To gader klods op ad Alcázar-paladsets bymur, så smalle, at du nogle steder kan røre begge vægge på én gang. På den ene side rejser sig de almohadiske mursten fra 1100-tallet; på den anden kalkede huse med urtepotter, gitre og gårde, der skimtes gennem forstuerne. Navnet Callejón del Agua er ikke litterært: Oven på den mur løb den vandledning, der forsynede paladset. Du går præcis på grænsen mellem det kongelige område og kvarteret, og den grænse har ligget samme sted i otte hundrede år.
Vandet, der løb i muren
Vandet kom til Sevilla fra Alcalá de Guadaíra ad Caños de Carmona, en akvædukt af romersk oprindelse, genopbygget af almohaderne i 1100-tallet, som forsynede byen i næsten otte hundrede år. Den sidste strækning gik ind i den gamle bydel og løb oven på Alcázar-paladsets bymur til paladsets haver og sale: over dit hoved, skjult i selve muren.
Caños de Carmona blev næsten helt revet ned i 1912, da byen besluttede, at akvædukten stod i vejen for trafikken og den moderne hygiejne. Der er bevaret spredte rester i calle Luis Montoto, en kilometer herfra, men det, der blev revet ned, var et af middelalderens store vandbygningsværker i Europa.
Calle Judería, der begynder ved buen ved Patio de Banderas, minder om det samfund, der levede inden for murene fra 1200-tallet: Det jødiske kvarter i Sevilla var det næststørste i Kastilien efter Toledos, med tre synagoger og flere tusind indbyggere. Overfaldet i 1391 ødelagde det på få dage.
Hvad du skal se efter, mens du går
Kig ind i forstuerne. I nummer 2 i gyden ligger en gård med søjler og urtepotter, som er en af kvarterets smukkeste, og hvis gitterlåge som regel står på klem; i dette område boede Washington Irving, forfatteren til »Fortællinger fra Alhambra«, under sine ophold i Sevilla i 1828 og 1829, på jagt efter netop denne slags billede.
Læg mærke til temperaturforskellen. Om sommeren, med fyrre grader i calle Mateos Gago, er her mærkbart køligere: Smalheden, retningen og murens masse fungerer som et passivt klimaanlæg, som den mauriske arkitektur beherskede til fulde.
Og se på murværket i bymuren. Med det blotte øje kan du skelne strækningerne af almohadisk stampet jord – jord presset sammen mellem forskallinger, med de vandrette spor efter lagene – fra de senere lapninger med mursten. Det er en håndbog i middelalderligt byggeri i håndhøjde.
Gå ikke glip af
Vandledningen på muren
Vandet fra Caños de Carmona løb ind i paladset oven på bymuren: deraf navnet.
Den almohadiske stampede jord
Stampet jord fra 1100-tallet med lagene synlige, inden for rækkevidde.
Gården i nummer 2
Søjler, urtepotter og en gitterlåge på klem, på den strækning, hvor Washington Irving gik.
Kølighed i august
Maurisk passivt klimaanlæg: flere grader mindre end i gaden ved siden af.
Sådan passer det ind i dit besøg i Sevilla
Disse to gader er den naturlige forbindelse mellem Real Alcázar og hjertet af Santa Cruz-kvarteret. Går du ud af paladsområdet via Patio de Banderas og gennem arco de la Judería, er du her på under to minutter.
Fra den anden ende af gyden kommer du til Plaza de Santa Cruz, til Jardines de Murillo og, længere inde, til Plaza de Doña Elvira og Calle Susona.
Et praktisk råd: Det er gader, man ikke kan komme uden om, og i højsæsonen bliver de til en tragt af grupper. Fra klokken syv om aftenen falder strømmen af mennesker markant, og om aftenen, med gadelygterne tændt mod muren, forstår man virkelig, hvorfor dette hjørne fortryllede de romantiske rejsende.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad var Caños de Carmona?
En imponerende akvædukt, der førte vandet hertil fra Alcalá de Guadaíra, flere kilometer herfra. Romerne anlagde den, og almohaderne byggede den op igen i 1100-tallet, og den gav Sevilla og dens paladser vand at drikke i næsten otte hundrede år. Den stod oprejst indtil 1912, da man rev næsten det hele ned for at modernisere byen. Den dag i dag overlever nogle få løse buer, fortabt mellem trafikerede boulevarder.
Hvad blev der af det jødiske samfund?
Det fik en tragisk slutning. I sommeren 1391, ophidset af en ærkedegns prædikener, stormede en folkemængde det jødiske kvarter: de døde og de tvangsdøbte tælles i tusinder, og kvarteret blev knust. Synagogerne blev til kirker, som Santa María la Blanca og San Bartolomé. Det var begyndelsen på enden, et århundrede før fordrivelsen i 1492. Derfor er der i dag kun gadenavnene tilbage, som et ekko.
