Det er den ældste og hårdeste del af Alhambra, den, der allerede stod her, da paladserne af gips og vand ikke engang fandtes i nogens fantasi. Massive tårne, mure og yderst Torre de la Vela: Granadas bedste balkon, med hele byen under dig, Albaicín, der klatrer op over for, og Sierra Nevada i baggrunden. Dens klokke styrede i århundreder vandingen af hele sletten Vega.
Før paladserne
På denne bakke var der forsvarsværker allerede i 800-tallet, længe før nasriddynastiet. Navnet Alhambra – al-Hamra, »den røde« – kommer af den farve, som murene af stampet jord får i solnedgangen, og det er dokumenteret fra den tidlige periode.
Springet kommer i 1238, da Muhammad I, nasriddynastiets grundlægger, flytter sit hof hertil og gør den gamle fæstning til kernen i en paladsby. Alcazaba er den fæstning: tårne, skyttegange, en cisterne og indenfor Barrio Castrense, hvor garnisonen boede.
Det kvarter er det, der overrasker mest, når man går rundt i det. Fundamenterne til soldaternes boliger er bevaret, med deres gader, ovne og latriner: en militærby i miniature, spartansk og funktionel, hundrede meter fra de mest raffinerede sale i den vestlige islamiske verden.
Torre de la Vela og dens klokke
Tårnet har sit navn efter klokken, der krøner det, og den klokke havde i århundreder en meget konkret og meget lidt militær funktion: den angav vandingsturene på sletten Vega ved Granada. Bønderne åbnede og lukkede deres kanaler efter dens slag, i et system for fordeling af vandet, der var arvet fra maurisk tid.
Hver 2. januar ringer den hele dagen på årsdagen for byens indtagelse, og den kan høres i det halve Granada. Der hører en tradition til: det siges, at den ugifte kvinde, der får den til at ringe den dag, bliver gift, inden året er omme. Køen for at ringe med den går hele vejen rundt om tårnet.
Oppefra er udsigten den bedste i hele anlægget, og den forklarer geografien: byen nedenunder, Albaicín på bakken over for, Vega, der breder sig ud mod vest, og Sierra Nevada, der lukker af mod sydøst. Du forstår med ét, hvorfor nogen besluttede at lægge et hof her.
Gå ikke glip af
Vandingsklokken
Den angav vandingsturene på hele Vega. Et vandingsur hængt op i et militærtårn.
Barrio Castrense
Fundamenterne til garnisonens huse, med gader, ovne og latriner. En militærby i miniature.
Den bedste udsigt i anlægget
Byen, Albaicín, Vega og Sierra Nevada på én omgang fra Torre de la Vela.
Al-Hamra, »den røde«
Navnet kommer af farven på den stampede jord i solnedgangen, dokumenteret siden 800-tallet.
Sådan passer det ind i dit besøg i Granada
Den ligger ved indgangen til anlægget, efter Plaza de los Aljibes, og er det første, næsten alle ser, når de kommer. Den rækkefølge giver kronologisk mening – fra det ældste til det mest raffinerede – men den bør tilpasses klokkeslættet for Nasridepaladserne, der ligger fast.
Tommelfingerreglen: Hvis dit tidsrum til paladserne ligger tidligt, så begynd med dem og gem Alcazaba til bagefter; ligger det midt på formiddagen eller om eftermiddagen, så tag Alcazaba først. Det, du ikke kan, er at komme for sent til paladserne, for der er ingen ny chance.
Regn med omkring fyrre minutter til Alcazaba, Barrio Castrense og turen op i Torre de la Vela. Og kom forberedt: der er stort set ingen skygge nogen steder, og om sommeren ved middagstid kaster stenene en betragtelig varme tilbage.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor gammel er denne fæstning?
Meget gammel. På denne bakke var der forsvarsværker allerede i det niende århundrede; derfor blev Alhambra kaldt »den røde«, efter murenes farve i solnedgangen. Men det store øjeblik kommer i 1238, da Muhammad den Første, grundlæggeren af nasriddynastiet, vælger den som base for sit nye rige og slår sig ned her, i Alcazaba, mens han drømte om de paladser, der skulle komme. Det hele begyndte mellem disse hårde sten.
Og ringer den klokke stadig?
Det kan du tro. Hver den anden januar ringer den hele dagen på årsdagen for byens erobring, og den kan høres i halve Granada. Og der hører en smuk tradition til: det siges, at den ugifte kvinde, der får slået et slag på den den dag, bliver gift, inden året er omme. Du vil se køer for at komme op. En klokke, der ifølge legenden er blevet bryllupsuddeler.
Boede der folk inde i Alcazaba?
Ja, og deres spor kan stadig ses. Hvis du kigger mod det indre område, ligger der mellem murene en hel landsby i ruiner: militærkvarteret med sine gader, sine små huse, sin cisterne og endda et bad, hvor garnisonen boede med sine familier. Det var ikke bare et vagttårn; det var en lille militærby med sit eget liv, altid på vagt over resten af Granada.
