To runde, massive tårne på hver side af en port: det er det første, næsten alle ser, når de går ind i Barri Gòtic, og det, færrest bliver stående for at se på. De er romerske, fra 300-tallet, og markerede hovedindgangen til Barcino, den befæstede by, der i sin helhed kunne ligge inden for det, du i dag går igennem på tyve minutter. Pladsen foran hedder Plaça Nova og er, med en meget barcelonsk ironi, byens ældste dokumenterede plads.
En bymur rejst i frygt
Barcino blev grundlagt på Augustus' tid, omkring år 10 før Kristus, med et uendeligt langt navn: Colonia Iulia Augusta Faventia Paterna Barcino. Det var en lille koloni med nogle få tusind indbyggere, uden større strategisk betydning, og i sine første århundreder levede den uden behov for egentlige forsvarsværker.
Det ændrede sig i 300-tallet. Over for et ustabilt imperium og truslen fra plyndringstogter omgav byen sig med en formidabel mur: omkring 1.300 meter i omkreds, mellem 8 og 9 meter høj og med otteoghalvfjerds tårne. Den blev bygget i hast, og netop dér ligger den detalje, der afslører den.
Se på foden af murene: her sidder genbrugte blokke, gravsten, brudstykker af indskrifter og stykker revet ud af ældre monumenter, kilet ind uden nogen omhu som simpelt fyld. Barcelona forseglede navnene på sine egne døde inde i den mur, der beskyttede byen. Det er genbrug fra et skræmt imperium, og du kan røre ved det med hånden.
Hvad du skal se på pladsen
Mellem de to tårne løb decumanus, hovedgaden i den romerske by, som i dag er Carrer del Bisbe. Akvædukten, der forsynede Barcino med vand, kom ind netop her: i muren til venstre er to buer bevaret, rekonstrueret i øjenhøjde, som næsten ingen genkender for det, de er.
Over for bryder bygningen Col·legi d'Arquitectes med alt. Dens frise af hvide streger ridset ind i betonen blev tegnet af Pablo Picasso i begyndelsen af tresserne, med kæmpefigurer, sardanas (catalanske ringdanse) og børn med festgrene. Picasso vendte aldrig tilbage til Spanien efter krigen: han tegnede friserne i Frankrig, og andre udførte dem her.
Kontrasten er hele meningen med denne plads: en bymur fra 300-tallet, en gotisk katedral til højre, Picasso over for og et antikmarked om torsdagen. Fire lag by på halvtreds meter, og intet af dem gør sig den ulejlighed at skjule de andre.
Gå ikke glip af
Gravstenene inde i muren
Gravblokke genbrugt som fyld. Byen begravede navnene på sine døde i sit eget forsvar.
Akvæduktens buer
Rekonstrueret i øjenhøjde, til venstre. Næsten ingen ved, hvad de ser på.
Picassos frise
Kæmpefigurer og sardanas tegnet i Frankrig af en maler, der aldrig vendte tilbage til Spanien.
Den »nye« plads fra 1355
Den hedder Nova, fordi den var det i 1300-tallet. Den er den ældste dokumenterede i Barcelona.
Sådan passer den ind i dit besøg i Barcelona
Den er den naturlige indgang til Barri Gòtic. Tredive meter væk ligger katedralen; ad Carrer del Bisbe, under den berømte nygotiske bro, når du Plaça de Sant Jaume på tre minutter; og fortsætter du mod havet, kommer du til Call, det middelalderlige jødiske kvarter.
Interesserer det romerske Barcelona dig, er dette det første punkt på en rute, der fortsætter ved Temple d'August – fire søjler gemt i en gård i Carrer Paradís – på Plaça del Rei og frem for alt under jorden: MUHBA bevarer fire tusind kvadratmeter gader, farverier og en garumfabrik fra det romerske Barcino.
Kom tidligt. Fra klokken elleve er pladsen mødested for alle de grupper, der begynder en tur gennem Gòtic, og stemningen skifter fuldstændig. Klokken ni om morgenen kan du høre ekkoet af dine egne skridt mod muren.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor hedder den Plaça Nova, når den er så gammel?
Her er den ironi, jeg elsker: den kaldes »den nye«, men det er Barcelonas ældste dokumenterede plads, med navnet skrevet allerede i år 1355. Den var »nova«, da man åbnede den foran den romerske port og vandt plads fra bymuren; siden gik tiden, der opstod pladser over hele byen, og denne beholdt sit nyankomne navn, selv om den var århundreder ældre end alle de andre. En »ny«, der er en ren veteran.
Hvor kommer navnet Barcino fra?
Det var romerne, der grundlagde byen, på kejser Augustus' tid, omkring år ti før Kristus, med et uendeligt langt navn: Colonia Iulia Augusta Faventia Paterna Barcino. Af den sidste lille stump, Barcino, blev der med århundrederne »Barcelona«. Og der er en smuk legende, der forbinder byen med den karthagiske Barca-familie, Hannibals familie; historikerne tror ikke på den, men vi fra Barcelona elsker at fortælle den.
Og den moderne frise overfor?
Løft blikket mod bygningen Col·legi d'Arquitectes, lige over for de romerske tårne: frisen af hvide streger blev tegnet af Pablo Picasso i begyndelsen af tresserne, med kæmpefigurer, sardanas og børn med festgrene. Han vendte aldrig tilbage til Spanien efter krigen, så han tegnede den fra Frankrig, og den blev hugget ind her med sandblæsning. To tusind års afstand, der ser hinanden i øjnene på en enkelt plads.
