Over kvarterets okkerfarvede tage svæver en bølge af farver, der ikke passer til noget som helst omkring den: tre hundrede og femogtyve tusind sekskantede keramikstykker i syvogtres nuancer, der tegner frugt og grønt set fra himlen. Det er taget på Mercat de Santa Caterina, Barcelonas ældste overdækkede marked, genopfundet mellem 1997 og 2005 af Enric Miralles og Benedetta Tagliabue. Og under boderne ligger et middelalderkloster, som byen brændte i 1835.
Klostret, der brændte på én nat
Her lå dominikanerklostret Santa Caterina, et af de mægtigste i middelalderens Barcelona, med en gotisk enskibet kirke af betragtelig størrelse. I juli 1835, på en nat med antiklerikalt raseri, satte byens indbyggere ild til et halvt dusin af byens klostre, og dette var et af dem.
På den tomme grund rejste man i 1848 Barcelonas første overdækkede marked, som arvede klostrets navn. Den bygning, der allerede var fra 1800-tallet, var temmelig medtaget ved slutningen af 1900-tallet, og i 1997 blev der udskrevet en konkurrence om en gennemgribende ombygning.
Under udgravningen dukkede klostrets fundamenter op og desuden rester af en ældre bebyggelse. Man besluttede at bevare dem synlige inde i selve markedet: du går ind for at købe fisk og ender med at gå langs gotiske mure. En del af resterne kan også ses i et lille museumsrum indenfor.
Et tag, som arkitekten ikke så færdigt
Det bølgende tag er en mosaik, der efterligner et stilleben med frugt og grønt set ovenfra: det er ikke abstrakt pynt, det er en reklame for det, der sælges nedenunder. Det hviler på en konstruktion af limtræ og stål, der krummer sig næsten uden indvendige støtter, så markedshallen står fri.
Enric Miralles døde i år 2000, femogfyrre år gammel, af en hjernesvulst, med arbejdet halvt færdigt. Hans kompagnon og livsledsager, Benedetta Tagliabue, gjorde det færdigt, og markedet blev indviet i 2005. Det tag er bogstaveligt talt et posthumt værk fuldført af en anden hånd.
For at se det skal du op i højden: fra gaden kan du ikke se det. De bedste steder er tagterrasserne og de øverste etager i nabolaget, og du ser det også, når du kører ad Via Laietana. Indefra er det derimod trækonstruktionen, du lægger mærke til, og den fortjener også et øjeblik med hovedet bøjet bagover.
Gå ikke glip af
325.000 keramiske sekskanter
Syvogtres farver, der tegner et stilleben set fra himlen. Du skal op et sted for at se det.
Klostret under boderne
Gotisk, dominikansk, brændt i 1835. Fundamenterne kan ses inde i markedet.
Et posthumt værk
Miralles døde i 2000 med arbejdet halvt færdigt. Benedetta Tagliabue gjorde det færdigt.
Et rigtigt marked
Her handler naboerne. Barerne er gode og koster det halve af Boquerías.
Sådan passer det ind i dit besøg i Barcelona
Det ligger ved Via Laietana, på grænsen mellem Born og Sant Pere, fem minutter fra katedralen og yderligere fem fra Carrer de Montcada og Museu Picasso.
Det er et rigtigt marked, ikke en kulisse: de fleste boder sælger til kvarterets beboere, og om formiddagen er det fuldt af folk, der handler ind. Der er barer, hvor du spiser rigtig godt og til priser, der intet har at gøre med Boquerías, tyve minutter derfra.
Tag derhen en hverdag om formiddagen. Om lørdagen er der stuvende fuldt, og om søndagen er det lukket, som næsten alle byens markeder. Og hvis du sammenligner: Boquería er mere spektakulær og langt mere turistet; Santa Caterina er der, hvor folk handler.
Ofte stillede spørgsmål
Nåede arkitekten at se taget færdigt?
Nej, og der er noget rørende ved det. Enric Miralles døde i år 2000, kun femogfyrre år gammel, af en hjernesvulst, mens byggeriet endnu ikke var færdigt. Det var hans livsledsager og kompagnon, Benedetta Tagliabue, der gjorde det færdigt og åbnede det for kvarteret. Så den bølge af farver, der svæver over tagene, er til dels et posthumt værk: det sidste, en af de mest geniale arkitekter, denne by har fostret, nåede at forestille sig.
Hvad skete der med klostret?
Det faldt ikke bare sammen: det blev brændt. I 1835, midt i en antiklerikal bølge, satte byens indbyggere ild til et halvt dusin klostre på en enkelt nat, og Santa Caterina, dominikansk og overordentlig mægtigt, var blandt dem, der brændte. På den tomme grund byggede man siden markedet, som arvede dets navn. Derfor udtaler du stadig navnet på nogle munke, der forsvandt for næsten to århundreder siden, når du handler her.
