Udefra afslører det ingenting: en række gotiske porte i en smal gade i Born. Bagved ligger fem paladser fra 1200- til 1400-tallet, forbundet indvendigt, og over fire tusind værker af Picasso. Samlingen er enestående i verden, fordi den ikke handler om den berømte Picasso, men om ham, der var ved at blive til: teenageren, der boede ti minutter herfra og stadig signerede som Pablo Ruiz. Han tog initiativ til museet og skænkede en stor del af samlingen, men han satte aldrig sine ben i det.
Museet, der ikke måtte bære hans navn
Museet blev indviet i 1963, det første viet til Picasso, mens kunstneren levede. Men det hed ikke Museu Picasso: det begyndte som Col·lecció Sabartés, til ære for Jaume Sabartés, malerens nære ven og sekretær, der skænkede sin private samling for at få det i gang.
Grunden til navnet var rent politisk. Picasso var erklæret kommunist, han havde malet Guernica mod regimet, og han var et af de internationale symboler på modstanden mod Franco. At sætte hans efternavn på en facade i Barcelona i 1963 var utænkeligt. Museet kom først til at hedde det, det burde, år senere.
Picasso forlod Spanien før krigens afslutning og svor ikke at vende tilbage, så længe Franco regerede. Han holdt ord: han døde i Frankrig i 1973, to år før diktatoren. Han så aldrig dette museum, selv om han blev ved med at sende det værker til det sidste, også store donationer.
Hvad du ser, og hvad du ikke ser
Det er godt at vide på forhånd: Guernica er ikke her – det er i Madrid – og det er de store kubistiske værker heller ikke. Det, der er her, er hans læretid, og det er netop det, der gør samlingen uden sidestykke. Du ser barndomstegninger, akademiske studier og frem for alt »Videnskab og barmhjertighed« (Ciencia y caridad), et kæmpestort og fuldendt akademisk lærred, som han gjorde færdigt som femtenårig, og som vandt officielle priser.
At se det maleri og vide, hvem han siden blev, er museets kerneoplevelse. Bruddet skyldtes ikke, at han ikke kunne håndværket: det var en beslutning truffet af en, der mestrede det fuldt ud som femtenårig.
Det andet hovedværk er hele serien med de otteoghalvtreds variationer over Velázquez' Las Meninas, malet i 1957 og skænket af Picasso samlet og komplet. Det er det eneste sted i verden, hvor serien kan ses i sin helhed og i rækkefølge, og den fylder flere sale.
Gå ikke glip af
»Videnskab og barmhjertighed«
Et akademisk lærred gjort færdigt som femtenårig. Det senere brud skyldtes ikke, at han ikke kunne male.
De 58 Meninas
Hele serien fra 1957, skænket samlet. Den kan ikke ses samlet noget andet sted i verden.
Col·lecció Sabartés
Museet åbnede uden at måtte bruge hans efternavn: i 1963 var Picasso regimets erklærede fjende.
Fem gotiske paladser
Gårde, åbne trapper og kassettelofter fra 1200- til 1400-tallet, som en del af selve ruten.
Sådan passer det ind i dit besøg i Barcelona
Det ligger i Carrer de Montcada, Borns gade med gotiske paladser, fem minutter fra Santa Maria del Mar og tre fra El Born Centre de Cultura i Memòria.
Reservér online. Det er et af byens mest efterspurgte museer, og køerne ved billetlugen er lange hele året. Der er tidsrum med gratis adgang – visse eftermiddage og en søndag om måneden – som kræver reservation og hurtigt bliver udsolgt. Regn med halvanden til to timer.
En detalje, som de færreste udnytter: selve bygningerne er en del af besøget. Gårdene, de åbne trapper og paladsernes kassettelofter er synlige, mens du går gennem salene, så du ser på én gang catalansk civil gotisk arkitektur og maleri fra 1900-tallet. Løft blikket en gang imellem.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor hed det ikke Museu Picasso fra begyndelsen?
Godt spørgsmål, og svaret er ren politik. På det tidspunkt var Picasso erklæret kommunist og Francos fjende: han havde malet Guernica mod regimet, og at sætte hans efternavn på en facade var en ømtålelig sag. Så museet blev født med et andet skilt, »Col·lecció Sabartés«, til ære for Jaume Sabartés, malerens hjertensven og sekretær, hvis donation gjorde det muligt. Først efter Francos død kunne navnet Picasso endelig stå der, uden frygt.
Besøgte Picasso nogensinde sit museum?
Nej, han satte aldrig sin fod der, og det gør ondt at tænke på. Picasso forlod Spanien før krigen og svor ikke at vende tilbage, så længe Franco regerede. Han holdt sit ord: han døde i Frankrig i 1973, to år før diktatoren. Han så aldrig dette museum i sin ungdoms by, men han blev ved med at sende værker hertil til det sidste. Han skænkede Barcelona sine minder på afstand, vel vidende at han aldrig selv ville gå rundt i byen igen.
Er det sandt, at det rummer hans ungdomsværker?
Ja, og der er et værk, der vil gøre indtryk på dig: »Videnskab og barmhjertighed« (Ciencia y caridad), et kæmpestort, akademisk lærred, som han gjorde færdigt som kun femten år gammel, og som allerede vandt ham vigtige priser. At se det og vide, hvem han siden blev, giver stof til eftertanke: avantgardens geni begyndte med at male som de gamle mestre, og han gjorde det bedre end mange voksne.
