noget andet sted: den eneste strækning almohadisk bymur, byen har tilbage, Sevillas mest tilbedte jomfrufigur og den fineste barokkirke i den gamle bydel. Og for det andet fordi det er den halvdel af Sevilla, hvor der stadig bor folk, med kvarterspriser og uden presset fra det monumentale centrum. Der er femogtyve minutters gang fra katedralen.
Hvad kan man se på Alameda de Hércules?
Selve promenaden, som er den ældste bevarede offentlige have i Spanien: Den blev anlagt i 1574 ved at dræne en død arm af Guadalquivir. I den sydlige ende står to ægte romerske søjler, hentet fra et tempel i calle Mármoles, med statuerne af Herkules og Julius Cæsar på toppen. Og rundt om ligger byens mest blandede og livlige område, med udeserveringer, livemusik og mad, der er en del billigere end i centrum.
Hvad koster det at komme ind i Basílica de la Macarena?
Basilikaen er gratis, og du kan gå frit ind uden for gudstjenesterne. Museet, der rummer de broderede kapper, kronerne og udstyret til paso (processionsplatform), har separat entré til omkring 5 euro. Interesserer du dig for broderi eller vil du forstå broderskabernes verden i Sevilla, er det det værd; ellers er det nok at se figuren i dens altertavle.
Kan man besøge Andalusiens parlament?
Ja, og det er gratis. Parlamentet arrangerer guidede besøg i det tidligere Hospital de las Cinco Llagas, der går gennem gårdene, repræsentationssalene og plenarsalen, som ligger i hospitalets kirke fra 1500-tallet. Du skal reservere i god tid og rette dig efter institutionens kalender, men det er et af de mindst kendte og mest overraskende besøg i Sevilla.
Hvad er El Jueves i calle Feria?
Et loppemarked med brugte ting, der stilles op hver torsdag formiddag i calle Feria, ved siden af byens ældste madmarked. Det er dokumenteret siden 1200-tallet, hvilket sandsynligvis gør det til Spaniens ældste loppemarked. Der sælges bøger, plader, værktøj, keramik og en hel del skrammel, og stemningen er mere værd end varerne.
Er Macarena-kvarteret sikkert?
Ja, det er et helt almindeligt og meget befærdet beboelseskvarter, med det liv, der hører til ethvert beboet område i centrum af en storby. Som i enhver turistby gælder den sædvanlige opmærksomhed på tegnebogen i de travle områder, især på torsdagsmarkedet og ved udeserveringerne på Alameda sent på aftenen. Intet, der ikke gælder lige så meget i calle Sierpes.
Sådan gør du, og hvornår
Den naturlige rute går fra nord mod syd: Tag bussen til Macarena, se bymuren, buen og basilikaen, gå ned ad calle San Luis til San Luis de los Franceses og Pumarejo, og slut på Alameda. Det er omkring femogtyve minutters reel gang og mellem tre og fire timer med stop.
Den modsatte vej fungerer også og har en fordel: Du slutter ved Macarena og tager bussen tilbage til centrum med trætte ben i stedet for at gå. Men du går glip af den bedst tænkelige afslutning, som er at sætte sig på Alameda ved solnedgang.
De eneste åbningstider, der kræver opmærksomhed, er dem i San Luis de los Franceses, som har åbent i begrænsede tidsrum og ofte lukker på grund af arrangementer. Tjek dem, før du lægger dagen an på det besøg: Det er det mest imponerende på ruten og det, der lettest er lukket.
Og en advarsel om datoer: I Semana Santa (påskeugen), i de små timer langfredag, går Macarena i procession, og hele dette kvarter forvandles til noget andet. Rejser du på de dage, så lad være med at planlægge noget andet den nat.
Praktisk information
Sådan kommer du dertilBus C1, C2 og 13 til Macarena; 25 minutters gang fra katedralen ad calle San Luis.
VarighedMellem tre og fire timer med stop. Selve gåturen er 25 minutter.
Det koster pengeKun museet ved Macarena, omkring 5 euro. Bymuren, basilikaen, San Luis, Pumarejo og Alameda er gratis.
Vanskelige åbningstiderSan Luis de los Franceses har åbent i begrænsede tidsrum og lukker ofte på grund af arrangementer. Tjek det på forhånd.
Den bedste dagTorsdag formiddag, så du rammer loppemarkedet i calle Feria.
Hvor du kan spiseAlameda og gaderne omkring: Amor de Dios, Calatrava og Feria. En hel del billigere end det monumentale centrum.
På kortet
🎧 Med Viavoy
Gå gennem Seville og lyt i dit eget tempo
Download Viavoy og gå gennem Seville offline, når du vil.