Otte hundrede meter sand pisket af et vildt hav, der slet ikke ligner bugtens stille vand. Zurriola vender lige ud mod det åbne Kantabriske Hav uden ø eller bjerge til at beskytte den, og derfor kommer bølgerne ind med kraft her. Det er byens unge strand og San Sebastiáns helligdom for surfere: på alle tider af døgnet er der silhuetter i våddragt, der padler ud på havet.
Hvorfor bølgerne brydes her og ikke ved La Concha
Forskellen mellem San Sebastiáns to strande er rent geografisk, og der er ti minutter mellem dem. La Concha ligger inde i en bugt, der lukkes af to bjerge, med øen Santa Clara som prop i mundingen; Zurriola ligger uden for den beskyttelse, udsat for bølgerne direkte fra Biscayabugten.
Resultatet er to forskellige have i samme by: et til at bade i og et til at surfe i. Den dobbelthed er usædvanlig og forklarer, hvorfor den klassiske badeferie her lever side om side med en surfkultur, der fylder sandet hele året, også om vinteren.
Det er godt at vide, at strømmen kan være stærk, og at der er dage, hvor det ikke anbefales at bade. Flagene respekteres mere her end på andre strande af en enkel grund: havet opfører sig anderledes, og understrømmen overrasker dem, der kommer fra en lukket strand.
Stranden, der måtte genopbygges
Sandstranden, som den ser ud i dag, er forholdsvis ny. I en stor del af 1900-tallet åd stormene sandet, til stranden næsten var forsvundet, og man måtte bygge en mole for at tæmme bølgerne og genskabe sandet i den nuværende bredde.
Surfingen kom til denne kyst fra nord, fra Biarritz, og historien, der fortælles, er den samme i hele området: i midten af halvtredserne fik en manuskriptforfatter fra Hollywood et surfbræt sendt fra Californien, mens han filmede der, og de unge, der så ham ride på bølgerne, kopierede opfindelsen. Derfra kom det hele.
I dag er der flere surfskoler på selve promenaden, udlejning af udstyr og konkurrencer, der fylder sandet med publikum. Det er en af de mest aktive bystrande i det nordlige Spanien, og den er i brug hele året, med våddragt om vinteren.
Gå ikke glip af
To have i én by
Zurriola ligger uden for bugten og får bølgerne direkte fra Det Kantabriske Hav. Det gør La Concha, der ligger i læ, ikke.
Den måtte genskabes
1900-tallets storme åd sandet, og man måtte bygge en mole for at give stranden dens bredde tilbage.
Surfingen kom fra Biarritz
I midten af halvtredserne, hvor de unge efterlignede en manuskriptforfatter fra Hollywood, der havde fået et surfbræt sendt fra Californien.
Hold øje med flagene
Strømmen kan være stærk, og understrømmen overrasker dem, der kommer fra en lukket strand. Her bliver flagene virkelig respekteret.
Sådan passer den ind i dit besøg i San Sebastián
Den ligger i Gros-kvarteret på den anden side af floden Urumea, fem minutter fra den gamle bydel over Zurriola-broen. I den ene ende lukkes den af Kursaal og i den anden af Sagüés-pynten, hvor Paloma de la Paz tegner sig mod himlen.
Gros er desuden det kvarter, der har den bedste balance mellem kvalitet og stemning, når det gælder pintxos, med færre mennesker end i den gamle bydel og et mere lokalt publikum. Efter stranden er en runde i gaderne omkring Plaza de Cataluña den oplagte plan.
Fra enden af stranden begynder stien op på Monte Ulía, der har langt færre besøgende end Urgull, med kyststier mod Pasaia. Hvis planen er at gå, er det byens gode side.
Ofte stillede spørgsmål
Siden hvornår har man surfet her?
Surfingen kom til denne kyst fra nord, fra Biarritz, lige her ved siden af, på den anden side af grænsen. Man fortæller, at en Hollywood-manuskriptforfatter, Peter Viertel, midt i halvtredserne optog en film der og fik sendt et surfbræt fra Californien; de knægte, der så ham pløje gennem bølgerne, blev fascineret, og sådan blev gnisten tændt langs hele kysten. Fra Biarritz bevægede det sig ned til de baskiske strande, og dette vilde, åbne hav blev stedet, hvor surfingen for alvor slog rod.
