Det er lille, næsten et stykke legetøj, og det sidder klemt ind ved brohovedet på Triana-siden som en vogter i lommeformat: en kuppel af grøn og forgyldt keramik, et ottekantet lille tårn og mursten overalt. Capilla del Carmen er det første, man ser, når man krydser floden mod kvarteret, og det fungerer præcis, som det var tænkt: som en symbolsk port. Aníbal González byggede det i 1928, arkitekten, der kort forinden havde signeret Plaza de España, og han døde året efter.
Aníbal González' sidste gestus
Aníbal González var arkitekten, der skabte Sevillas moderne ansigt. Hans er Plaza de España, pavillonerne på Plaza de América og en god del af den sevillanske regionalisme: blank mur, azulejo-fliser, smedejern og en måde at genfinde mudéjarstilen og barokken på uden at kopiere dem.
Hans historie endte dårligt. Han trådte tilbage som leder af byggeriet til Den Iberoamerikanske Udstilling midt i uoverensstemmelser og gæld og døde i 1929, tooghalvtreds år gammel, få uger efter at udstillingen endelig havde åbnet sine døre. Han nåede ikke at opleve den anerkendelse, som hele byen i dag giver ham.
Kapellet er et af hans sidste værker og måske det frieste. Uden en monumental bestilling i vejen tillod han sig at lave en miniature: en bygning på kun få meter, der løser et byproblem – at markere indgangen til kvarteret – med keramik og proportioner, ikke med størrelse.
Santa Justa og Santa Rufina, lavet af ler
På lanternen øverst på kapellet står to kvindeskikkelser med et tårn imellem sig. Det er Santa Justa og Santa Rufina, to søstre og pottemagere fra det romerske Sevilla, der led martyrdøden omkring år 287, fordi de nægtede at sælge deres keramik til en hedensk fest og bagefter knuste et afgudsbillede. De er byens skytshelgener.
Tårnet, de holder, er Giralda, og der ligger den ikonografiske pointe: Traditionen siger, at de to helgeninder beskytter det mod jordskælv, og derfor ses de holde det i næsten hele det sevillanske maleri, fra Murillo til Goya. At placere dem her, ved porten til pottemagernes kvarter, og oven i købet lave dem af brændt og glaseret ler, er et nøje beregnet nik.
Gå langsomt rundt om kapellet. Keramikken skifter farve efter vinklen og tidspunktet: Den grønne og gyldne glasur gløder på én måde i morgensolen set fra broen og på en helt anden måde i solnedgangen, når lyset kommer ind fra floden.
Gå ikke glip af
Kuplen af keramik fra Triana
Grøn og guld, glaseret, og den skifter farve efter tidspunktet og vinklen.
Justa og Rufina holder Giralda
Pottemagernes skytshelgener beskytter tårnet mod jordskælv. Her er de tilmed lavet af ler.
Aníbal González' signatur
Et af hans sidste værker, året før han døde. Sevillansk regionalisme i miniature.
Porten til Triana
Det første, man ser, når man går over broen: en bygning tænkt til at markere en grænse.
Sådan passer det ind i dit besøg i Sevilla
Det ligger lige ved foden af Triana-broen, ved indgangen til Triana. Det er det første obligatoriske stop, når du har krydset floden, og samtidig det letteste at overse, for tyve meter længere fremme åbner Plaza del Altozano sig, og blikket søger helt af sig selv ind i kvarteret.
Det indre er bittesmåt, og åbningstiderne er uregelmæssige: Kapellet bruges til broderskabets gudstjenester og fungerer ikke som et monument, man kan besøge. Det, der skal ses, er udenfor, så regn ikke med at finde det åbent.
Halvtreds meter væk har du Castillo de San Jorge under markedet og, langs floden, Calle Betis. Kommer du om eftermiddagen, er dette hjørne et godt sted at slå tiden ihjel, til lyset falder: broen, kapellet og flodbredden giver den bedste indramning af indgangen til kvarteret.
Ofte stillede spørgsmål
Og de to helgeninder, hvad gjorde de for at ende i klokketårnet?
Man fortæller, at de en dag nægtede at sælge deres lerkrukker til en hedensk fest; folk slog deres varer i stykker, og de svarede igen ved at slå et billede af gudinden i stumper og stykker. De blev arresteret og døde som martyrer omkring år 287. Sådan endte to ydmyge kvinder fra lerets håndværk, århundreder senere, som et symbol på Sevilla. Derfor føler pottemagernes kvarter dem så meget som sine egne.
Og hvad blev der af arkitekten, der byggede det?
Aníbal González var sin tids store arkitekt i Sevilla, sjælen i Den Iberoamerikanske Udstilling. Men det endte dårligt for ham: han trådte tilbage fra projektet midt i ballade og ærgrelser og stod næsten uden formue. Han døde i 1929, kun tooghalvtreds år gammel, blot nogle uger efter at hans store værk endelig havde åbnet dørene. Han tog afsked med verden næsten samtidig med den by, han havde drømt om. Dette lille kapel var et af hans sidste arbejder.
