Det er Sevillas mest fotograferede plads, og alligevel standser næsten ingen op for at se på den: alle kommer, løfter mobilen mod Giralda og går videre. Det er umagen værd at gøre det modsatte. Stå stille et minut i midten, ved lygten, og drej langsomt rundt om dig selv: katedralen til den ene side, Palacio Arzobispal til den anden, Encarnación-klostret for enden og hestevognene, der venter under appelsintræerne. I dette rektangel af brosten er hele byens historie samlet.
En plads, der ikke fandtes
Selv om den ser ud til at være skabt for at imponere, er pladsen forholdsvis moderne. I århundreder var rummet mellem katedralen og ærkebispepaladset optaget af bygninger klistret op ad kirken: Corral de los Olmos, en uordentlig karré, hvor byrådet holdt møder, og hvor der var værtshuse, bordeller og folk af enhver slags, der bogstaveligt talt boede i skyggen af hovedkirken.
1800-tallet fejede det hele væk. Corralen blev revet ned, rummet blev åbnet, og det, du ser i dag, kom til syne: den gotiske kolos på den ene side og ærkebispepaladsets barokfacade på den anden, ansigt til ansigt, uden noget imellem. Sevilla fik en monumental plads for prisen af et af sine ældste og mest beskidte hjørner.
Lygte-springvandet i midten er fra 1929, udført af billedhuggeren José Lafita til Den Iberoamerikanske Udstilling, og det er den detalje, ingen ser på: azulejoerne på soklen, bronzedelfinerne og de fire kummer udgør en lille perle, der kun kommer med på billederne ved et tilfælde, som baggrund for tårnet.
Hvad du skal kigge efter, når du er her
Palacio Arzobispal er den intenst røde bygning med marmorportalen. Det er en af byens fineste verdslige barokfacader og fortjener et par minutter: læg mærke til, hvordan de salomoniske søjler vrider stenen, og til balkonen, hvorfra ærkebiskopperne velsignede byen. Indenfor er der en monumental trappe og en malerisamling, der sjældent kan ses, fordi paladset stadig er bispesæde i brug.
For enden, med sit teglstenstårn, ligger Encarnación-klostret, et kloster for augustinernonner. Hvis du finder det åbent, så gå ind: ved torno, den drejelige luge, sælges kager bagt af nonnerne, en skik, der lever videre i et halvt dusin klostre i Sevilla, og som er en ret bogstavelig måde at smage 1600-tallet på.
Og så er der det indlysende, som her virker: dette er byens bedste sted at se hele Giralda på én gang uden at skulle klistre dig op ad en mur. Tidligt om morgenen er pladsen næsten tom, og lyset rammer tårnet fuldt; ved middagstid, med grupperne og køerne, er det en anden sag.
Gå ikke glip af
José Lafitas lygte
Springvand og lygte fra 1929 med bronzedelfiner og azulejos på soklen. Den er med på alle billeder, og ingen ser på den.
Portalen på Palacio Arzobispal
Rød marmor, salomoniske søjler og noget af Sevillas fineste verdslige barok.
Drejelugen i Encarnación-klostret
Kager fra augustinernonner, solgt uden at nogen ser den andens ansigt, som for tre århundreder siden.
Giralda i fuld størrelse
Det eneste sted i den gamle bydel, hvorfra du ser hele tårnet uden at vride nakken.
Sådan passer den ind i dit besøg i Sevilla
Denne plads er nulpunktet i det monumentale centrum. Herfra fører Puerta del Perdón dig ind i den gamle moskés gård på tyve skridt; går du venstre om katedralen, når du på tre minutter Plaza del Triunfo, hvor Puerta del León ind til Alcázar og Archivo General de Indias ligger.
I den anden retning fører calle Mateos Gago direkte mod Santa Cruz-kvarteret, og her ligger terrasserne med udsigt til tårnet tæt. De er dyre, men udsigten koster overalt; hvis du hellere vil betale for øllen alene, så gå to gader længere ind.
Et råd om rækkefølgen: hvis du skal besøge katedralen og Alcázar samme dag, så begynd med Alcázar tidligt om morgenen, og gem katedralen til middagstid. Alcázars haver fyldes langt tidligere end kirkens skibe, der sluger mennesker, uden at det kan mærkes.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor hedder pladsen Virgen de los Reyes?
Efter Sevillas skytshelgen, som sjovt nok næsten ikke kan ses herfra. Virgen de los Reyes er en middelalderlig træfigur knyttet til Ferdinand III, kongen, der generobrede byen i 1248; traditionen siger, at den var hans under det felttog. Den står indenfor, i Capilla Real i katedralen, ved siden af den samme konges uforrådnede legeme, i dag San Fernando. Hver 15. august bæres den i procession ved daggry, og vi sevillanere står tidligt op for at se den komme forbi lige her på pladsen. Vi holder enormt meget af den.
