Den blev påbegyndt i 1513 og stod færdig i 1733, og det faktum forklarer næsten alt: da Italien havde bygget i renæssancestil i næsten et århundrede, besluttede Salamanca at rejse en gotisk katedral. Den er en af de sidste i Spanien og en af de største, med et tårn på næsten hundrede meter, som kan ses fra landevejen, før du når byen.
Gotik efter tiden, og med vilje
Planen blev tegnet af Juan Gil de Hontañón og videreført af hans søn Rodrigo, den samme familie, der rejste katedralen i Segovia efter samme princip. At vælge gotikken i 1513 var ikke uvidenhed, men en beslutning: det var den stil, man anså for at høre sig til for en katedral, og renæssancen blev stadig set som noget for paladser.
Resultatet er tre skibe af betydelig højde, meget kunstfærdige ribbehvælv med ribber, der krydser hinanden i stjerner, og en rummelighed, der imponerer, selv når du kommer fra andre store katedraler. Tårnet over korsskæringen og klokketårnet blev først gjort færdige i barok, to århundreder efter at arbejdet var begyndt.
Hovedfacaden, Puerta de Ramos, er en plateresk flade udhugget til sidste centimeter, med scener fra lidelseshistorien, medaljoner og en ornamental tæthed, der gør det svært at holde blikket fast. Den er en af de store spanske portaler fra 1500-tallet.
Astronauten
På en af arkivolterne i Puerta de Ramos sidder en astronaut i rumdragt og tæt ved en dæmon eller drage, der spiser is. De er hverken et profetisk budskab eller en uforklarlig anomali: de blev hugget af stenhuggeren Miguel Romero under restaureringen i 1992.
Det er en gammel og fuldt accepteret laugstradition. Når en historisk bygning restaureres, signerer stenhuggerne deres indgreb ved at indføje et genkendeligt moderne element, så man om fem århundreder ved, hvilken del der er original, og hvilken der blev lavet om. En tyr i 1500-tallet, en astronaut i 1900-tallet.
Fundet blev populært med internettet, og i dag er det det, flest mennesker leder efter i hele katedralen, i en sådan grad at man må udpege det nøjagtige sted, fordi det sidder ret højt og ikke er let at se. Det er på portalen ud mod pladsen, til venstre.
Gå ikke glip af
Gotisk i 1700-tallet
Påbegyndt i 1513 og færdig i 1733. At vælge gotikken dengang var en beslutning, ikke en forsinkelse.
Astronauten er fra 1992
Stenhuggeren Miguel Romero huggede den under en restaurering. Det er laugets signatur, der skelner det genopførte fra det originale.
Sporet af jordskælvet
Jordskælvet i Lissabon i 1755 slog revner i tårnet og gjorde det nødvendigt at mure dets fod massiv. Derfor er den tykkere end planlagt.
Deler mur med den gamle
To komplette katedraler fra forskellige tider, der fungerer som én bygning. Der findes ikke noget tilsvarende i Spanien.
Sådan passer det ind i dit besøg i Salamanca
Den er bygget sammen med den gamle katedral, som den deler mur og indgang med, i det, der sandsynligvis er Spaniens mest enestående katedralanlæg: to komplette katedraler fra forskellige tider, der fungerer som én bygning. Billetten gælder til begge.
Besøget omfatter desuden adgangen til Ieronimus, ruten gennem tårnene og de høje gallerier, som betales separat, og som er noget af det bedste i byen. Og ved siden af ligger Palacio de Anaya og universitetsanlægget.
Regn med en time til de to katedraler og en time mere, hvis du tager Ieronimus med. Og se indenfor efter sporet af jordskælvet i Lissabon i 1755, som slog revner i tårnet og gjorde det nødvendigt at forstærke det: derfor er dets fod i dag meget mere massiv end planlagt.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor har stenen den gyldne farve?
Det er sten fra Villamayor, fra nogle stenbrud lige uden for byen, og den har et smukt trick: Lige når den er brudt, er den blød, næsten til at skære som brød, og derfor kunne stenhuggerne fylde den med kniplinger og filigran. I luften hærder den lidt efter lidt og bliver modstandsdygtig som få andre. Og den honningfarvede tone får den af jernet, den indeholder; jo lavere solen står, jo mere gløder den. Hele det gamle Salamanca er bygget af denne sten, og derfor kalder man den ved solnedgang »den gyldne by«.
Hvorfor rev man ikke den gamle ned, da man byggede denne?
Tænk over det: Byggeriet varede mere end to århundreder. Hvor blev messerne holdt i al den tid? I den gamle, selvfølgelig, som blev ved med at fungere som katedral, mens den nye voksede op ved siden af, sten for sten. Da den endelig stod færdig, gav det ikke længere mening at rive den gamle ned: Den havde holdt i seks hundrede år og støttede tilmed den nye katedrals side. Så de fik lov at blive begge to, klistret sammen for altid. En yderst praktisk løsning, der i dag er en sjældenhed, som næsten ingen andre har.
