Pradomuseet er Spaniens største malerisamling og en af de vigtigste i verden: Under ét tag samler det den fineste samling af europæisk maleri med værker af Velázquez, Goya, El Greco, Tizian og Bosch. Det ligger i en klassicistisk bygning på Paseo del Prado, i hjertet af Madrids såkaldte »kunsttrekant«, og det er det uomgængelige besøg på enhver rejse til Madrid. Det blev ikke skabt ved at købe malerier, men ud fra det, Spaniens konger samlede gennem århundreder, og det gør det anderledes end noget andet museum på kloden.
Lidt historie
Bygningen blev tegnet af arkitekten Juan de Villanueva på bestilling fra Karl III, men den blev ikke født som kunstmuseum: Den oprindelige idé var at huse et naturhistorisk kabinet som led i den store oplysningsplan, der ville fylde Paseo del Prado med videnskab, haver og springvand. Napoleonskrigene medtog den hårdt – de franske tropper brugte den endda som kaserne og smeltede blyet fra taget om til kugler – og man måtte vente til Ferdinand VII's regeringstid, før den fik sin endelige bestemmelse.
Prado åbnede som museum i november 1819, og i begyndelsen var det beskedent: Der blev kun hængt nogle hundrede malerier op, og adgangen var stærkt begrænset. Det tog årtier, før det blev det store museum, åbent for alle, som det er i dag. I modsætning til andre store malerisamlinger blev det ikke skabt ved at købe værker, men ud fra de samlinger, som det spanske monarki havde samlet gennem århundreder: Derfor har dets spanske, flamske og italienske maleri ingen sidestykke noget andet sted.
En lidet kendt episode: Under Den Spanske Borgerkrig blev de mest værdifulde værker kørt ud af Madrid i lastbil for at beskytte dem mod bombardementerne, og de rejste gennem halvdelen af Europa til Genève. »Las Meninas« krydsede Spanien rullet sammen med den yderste omhu. Det, der i dag hænger så fredeligt, var for mindre end et århundrede siden på flugt fra krigen ad landevejene.
Museet er vokset meget siden. Rafael Moneos udvidelse, indviet i 2007, indlemmede klostergangen fra Los Jerónimos og tilføjede sale til særudstillinger; og siden 2021 har det hele været en del af »Lysets landskab«, Madrids første kulturlandskab på UNESCO's verdensarvsliste.
Hvad du skal se i Pradomuseet
Samlingen er så enorm, at det er klogt at gå ind med en klar idé om, hvad du leder efter: Det er umuligt at se det hele på ét besøg, og den, der prøver, kommer udmattet ud. Dette er de værker, som næsten ingen vil gå glip af, og som det er værd at stå i kø for.
Har du tid til overs, så føj El Grecos »Adelsmanden med hånden på brystet«, Goyas »Karl IV's familie«, Van der Weydens »Nedtagelsen fra korset« og Rubens' »De tre gratier« til listen. Og gå ikke glip af »Den 2. maj« og »Henrettelserne den 3. maj«, de to lærreder, hvor Goya skildrede Madrids opstand i 1808, der begyndte i Cuartel de Monteleón i Malasaña.
En detalje, der overrasker mange: Det, der hænger i salene, er kun en del af det, museet ejer. Tusindvis af værker sover i magasinerne eller er udlånt til andre museer og bygninger over hele Spanien, det, der kaldes »det spredte Prado«. Du kunne komme tilbage ti gange og stadig opdage malerier, du aldrig havde set.
Gå ikke glip af
Las Meninas af Velázquez
Museets mest berømte værk og et af højdepunkterne i verdens maleri.
Goyas sorte malerier
Fjorten dystre scener, som Goya malede direkte på væggene i sit eget hus, uden bestilling og kun for sig selv.
»Lysternes have« af Bosch
Prados mest gådefulde triptykon, fuld af umulige detaljer.
Filip II's Tizian-malerier
De store venezianske lærreder, som en konge forelsket i italiensk maleri samlede.
Sådan besøger du det uden stress
En almindelig billet koster omkring 15 euro, og der er gratis adgang de sidste to timer af hver dags åbningstid, med betydelige køer: Går du i det tidsrum, så stil dig i kø en halv time før. Regn med godt to timer til det væsentlige og tre eller fire, hvis du vil gå i dybden. Åbningstiderne er kortere på nogle helligdage, så tjek altid den officielle hjemmeside, før du tager af sted.
Praktiske råd, der sparer tid: Gå ind ad Jerónimos-indgangen, den i Moneos udvidelse, som som regel har kortere kø end Velázquez-indgangen; aflever rygsække og paraplyer i garderoben, som er gratis; og begynd på hovedetagen, hvor hovedparten af Velázquez og det flamske maleri hænger. Der findes desuden en kombibillet til de tre museer på Paseo del Arte, som kan betale sig, hvis du vil se dem alle.
Før du går ind, så læg mærke til de store bronzedøre i Velázquez-facaden: De er forholdsvis nye, blev indviet i 2007 og har indgraverede scener fra den spanske kunsthistorie. Næsten alle haster forbi uden at se på dem.
Sådan passer det ind i dit besøg i Madrid
Prado er toppunktet på Paseo del Arte, den kulturelle akse, der løber ned ad Paseo del Prado, og som kan gås på en dag. Få minutter væk ligger Museo Thyssen-Bornemisza, der udfylder det, Prado mangler, og Museo Reina Sofía, hvor Picassos Guernica hænger. Over for finder du Fuente de Neptuno og, længere oppe, Plaza de Cibeles med udsigtspunktet på Palacio de Cibeles.
Bag museet, på den anden side af gaden, åbner Retiro-parken sig: Estanque Grande og Palacio de Cristal er den bedst tænkelige pause efter to timers maleri. Og ved den sydlige udgang ligger Cuesta de Moyano med sine boder med brugte bøger, der har haft åbent hver dag året rundt siden 1925.
Vil du hellere ikke gå rundt på egen hånd, fører Viavoys rute til fods »Kunstpromenaden og El Retiro« dig langs hele aksen og fortæller historien om hvert stop i dit eget tempo, med en lokal guides stemme, uden gruppe og uden netforbindelse.
Ofte stillede spørgsmål
Har Goyas sorte malerier altid været lærreder?
Nej, og det er en af museets mest imponerende historier. Goya, gammel, døv og forbitret, malede dem direkte på væggene i sit hus uden for Madrid, Quinta del Sordo, uden bestilling og uden tanke på at sælge dem: de var kun til ham selv. Årtier efter hans død blev de taget ned fra muren og overført til lærred med enorm omhu, så de kunne bringes hertil. Det, du ser hænge her, var først væggene hos en ensom mand.
Hvor længe har Prado været museum?
Det åbnede sine døre i november 1819, og i begyndelsen var det beskedent: der blev kun hængt nogle hundrede malerier op, og adgangen var meget begrænset. Det tog årtier at blive det store museum, åbent for alle, som det er i dag. Når du går ind, så tænk på, at du er mere end to hundrede år forsinket … og alligevel har du lige præcis tid nok til at se det hele.
Ser vi kun en del af det, museet gemmer?
Rigtig mange går herfra udmattede i den tro, at de har set det hele, og det er ikke engang tæt på. Prado ejer tusindvis og atter tusindvis af værker, og i salene hænger kun en del; resten sover i magasiner eller er spredt, udlånt til andre museer og bygninger over hele Spanien, det, der kaldes »det spredte Prado«. Du kunne komme tilbage ti gange og stadig opdage malerier, du aldrig havde set.
