Det er en lille plads, nærmest en lukket gård, og den samler mere historie pr. kvadratmeter end noget andet sted i byen. På den ene side universitetets platereske facade; overfor Escuelas Menores; i midten statuen af Fray Luis de León; og på murene røde inskriptioner, der har siddet der i århundreder. Al guldalderens kastilianske lærdom kunne være i dette rektangel.
Stenen fra Villamayor
Alt omkring denne plads er bygget af det samme materiale, og det forklarer, hvorfor Salamanca ser gylden ud: sten fra Villamayor, en sandsten, der brydes få kilometer væk, og som har en afgørende egenskab. Når den kommer ud af bruddet, er den blød og kan hugges næsten som træ.
Det er den blødhed, der gjorde den platereske stils detaljerigdom mulig. Ingen stenhugger kunne have hugget en facade som universitetets i granit med værktøjet fra 1500-tallet; i sten fra Villamayor kunne han, fordi stenen giver efter.
Og bagefter hærder den. I kontakt med luften oxiderer jernet i stenen og danner en skorpe på overfladen, der beskytter den og giver den den gyldne tone, som bliver kraftigere i solen og skifter i løbet af dagen. Kort sagt: blød at bearbejde, hård for at holde.
Fray Luis og vítores
Statuen i midten forestiller Fray Luis de León, professor ved dette hus, som inkvisitionen fængslede i næsten fem år, fordi han havde oversat Højsangen til kastiliansk, og som siden fik sit professorat tilbage. Han ser mod universitetets facade med ryggen til Escuelas Menores.
På murene er der inskriptioner malet med rødt med ordet »Víctor« og nogle initialer. Det er vítores, og de fejrede, at en studerende havde opnået doktorgraden. De blev malet med tyreblod blandet med olie, og doktoranden skulle selv betale tyren, festen og farven.
Den detalje fortæller en hel del om datidens universitet: at tage doktorgraden var dyrt, og mange havde ikke råd, selv om de havde fortjenesten. De vítores, der stadig kan ses overalt i den gamle bydel, er i bund og grund en liste over dem, der havde råd.
Gå ikke glip af
Blød at hugge, hård bagefter
Stenen fra Villamayor kommer blød ud af bruddet og hærder i kontakt med luften. Derfor blev den platereske stil mulig.
Det gyldne er rust
Jernet i stenen oxiderer i luften og danner en skorpe, der beskytter den og giver den den farve, som skifter med solen.
Vítores i tyreblod
De røde inskriptioner fejrede doktorgrader. Doktoranden betalte tyren, festen og farven.
Fray Luis ser mod facaden
Statuen i midten forestiller den professor, som inkvisitionen fængslede i næsten fem år, og som vendte tilbage til sit professorat.
Sådan passer det ind i dit besøg i Salamanca
Den ligger tre minutter fra Rúa Mayor og Casa de las Conchas, og den er centrum i universitetsanlægget. Herfra går du ind på universitetet og i Escuelas Menores, og et stenkast væk ligger Palacio de Anaya og de to katedraler.
Selve pladsen er gratis og åben, og det er her, man leder efter frøen på facaden. Sæt dig et stykke tid: der er meget lidt biltrafik, og pladsen har en særlig akustik, fordi den er så lukket.
Tidspunktet er midt på formiddagen eller sidst på eftermiddagen, når det lave lys fremhæver facadernes relieffer. Ved middagstid bliver stenen flad, og en stor del af udhugningen kan ikke længere læses.
Ofte stillede spørgsmål
Hvordan kan man hugge så detaljeret i en så blød sten?
Det er Salamancas hemmelighed. Stenen kommer fra stenbruddene i Villamayor, lige herved, og når den lige er brudt, er den blød og fugtig, næsten som sæbe: Stenhuggeren bearbejder den med en kniv og får umulige kniplinger frem. Men når den bliver stående i luften, tørrer den og hærder lidt efter lidt, indtil den er fast som klippe. Derfor kunne vores stenhuggere tillade sig det filigranarbejde: De huggede i den friske sten, vel vidende at tiden ville gøre den til rigtig sten.
