Efter så meget sten, der er udhugget til sidste centimeter, virker denne bygning forvirrende: den er glat. En nyklassicistisk facade med en portiko af kæmpemæssige joniske søjler, uden et eneste groteskornament eller en eneste medaljon, plantet over for den nye katedral. Det er, hvad der er tilbage af Colegio Mayor de San Bartolomé, grundlagt i 1401 og det ældste af Spaniens colegios mayores, de fornemme kollegier ved universiteterne.
Colegios mayores og den magt, de havde
Et colegio mayor var ikke et kollegium i nutidig forstand: det var en institution med egne indtægter, vedtægter og selvstyre, som udvalgte et meget lille antal stipendiater og gav dem kost, logi og et netværk af forbindelser for livet.
Fra disse kollegier kom der i århundreder biskopper, dommere ved de kongelige domstole og de højeste embedsmænd i den kastilianske administration. At være kollegiat på San Bartolomé var ensbetydende med at have fremtiden sikret, og konkurrencen om pladserne var benhård.
Den oprindelige middelalderbygning blev helt erstattet i 1700-tallet, da den nyklassicistiske smag havde fortrængt barokken. Derfor ligner dette palads intet af det, der står omkring det: det er fra en anden tid og en anden tankegang, og netop den forskel gør det interessant i helheden.
En portiko, der kan ses fra hele pladsen
Facaden blev løst med en bred trappe og en portiko med fire joniske søjler i kolossalorden, der spænder over begge etager. Det er et klassisk tempels sprog anvendt på en verdslig bygning, og i 1760 var det det højeste udtryk for modernitet og rationalitet over for den overlæssede barok.
Indenfor har gården en monumental stentrappe og et rækværk af smedejern, der er værd at se. Bygningen huser i dag Det Filologiske Fakultet ved Salamancas universitet, så det er et rum i brug og ikke et monument, man besøger i sædvanlig forstand.
Ved siden af ligger Hospedería de Anaya med sin gård og sine stalde og San Sebastián-kirken. Anlægget lukker Plaza de Anaya mod syd, et af de mest behagelige steder i den gamle bydel, med træer og bænke over for den nye katedral.
Gå ikke glip af
Glat i en udhugget by
Ren nyklassicisme over for den nye katedral: i 1760 var den nøgenhed det mest moderne, man kunne vælge over for barokken.
Det ældste colegio mayor
San Bartolomé, grundlagt i 1401. Herfra kom der i århundreder biskopper og høje embedsmænd i den kastilianske administration.
Søjler i kolossalorden
Portikoens fire joniske søjler spænder over begge etager. Et klassisk tempels sprog anvendt på en verdslig bygning.
I dag er det et fakultet
Det huser Det Filologiske Fakultet, så det er et rum i brug. Der er adgang til gården i undervisningstiden, diskret.
Sådan passer det ind i dit besøg i Salamanca
Det ligger på Plaza de Anaya, mellem Patio de Escuelas og den nye katedral, to minutter fra hver af dem. Du kommer uundgåeligt forbi det på enhver rute gennem universitets- og katedralanlægget.
Som besøg indenfor er det begrænset, fordi det er et fakultet i drift: du kan gå ind i forhallen og gården i undervisningstiden, diskret. Det, der altid lønner sig, er ydersiden og pladsen.
På pladsen står en buste af Unamuno, der var rektor for dette universitet, og det er et af de bedste steder i den gamle bydel at sætte sig. Sidst på eftermiddagen, med katedralens facade overfor oplyst af det lave lys, er det sandsynligvis det mest behagelige sted i Salamanca.
Ofte stillede spørgsmål
Fandtes der flere kollegier, der var lige så mægtige som dette?
Fire i alt, de såkaldte colegios mayores, og de var en sand stormagt. Dette, San Bartolomé, var det første, og så kom Cuenca, Oviedo og Fonseca. Med tiden blev de en slags lukkede klaner, der delte de bedste poster i Kirken og staten mellem sig, indtil kong Karl den Tredje, i syttenhundredetallet, fik nok og reformerede dem fra grunden. De blev født for at fremme talent og endte som en klub for privilegerede.
Satte jordskælvet i Lissabon flere ar i Salamanca?
Det kan du tro. Skælvet i 1755 nåede herop med fuld kraft og slog revner i den nye katedrals tårn. Siden da er der en smuk skik: Hvert år klatrer en mand fra Salamanca med øgenavnet »Mariquelo« op til tårnets top, mens han spiller på en lille tromme, for at takke for, at det ikke styrtede sammen den dag. Et løfte, der gentages generation efter generation. Se, hvordan en katastrofe endte som fest og taknemmelighed.
