Udefra er den en murstensmur, så diskret, at du kan gå lige forbi. Du skubber døren op, og der viser sig en enorm sal uden søjler, med et loft af udskåret træ som en omvendt himmel og, øverst langs væggene, et endeløst bånd af udskåret gips. Den blev opført omkring 1356 af Samuel ha-Leví, skatmester for kong Peter I af Kastilien, en jøde, der kom til at styre et helt riges finanser.
Tre kulturer på én væg
Gå tæt på væggene og se langsomt. Der er indskrifter på hebraisk med hele salmer skåret i gipsen, og flettet ind i dem dukker vers på arabisk op og ornamenter, der kunne sidde i Alhambra: stjernemønstre, plantemotiver, mangepassede buer.
Forklaringen er bogstavelig: de blev lavet af mudéjarhåndværkere, altså muslimer, der arbejdede på et jødisk gudshus under en kristen konge. Det er ikke en metafor for de tre kulturers Toledo, det er præcis det sted, hvor det skete og blev hugget ind i en væg.
Kassetteloftet af cedertræ, med stjernemønstre og bemaling i flere farver, er et af de bedste fra sin tid på halvøen. Og salen har ingen søjler: det er ét åbent rum på mere end tyve meter, noget ret usædvanligt og konstruktivt temmelig vanskeligt at løse.
Skatmesteren, kongen og det, der kom bagefter
Samuel ha-Leví var en af de mægtigste skikkelser i sin tids Kastilien, og denne synagoge blev rejst, da Toledos jødiske menighed havde sin største indflydelse. Peter I endte med at lade ham arrestere, udsatte ham for tortur og tog hans formue. Bygningen blev stående.
Efter fordrivelsen i 1492 kom den på kristne hænder og fik skiftende funktioner: kirke, kapel, kaserne og lager. At den overlevede, skyldes i høj grad tilfældigheder, og det forklarer, hvorfor der er så få middelalderlige synagoger tilbage i Spanien: denne og Santa María la Blanca, et par gader længere henne på vejen mod klostret San Juan de los Reyes, er blandt de yderst få, der er bevaret.
I dag huser den Det Sefardiske Museum, der genskaber livet i halvøens jødiske samfund frem til fordrivelsen og bagefter, i den sefardiske diaspora. Det øverste galleri langs den ene side var forbeholdt kvinderne, og derfra ses kassetteloftet bedst.
Gå ikke glip af
Hebraisk og arabisk på samme mur
Salmer skåret i gips ved siden af vers på arabisk og ornamentik i nasridisk stil. Muslimske håndværkere til et jødisk gudshus.
En sal uden søjler
Mere end tyve meter åbent rum, konstruktivt vanskeligt og sjældent i halvøens middelalderarkitektur.
Kassetteloftet af cedertræ
Stjernemønstre i flere farver, et af de bedste trælofter fra sin tid i Spanien. Det ses bedst fra det øverste galleri.
Nedsat entré
Den er statsejet: der er nedsat pris og gratis tidsrum for EU-borgere, som næsten ingen tjekker.
Sådan passer det ind i dit besøg i Toledo
Den ligger i hjertet af det jødiske kvarter, i den vestlige del af den gamle bydel, fem minutter fra Santo Tomé-kirken og fem minutter mere fra klostret San Juan de los Reyes. De tre hænger sammen i en naturlig rute midt på formiddagen.
Tæt ved ligger udsigtspunktet, der kigger ud over Tajo-floden fra denne side, med cigarrales, de gamle landsteder, over for, og det er rutens bedste pause. Hele dette område er roligere og mindre befærdet end aksen omkring katedralen.
Regn med fyrre minutter til salen og museet. Den er statsejet, så der er nedsat entré og gratis tidsrum for borgere i Den Europæiske Union, noget meget få tjekker, før de køber billet.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor hedder den »del Tránsito«?
På grund af et maleri, pudsigt nok. Da den holdt op med at være synagoge og kom på kristne hænder, blev der her sat et billede op af Jomfruens »Tránsito«, det vil sige øjeblikket for hendes død og optagelse i himlen. Folk begyndte at kalde den »den med Tránsito« efter det maleri, og øgenavnet åd det oprindelige navn. Så dette jødiske tempel bærer i dag navnet på en kristen andagt: meget Toledo, alt blandet sammen, helt ned til hvordan vi kalder det.
Er det sandt, at den gemte en skat?
Sådan fortæller legenden, og det var det, der kostede ham livet. Man mente, at han havde en formue gemt i kældrene under sit palads i Toledo, og for at få ham til at sige, hvor den var, førte man ham til Sevilla og underkastede ham tortur; dér døde han omkring 1360 uden at røbe noget. Guldet dukkede aldrig op. I århundreder blev folk i Toledo ved med at hakke i murene i det jødiske kvarter i drømmen om at finde det. Så vidt man ved, ligger det stadig gemt dér.
