To skrå glasprismer ved Urumeas munding, der skinner, som om havet havde efterladt dem strandet på kysten. Om dagen ser de gennemskinnelige ud; ved mørkets frembrud tændes de indefra og bliver til to kæmpemæssige lygter over sandet. De blev tegnet af Rafael Moneo og indviet i 1999 på en grund, der havde ligget tom i årtier, efter at det gamle kasino var revet ned.
To strandede klipper
Moneo tog udgangspunkt i et konkret problem: grunden ligger ved flodens munding, mellem stranden og byen, og enhver stor bygning der ville komme til at skjule noget. Hans løsning var ikke at bygge én enkelt bygningskrop, men to adskilte, skrå dele med en passage imellem, der holder forbindelsen mellem havet og bybilledet åben.
Han kaldte dem strandede klipper, og den idé forklarer hældningen: det er ikke lodrette prismer, men let krængede kroppe, tvillinger, men forskellige fra hinanden, placeret, som om havet havde efterladt dem dér. Dengang var designet meget omdiskuteret i byen, og i dag er det et af dens kendte billeder.
Facaden er af buet, gennemskinneligt glas monteret i dobbelt hud, tænkt til at filtrere nordlyset uden hårde refleksioner. Derfor skifter bygningen farve dagen igennem: perlegrå om morgenen, rav om eftermiddagen og en tændt lyskasse ved mørkets frembrud. Stoffet er glas, men det egentlige materiale er lyset.
Det, der er indeni, og det, der var her før
Den største bygningskrop rummer hovedauditoriet med over atten hundrede pladser, og den mindste en kammermusiksal; rundt om ligger kongreslokaler, udstillinger og restauranter. Det er hjemsted for filmfestivalen i San Sebastián, som hver september gør bygningen til byens centrum.
Før lå Gran Kursaal her, et spillepalads fra Belle Époque med roulette og balsal. Det varede ikke længe: i 1924 forbød Primo de Riveras diktatur hasardspil i hele Spanien, og kasinoet mistede sin eksistensberettigelse. Det blev bygget om, siden revet ned, og grunden lå tom i årtier.
Navnet blev bevaret, og det er tysk: Kur, kur, og Saal, sal. Bogstaveligt talt kursal, og det kommer fra de centraleuropæiske kursteder fra dengang, hvor havbade var en moderigtig lægebehandling. At en bygning fra 1999 har beholdt det navn, opsummerer ganske godt denne bys historie.
Gå ikke glip af
To strandede klipper
Moneo delte programmet i to skrå dele for ikke at lukke forbindelsen mellem havet og byen.
Buet glas i dobbelt hud
Det filtrerer nordlyset uden hårde refleksioner. Derfor skifter bygningen farve fra morgen til aften.
Her lå Gran Kursaal
Et kasino fra Belle Époque, der mistede sin funktion, da hasardspil blev forbudt i 1924. Grunden lå tom i årtier.
Kursal, på tysk
Kur og Saal. Navnet kommer fra de centraleuropæiske kursteder, dengang havbadet var en lægebehandling.
Sådan passer det ind i dit besøg i San Sebastián
Den ligger på Gros-siden af floden, over for centrum, fem minutters gang fra den gamle bydel over Zurriola-broen. Bagved begynder Zurriola-stranden og Gros-kvarteret, som er byens livligste til pintxos.
Som besøg indenfor afhænger det af programmet: der er rundvisninger i bygningen på faste tidspunkter, og ellers kommer du ind ved at overvære en koncert, en kongres eller en filmforevisning. Terrassen og omgivelserne har fri adgang.
Det, der altid er umagen værd, er at se den ved mørkets frembrud, når den lyser indefra og spejler sig i strandens våde sand. Det er nok det bedste natbillede af San Sebastián, og det tages fra broen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor kommer det mærkelige navn, Kursaal, fra?
Kursaal er et tysk ord: Kur, kur, og Saal, sal. Bogstaveligt talt kursal. Det kommer fra de centraleuropæiske kursteder i Belle Époque, da det at tage til havbade næsten var en moderne lægebehandling. Og i slutningen af 1800-tallet var Donostia netop det: det elegante kursted, hvor dronningen og halvdelen af Europas aristokrati holdt sommerferie. Navnet blev hængende, krydsede et helt århundrede og giver i dag navn til disse to glasterninger. Et tysk blink midt på kysten af Det Kantabriske Hav.
Og hvad var det for et kasino, der lå her før?
Et spillepalads fra Belle Époque, med roulette, balsal og al glamouren fra byens gyldne tid. Men festen varede ikke længe: i 1924 forbød Primo de Riveras diktatur hasardspil i hele Spanien, og kasinoet mistede pludselig sin eksistensberettigelse. Det endte med at blive lavet om til teater og biograf, mere og mere falmet. I dag, foran disse lysende terninger, er det svært at forestille sig, at man lige her spillede roulette og dansede til daggry.
