Barcelona · Seværdigheder

Sagrada Família

Basílica de la Sagrada Família

Hundrede og fireogfyrre års byggeri, og det fortsætter. Sagrada Família er verdens mest berømte ufærdige kirke, det værk, som Antoni Gaudí viede treogfyrre år, de sidste af dem boende inde i værkstedet som en munk. Når nogen bebrejdede ham langsomheden, svarede han, at hans bygherre ikke havde travlt. I dag er den optaget på verdensarvslisten, den får millioner af besøgende, og den finansieres stadig præcis som i 1882: med gaver og med det, som de besøgende betaler for at komme ind.

En opgave, der ikke var hans

Det oprindelige projekt blev underskrevet i 1882 af Francisco de Paula del Villar, og det var en helt konventionel nygotisk kirke. Villar kom op at skændes med bygherrerne om materialerne og trak sig året efter. Opgaven gik så til en enogtredive år gammel, praktisk talt ukendt arkitekt, som tegnede det hele om: Gaudí.

Det, han gjorde, har ingen forløbere. Han erstattede gotikkens strebebuer med skrå søjler, der forgrener sig som træer, beregnet ved hjælp af modeller af snore og vægte hængt op med bunden i vejret – den berømte hængemodel – så konstruktionen kun skulle bære på tryk. Det er geometri med regelflader anvendt på en kirke, og intet lignende fandtes.

Han planlagde atten tårne: tolv for apostlene, fire for evangelisterne, ét for Jomfru Maria og det midterste for Jesus, beregnet til 172,5 meter. Den højde er ikke tilfældig: Gaudí lagde den lavere end Montjuïc-bjerget, fordi han mente, at menneskets værk ikke måtte overgå Guds.

Tre facader og en sporvogn

Fødselsfacaden mod øst er den eneste, Gaudí efterlod næsten færdig, og det er den, du skal se på i ro og mag: hver centimeter er hugget ud med planter, dyr, hyrder og musicerende engle. Det er en julekrybbe i sten på størrelse med en bygning, og mange af figurerne blev formet efter virkelige mennesker og dyr fra kvarteret.

Lidelsesfacaden mod vest blev hugget af Josep Maria Subirachs fra 1987 i en kantet, afskrællet stil, som stadig deler vandene. At sammenligne de to er halvdelen af besøget: de er to modsatte måder at forstå, hvad det vil sige at føre en andens værk videre.

Og den 7. juni 1926 gik Gaudí fra byggepladsen til fods på vej til messe og blev kørt ned af en sporvogn på Gran Via. Han var så dårligt klædt og så fattig at se på, at ingen genkendte ham eller ville hjælpe ham: de tog ham for en tigger og bragte ham til fattighospitalet. Han døde tre dage senere. Han ligger begravet i krypten under kirken.

Gå ikke glip af

Fødselsfacaden

Den eneste, Gaudí næsten gjorde færdig. En julekrybbe i sten med figurer formet efter virkelige naboer.

Søjlerne, der forgrener sig

En skov af bærende søjler, beregnet med modeller af snore og vægte hængt op med bunden i vejret.

172,5 meter og ikke en meter mere

Jesus-tårnet bliver under Montjuïc: for Gaudí overgår det menneskelige ikke det guddommelige.

Glasmalerier efter farvetemperatur

Kolde mod øst, varme mod vest. Det indre skifter fuldstændig, alt efter hvornår du går ind.

Sådan passer den ind i dit besøg i Barcelona

Den ligger i Eixample, bydelen med de skakbrætformede gader, tyve minutters gang fra La Pedrera op ad Carrer de Provença, eller to stop med metroen. Ruten mellem de to krydser Cerdàs gadenet og kommer forbi Casa de les Punxes og resten af det modernistiske Eixample.

Reservér i god tid, og det vil sige uger, ikke dage. Det er Spaniens mest besøgte monument, og billetterne med fast tidspunkt bliver udsolgt. Basisbilletten giver adgang til det indre; tårnene betales separat, og du kommer op med elevator og går bagefter ned ad en meget smal vindeltrappe, som ikke passer til alle.

Det indre overrasker næsten alle mere end det ydre. Glasmalerierne er ordnet efter farvetemperatur – kolde mod øst, varme mod vest – så lyset skifter radikalt med tidspunktet: blåt og grønt om formiddagen, orange og rødt om eftermiddagen. Kan du vælge tidspunkt, er det sene eftermiddag, der er mest spektakulær.

Ofte stillede spørgsmål

Var det Gaudí, der begyndte på den?

Nej, og det er der ikke mange, der ved: den første arkitekt var Francisco de Paula del Villar, som i 1882 satte den i gang som en nygotisk kirke af den helt konventionelle slags. Kort efter kom han op at skændes med bygherrerne og trak sig, og i 1883 landede opgaven hos en Gaudí på kun enogtredive år. Han smed næsten det hele over bord og tænkte hele kirken forfra, helt fra fundamentet, indtil den blev til det, du ser. Så det, der begyndte som endnu en kirke, blev takket være et vagtskifte til byens mest ekstraordinære værk.

Hvorfor tager det egentlig så lang tid at gøre den færdig?

Ud over den berømte spøg, han selv kom med, er der helt konkrete grunde. Sagrada Família er et sonetempel, hvilket betyder, at den kun bygges for gaver og i dag for det, de besøgende betaler: den har aldrig fået offentlige penge, og uden midler intet byggeri. Og oven i det trængte nogle brandstiftere i 1936, under Den Spanske Borgerkrig, ind i Gaudís værksted og ødelagde hans modeller og originale tegninger. Det tog år at genskabe hans idé ud fra de knuste stumper. Det er ikke langsommelighed: det er nærmest et mirakel, at den stadig står.

Bliver den nogensinde færdig?

Den kommer tættere og tættere på, selv om det er svært at tro efter så lang tid. Det store midtertårn, Jesus-tårnet, blev fuldendt i 2026, netop hundredåret for Gaudís død: for første gang i historien ser man kirken næsten hel, pegende mod himlen. Der mangler detaljer, trapper, Glorie-facaden ... men skelettet af hans drøm er færdigt. Tænk på, at den mand, der begyndte på det her, ikke regnede med at opleve det, og det gør vi. Sikke et held vi har.

Oplev Barcelona og lyt i dit eget tempo

Oplev den med lokale guider, i dit eget tempo og offline.

Viavoy-appen

Flere steder i Barcelona

Carrer de Montcada

Casa Vicens, Gaudís første hus

El Born Centre de Cultura i Memòria

Fossar de les Moreres

Katedralen og gåsernes korsgang

La Pedrera