Madrid · Seværdigheder

Cuartel de Monteleón

Midt på Plaza del Dos de Mayo, i hjertet af Malasaña, står en murstensbue, som de fleste tror er pynt. Det er den ikke: den er det eneste, der er tilbage af Cuartel de Monteleón, artilleridepotet, hvor Den Spanske Uafhængighedskrig begyndte den 2. maj 1808. Her trodsede to kaptajner ordren om ikke at gøre modstand, åbnede portene og delte kanoner ud til naboer, kvinder og knægte, der med det, de havde, tog kampen op mod Europas mægtigste hær.

Hvad der skete den 2. maj 1808

Grunden havde været haven til Palacio de Monteleón, en adelsslægts lystejendom, næsten i udkanten af datidens Madrid. Hæren udnyttede pladsen til at anbringe sit artilleridepot der, langt fra centrum af indlysende grunde: krudtet. Det tilfælde forvandlede en herskabelig have til skueplads for et slag.

Den 2. maj 1808, mens Napoleons tropper holdt byen besat, og folket havde rejst sig på Puerta del Sol, traf kaptajnerne Luis Daoíz og Pedro Velarde den beslutning, der kostede dem livet: at trodse ordren om at blive i kasernen. De åbnede portene til Monteleón, kørte kanonerne ud og delte dem ud til civile, der aldrig havde affyret et våben i deres liv.

De holdt stand i timevis. Daoíz faldt på stedet, gennemhullet; Velarde af et skud i brystet. Der var et tredje navn, som historien næsten har glemt: løjtnant Jacinto Ruiz, der hårdt såret blev ved med at give ordrer til det sidste, overlevede dagen, men ikke sine sår, og døde nogen tid senere langt fra Madrid uden anerkendelse. Daoíz og Velarde fik statuerne og gaderne; der gik århundreder, før Jacinto Ruiz fik sin mindeplade.

De tabte slaget, men de tændte en krig, der forandrede Spanien. Blandt de døde den dag var Manuela Malasaña, en sytten år gammel broderske, som endte med at give navn til hele kvarteret.

Hvad der er tilbage i dag

Da kasernen blev revet ned, havde nogen den fornuft at bevare indgangsbuen som et minde. Den er det eneste, der stadig står, og i dag troner den over pladsen: en beskeden portal af mursten, foran hvilken bronzestatuerne af Daoíz og Velarde rejser sig, for evigt fastholdt midt i kampen med sværdet løftet.

Kontrasten er det bedste. Rundt om monumentet er der en sandkasse med legende børn, fyldte udeserveringer, folk, der spiller guitar, og hunde, der løber rundt. Madrid er præcis det: tragedie og hverdagsliv på den samme kvadratmeter. Ingen ser højtideligt på buen, og det er nok den bedste måde at ære den på.

Vil du se, hvordan det hele blev malet, skal du til Pradomuseet. Nogle år senere udødeliggjorde Goya de to dage i to lærreder, der hører til det største i spansk malerkunst: »Mamelukkernes angreb«, der skildrer opstanden på Puerta del Sol, og »Henrettelserne den 3. maj«, med manden i den hvide skjorte og de udbredte arme over for bajonetterne. Goya malede ikke nogens sejr: han malede almindelige menneskers frygt og raseri.

Gå ikke glip af

Murstensbuen

Det eneste, der er tilbage af artillerikasernen. Den står midt på pladsen, og næsten ingen ved, hvad den er.

Daoíz og Velarde i bronze

De to kaptajner, der trodsede ordren, for evigt fastholdt midt i kampen.

Den tredje helt

Løjtnant Jacinto Ruiz, der blev ved med at føre kommandoen hårdt såret og måtte vente århundreder på sin mindeplade.

Goya-malerierne i Prado

»Mamelukkernes angreb« og »Henrettelserne den 3. maj« fortæller, hvad der begyndte ved denne mur.

Sådan passer den ind i din tur gennem Malasaña

Buen står præcis i midten af Plaza del Dos de Mayo, der er Malasañas hjerte og det naturlige udgangspunkt for enhver gåtur i kvarteret. Herfra udgår calle de la Palma, calle del Espíritu Santo med sine vægmalerier og calle de Manuela Malasaña, og på ti minutter når du calle Fuencarral og grænsen til Chueca.

Den 2. maj, der er helligdag i regionen Madrid, fyldes pladsen med mindehøjtideligheder, musik og kvartersstemning: det er årets bedste dag at se den, men også den mest overfyldte. Resten af tiden er det bedste tidspunkt søndag ved middagstid, når det er vermouthtid.

Viavoys rute »Malasaña og La Movida« starter lige her og fortæller om kvarterets to oprør – det fra 1808 og det fra firserne – mens du går, med en lokal guide i øret. Du har den downloadet og starter den, når du vil.

Ofte stillede spørgsmål

Var det kun de to kaptajner, der kæmpede?

Der var et tredje navn, som historien næsten har glemt: løjtnant Jacinto Ruiz. Hårdt såret blev han ved med at give ordrer til det sidste den dag, og han overlevede dagen … men ikke sårene: han døde senere, langt fra Madrid, uden at se sit mod blive anerkendt. Daoíz og Velarde fik statuerne og gaderne; der gik århundreder, før Jacinto Ruiz fik sin mindeplade. Jeg kan godt lide at minde om ham, for i enhver stor bedrift er der altid en helt, som næsten ingen nævner.

Var der nogen, der malede alt det?

Goya, og hvordan. År senere gjorde han de to dage udødelige i to lærreder, der i dag hører til det største i Prado: mamelukkernes angreb på Puerta del Sol og henrettelserne den følgende morgen, med manden i den hvide skjorte og de udbredte arme foran bajonetterne. Han malede ikke nogens sejr: han malede almindelige menneskers frygt og raseri. Når du ser dem i Prado, så husk, at det hele begyndte her, ved denne mur.

Oplev Madrid og lyt i dit eget tempo

Oplev den med lokale guider, i dit eget tempo og offline.

Viavoy-appen

Flere steder i Madrid

Edificio Carrión

Edificio Telefónica

Den store dam

Neptunspringvandet

La Casa Encendida

La Tabacalera