Et enormt, aflangt rektangel med træer, udeserveringer, børn på cykel og musik, der strømmer ud fra barerne på alle tider af døgnet. I dag er Alameda Sevillas bohemeagtige centrum, byens mest blandede og mest vågne kvarter. Historien er til gengæld blandt de længste, der findes: Den blev anlagt i 1574 og regnes for den ældste bevarede offentlige have og træbevoksede promenade i Spanien og en af de ældste i Europa. Fire og et halvt århundrede med mennesker, der spadserer under de samme træer.
Fra stinkende lagune til promenade
Her lå engang en død arm af Guadalquivir: en lagune, der løb over, hver gang floden steg, rådnede om sommeren og var et arnested for sygdomme i byens nordlige udkant. I 1574 lod assistenten Francisco Zapata, greve af Barajas og kronens guvernør over byen, den tørlægge, jorden planere og poppeltræer – álamos – plante i rækker. Deraf navnet.
Det var et usædvanlig moderne byplanlægningsgreb for sin tid: et offentligt rum med træer og springvand, beregnet til at spadsere i og ikke til handel eller gudstjeneste. Intet lignende fandtes dengang i Spanien, og derfor har titlen som landets ældste bevarede offentlige have et reelt grundlag.
De to romerske søjler i den sydlige ende er ægte og ældre end alt dette: De stammer fra et romersk tempel i calle Mármoles, en kilometer herfra, hvor yderligere tre søjler stadig står oprejst. Ovenpå blev der sat statuer af Herkules – byens mytiske grundlægger – og af Julius Cæsar, der gav den dens bymure. De to søjler i den nordlige ende, med løver, er meget senere, fra 1700-tallet.
En noget mere rå fortid
Alameda var ikke altid præsentabel. Gennem 1800- og 1900-tallet havde den et meget dårligt ry: skumle knejper, prostitution og et forfald, der i generationer fik familier til at holde sig væk om aftenen. Det barske kvarter levede desuden side om side med et kvægmarked og byens mest marginale miljø.
Den gennemgribende ombygning i midten af nullerne ændrede alt: Området blev gjort til gågade, træerne blev genplantet, springvandene blev bygget om, og nye beboere flyttede til. I dag er det Sevillas mest mangfoldige kvarter, med et etableret LGBTI-miljø, alternative steder, livemusik og børnefamilier, der deler det samme rum klokken ni om aftenen.
Forvandlingen har ikke været smertefri – huslejen er steget, og en del af de gamle beboere er flyttet – og den spænding kan mærkes i kvarterets samtaler. Men som offentligt rum fungerer det: Det er nok det sted i Sevilla, hvor flest forskellige slags mennesker er samlet på samme tid.
Gå ikke glip af
1574
Den ældste bevarede offentlige have og træbevoksede promenade i Spanien og blandt de første i Europa.
De romerske søjler
Ægte, hentet fra et tempel i calle Mármoles, med Herkules og Julius Cæsar på toppen.
Lagunen nedenunder
Før 1574 var her en død flodarm, der rådnede hver sommer.
Det mest blandede kvarter
LGBTI-miljø, livemusik, gamle knejper og børnefamilier, der deler det samme fortov.
Sådan passer det ind i dit besøg i Sevilla
Det er det bedste sted i centrum at spise frokost eller aftensmad uden at havne i turistkredsløbet: Udeserveringerne på Alameda og i gaderne omkring – Amor de Dios, Calatrava, Feria – samler markedskøkken, gamle knejper og nye steder, til mærkbart lavere priser end i Santa Cruz-kvarteret.
Der er fem minutter til Plaza del Pumarejo, ti til Iglesia de San Luis de los Franceses og femten minutters gang til Las Setas og indkøbsgaderne. Går du mod vest, når du på ti minutter floden og Barqueta-broen.
Den bedste plan er enkel: Kom i skumringen, få noget at drikke i ro og mag på en udeservering, og bliv siddende. Alameda besøger man ikke, man indtager den. Og kommer du i august, så husk, at varmen stadig trykker helt til klokken ti om aftenen: Også her går man sent ud.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad var her før promenaden?
Vand og mudder, tro mig. Det her var en død arm af Guadalquivir, en sumpet lagune, der blev oversvømmet og stank, hver gang floden steg. Da man endelig fik den renset, var det byens assistent, greven af Barajas, der tørlagde mudderhullet, plantede træer i rækker og gjorde det til en promenade. Det vil sige, at denne smukke have blev født af en sump. Næste gang du ser træerne spejle sig i den våde jord efter regn, ved du, hvad der lå nedenunder.
Har det altid været et så livligt og bohemeagtigt sted?
Livligt ja, men ikke altid præsentabelt. I lang tid, især i 1800- og 1900-tallet, havde Alameda et meget dårligt ry: det var et kvarter med lasede knejper, folk på kanten af samfundet og prostitution, et sted, familierne undgik om natten. Det var temmelig forfaldent, indtil man gav det en grundig ombygning et godt stykke inde i 2000-tallet. Dagens boheme har, som du ser, en noget mere forhutlet fortid, end man skulle tro.
